Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Guldsmedjen i Holguín

På bokseakademiet i Holguín brænder det af viljen til at vinde i elevernes øjne. De er udvalgt til at føre landets boksetraditioner videre. JP Explorer besøgte en cubansk guldsmedje.

Af JAKOB RUBIN, CHRISTIAN THYE-PETERSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 22-12-2003

Holguín

I denne by er Arnaldo Mesa en stor mand.

Her sloges han som dreng på gaden, indtil han en dag stod med en olympisk sølvmedalje om halsen.

Her giver han sine erfaringer fra ringen videre i det lokale bokseakademi og inspirerer til drømme.

Selv om karrieren er slut for flere år siden, kalder Holguíns folk ham stadig for "Campeon" og slår deres knytnæver mod hans, når de møder ham.

Vi mødte ham ad omveje.

Der kan ikke siges meget godt om Hotel Pernik lidt uden for byen, inspireret, som det er, af stilen fra den gamle union af sovjetrepublikker. Men receptionisten er velorienteret og interesseret i boksning.

Han kender skam byens søn, Arnaldo Mesa, og dertil hans adresse i et nærliggende betonbyggeri.

Vi går derhen uden videre.

Ødelagt bygning
Bygningen er ved at falde fra hinanden. At træde ind i elevatoren kræver nerver. Døren til lejligheden på 11. sal står åben.

»Sæt jer derhen, så kommer Mesa om lidt,« siger en kvinde, der koger bønner i en trykkoger i den ene ende af stuen.

Hun peger på sofaen. Der sidder allerede en dreng og ser en voldsfilm på tilsneet farve-TV.

Lidt senere dukker Arnaldo Mesa op - lidt tungere end de 57 kilo, han vejede, da han vandt sølv ved OL i Atlanta, men stadig en mand, man helst ikke ville udveksle stød med. Hverken i ringen eller uden for.

Selvfølgelig må vi besøge bokseakademiet, siger han.

Dagen efter henter han os klokken syv ved hotellet. Arnaldo Mesa tager plads på forsædet, og fortæller, at han begyndte at bokse som 11-årig, det kunne han lige så godt, for han sloges alligevel på gaderne.

Hans forældre var fattige, de havde ikke noget.

»Da jeg boksede, gav staten mig mange ting. Det gør den ikke længere, men nu har jeg mit arbejde på bokseakademiet og en uddannelse som sportslærer,« fortæller han.

Vi kører gennem Holguíns gader, hvor trafikken som i resten af Cuba er præget af hestevogne og cykler. I udkanten af byen ligger en række barakker.

Træværket er råddent, malingen skaller, og murene smuldrer. Det er Holguíns bokseakademi.

Normalt er her 35 elever, men ikke i dag - flere har fået en fridag op til et større stævne i Santiago.


Guldsmedjen i Holguín (1)
Cubas boksetraditioner har tilført nationen utallige guldmedaljer ved OL og VM. I byen Holguín ligger et af landets bokseakademier, hvor unge talenter drømmer om ære og titler.
Foto: Lars Krabbe

Trætte boksere
Som klokken nærmer sig halv otte dukker de søvndrukne boksere op fra barakkerne. De forsøger at skyggebokse de sidste rester søvn ud af krop og øjne. De binder deres hænder ind - der er ikke boksehandsker til alle.

Arnaldo Mesa samler dem på en række, de lægger højre hånd på brystet og synger den cubanske nationalsang.

»Disciplin er vigtig. Hvis de træder ved siden af, får de to måske tre advarsler, så bliver de smidt ud,« fortæller Arnaldo Mesa.

Han fortæller, at bokserne kan være i systemet fra de er 8-9 år. De begynder ude på provinsskolerne, hvor der afholdes konkurrencer, og de bedste ender på de regionale boksecentre som det i Holguín.

De bor i barakkerne og går i skole, når de ikke træner.

Systemet virker - ved de seneste Olympiske Lege i Sydney vandt cubanerne seks medaljer i boksning heraf fire af guld.

Yuan Meson kommer fra den lille by Moa langt fra Holguín. Han begyndte at bokse som 14-årig - vandt en konkurrence, kom på akademiet og drømmer nu stort.

»Cuba er et land af 'campeones'. Jeg håber at blive en af dem,« siger han.

Hans ene boksesko har ingen snude og er tapet sammen.

De 10 fightere er efterhånden varme og går over i træningssalen. Det er en barak med fire bokseringe delt i et stort kvadrat af jernstolper. Midt i lokalet hænger seks sønderslået sandsække fra jernkæder i loftet.

På væggen hænger noget, der minder om gamle bussæder. De bliver gennemtævet dag efter dag, indmaden hænger ud af de fleste.

Sådan ser en guldsmedje ud i Cuba.

For enden skuer revolutionshelten Che Guevaras kontrafej ud over salen, og under hans billede står med skråskrift rækken af navne, der har gjort Holguín ære i ringen. Heriblandt Arnaldo Mesas.

Der er skrevet en tekst til inspiration i hver ende af lokalet. På den ene væg bekendtgøres: »Hvis historien skabes med blod, bygges fremtiden med sved.«

Og på den anden, den, hvor fortidens store navne står:

»Respekt kan ikke arves, men skal vindes.«

Vugger og svajer
Bokserne begynder at bearbejde sandsækkene og bussædderne. De vugger og svajer og hvisler slaglyde, når de hugger til. De er hurtige på fødderne, danser næsten, og sandsækkene mishandles igen og igen. Sveden løber ned ad panden, og hvis det er rigtigt, at det er i øjnene, man genkender en ægte fighter, er her 10 af slagsen

»Alle landes boksere har deres stil. Danskerne har deres, russerne deres,« forklarer Arnaldo Mesa.

»Cubansk boksning er ben. Benarbejdet er inspireret af salsa-rytmerne. Cubanerne har en naturlig modstandskraft, styrke og viljen til hård træning. Vores filosofi er at udvikle modstandskraften før slagkraften, for af modstandskraften kommer styrken,«

Bokserne på akademiet står op klokken halv syv og får te.

Klokken syv træner de en time og 10 minutter og spiser så morgenmad. Derefter slapper de af, og nogle går i skole.

Efter frokost træner de i yderligere tre timer og spiser aftensmad klokken 18.30. Klokken 22.00 skal lyset slukkes.

Men der er heller ikke meget at lave i barakkerne, der er delt op i beboelser til fire eller to. De bedste af bokserne bor på to værelser, de yngre og mere uerfarne bor sammen fire og fire.

Yuan Meson viser os sin seng, den øverste køje nærmest døren. Der er fire i alt. Madrasserne er hullede og snavsede, der hænger falmede billeder på væggene. På gulvet står en stol, hvor ryggen dingler fra en enkelt skrue, og på sædet står en ramponeret ventilator.

Bokserne her er ikke vant med luksus, men det væsentlige har systemet sørget for. De får ordentlig mad - kylling, kød og fisk.

»Og der er også fordele. Bokserne på akademiet får for eksempel ferierejser både til sig selv og deres familier,« siger Arnaldo Mesa.

Randel Sanchez er en af dem, der kan se frem til privilegier i det statsstyrede sportssystem. Han bor allerede i tomands barak, han træner i boksehandsker, og han har ægte Adidas boksetøj.


Guldsmedjen i Holguín (2)
Boksetræner Arnaldo Mesa (i midten) ordner handskerne på Yuan Meson. I forgrunden står et af bokseakademiets største profiler, Randel Sanchez, der ligger placeret som nummer to på den nationale rangliste.
Foto: Lars Krabbe

Boksere med mod
Han er lige nu den næstbedste i Cuba i sin vægtklasse - op til 60 kilo - og dermed formentlig også en af de bedste i verden.

»Vi cubaner er gode, fordi vi er mange, der bokser. Konkurrencen er hård, vi har viljen til at blive "campeon", vi ønsker at blive "campeon". Vi holder meget af boksning, og vi har mod. Meget mod,« siger han.

Det er tydeligt, at Randel Sanchez er højt placeret i boksernes interne hierarki. Han er på landsholdet.

Vi spørger, om ikke de drømmer om at blive professionelle og tjene mange penge på deres boksning i et land uden statslig styring og overvågning af karrieren.

Arnaldo Mesa ryster på hovedet, og vi er ikke i tvivl om, hvad de unge boksere vil svare.

Det er Randel Sanchez, der siger det:

»Vi er socialister. Vi bokser for æren, ikke for penge. Vi gør det af kærlighed til sporten.«

Der er to ting, cubanerne elsker, fortæller Arnaldo Mesa, da vi kører ham hjem. Det er boksning og baseball. Ud over kvinder.

Gang på gang må vi stoppe bilen, som vi nærmer os hans hjem, fordi han skal hilse på folk.

Arnaldo Mesa har ikke tjent penge på sine tre VM-bronzemedaljer, OL-sølvet eller på sejrene i de Panamerikanske Mesterskaber.

Men i Holguín er han en stor mand.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel