Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Fjernsyn for bønder

På en bjergtop i Cubas fattigste og mest øde egn ligger et berømt TV-selskab. Da det kom til landsbyen San Pablo de Yao, følte bønderne sig som genfødt.

Af JAKOB RUBIN, CHRISTIAN THYE-PETERSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 21-12-2003

San Pablo de Yao

Vognen med teknisk udstyr er et æsel.

TV-holdet kommer traskende efter det i den stegende sol ned ad bjergsiden. I landsbyen San Pablo de Yao pakker de udstyret ned fra æselryggen. En dokumentarfilm om byens smed er under forberedelse.


Fjernsyn for bønder (1)
TV-holdet på arbejde hos smeden i den lille bjergby San Pablo de Yao.
Foto: Lars Krabbe

Går det som det plejer, kan produktet ende med at vinde nationale og internationale priser.

TV Serrana er et cubansk TV-selskab, hvis lige næppe findes ret mange steder. For ti år siden flyttede et hold idealistiske hippier til det fjerneste punkt i de østcubanske bjerge for at lave TV om bøndernes liv - og blev der.

I dag takker bønderne dem, som var de Jesus' appostle.

Manden bag ideen har en kort forklaring på, hvorfor den var god.

»Disse mennesker er Cubas mest revolutionære,« siger han.

Daniel Diez har taget imod og fortæller om sit livsværk, bøndernes TV-selskab, der må være indbegrebet af revolutionær tankegang - når den er god.

»Jeg var fascineret. Bønderne her er gjort af et særligt stof. De har spillet hovedroller i tre cubanske revolutioner,« siger han.

I Sierra Maestra bjergene i det sydøstlige hjørne af landet pløjer bønderne stadig med okseforspand, og børnene går barfodet.

Ved første øjekast et noget sølle sted. Men blikket snyder. Området bugner af musik og dans og har i høj grad haft en finger med i skabelsen af Cubas historie.

Hovedbyen Bayamo 37 kilometer borte var således i 1868 den første by, der gjorde oprør mod spanierne. Oprøret slog fejl, men befolkningen brændte husene ned, da nederlaget stod klart. Så fik spanierne dem i det mindste ikke.

»Bagefter flygtede rebellerne så langt op i Sierra Maestra bjergene, de kunne komme. Da de følte sig i sikkerhed, grundlagde de byen San Pablo de Yao, og lige dér skulle vores TV-station ligge,« forklarer den 56-årige Daniel Diez.

Han smiler, ryger og inviterer på en lille kop stærk og sød cubansk kaffe. En mand med det blik i øjnene, man får af at have kæmpet for en drøm. Og realiseret den.

Men områdets historie er længere endnu. Han fortæller videre.

»Senere, da cubanerne igen gjorde oprør mod spanierne mod slutningen af 1800-tallet, var Bayamo den første by, der blev fri,« fortæller han.

Dramatisk historie
På forunderlig vis er Cubas historie spækket med dramatiske begivenheder, med revolutioner, idealister, oprør, slaveledere og indianerhøvdinger. Den kan ikke fortælles uden blod. Vi stopper ikke Daniel Diez. Snart når han konklusionen på sin første talestrøm.

»Når alt kommer til alt, var det i Cubas seneste revolution, at Sierra Maestra-bøndern es rebelske sindelag for alvor kom til udtryk.«

Den historie er velkendt. Fidel Castro, Che Guevara og 80 andre revolutionære ankom i 1956 fra Mexico i en ramponeret båd og sejlede i land for foden af Sierra Maestra-bjergene med det klare mål at vælte diktatoren Fulgencio Batista. 70 af dem blev dræbt i et sammenstød med regeringstropperne få dage senere.

»De overlevende 12 gemte sig i bjergene, hvor de blev huset af bønderne. Uden bøndernes støtte var revolutionen aldrig lykkedes,« fortæller Daniel Diez.


Fjernsyn for bønder (2)
TV Serrana er i gang med en dokumentarfilm om Che Guevara.
Foto: Lars Krabbe

Den 56-årige journalist, film- og TV-mand er mindst lige så revolutionær som de bønder, han dedikerede sit liv til.

Hans liv har indtil i dag været præget af en social indignation, som ikke har skånet Fidel Castros socialistiske stat.

»Bønderne i Sierra Maestra-bjergenes verden forblev uforandret. De var glemt og overset. Da det øvrige Cuba blev asfalteret, førte ikke engang en grusvej til deres landsby. Da Cuba fik indlagt strøm, havde de stadig ingen.«

Daniel Diez, født og opvokset i millionbyen Havana, er tydeligvis fascineret af disse bjergbønder. Ideen om at gøre noget for regionen kom allerede for mange år siden.

Han var ikke andet end en stor dreng, da den blev født. Samtidig med at han havde sit livs oplevelse.

Under Fidel Castros alfabetiseringskampagne i begyndelsen af 1960'erne blev alle, der kunne læse og skrive, sendt ud for at undervise. Analfabetismen talte måske tre fjerdedele af befokningen.

Daniel Diez var 13, da han blev sendt til Sierra Maestra.

»At lære disse mennesker at læse og skrive var som at få en lam til at gå. Verden blev åbnet for disse mennesker. Deres lykkefølelse var ubeskrivelig,« husker han.

Støtte fra UNESCO
Tilbage i Havana blev Daniel Diez uddannet på filmskolen. I begyndelsen af 1990'erne lykkedes det ham at få støtte fra UNESCO til at åbne sit TV-selskab i San Pablo de Yao.

Han flyttede derned med et hold nære venner, i alt 12, af hvem mange aldrig havde lavet TV.

»Vores ønske var ikke blot at lave dokumentarfilm om livet og kulturen i bjergene. Vi ville også vise film og undervisningsprogrammer i landsbyerne. Forsøge at øge disse menneskers selvværdsfølelse,« siger han.

Holdet fik lov af myndighederne til at slå sig ned i en lukket lagerbygning på en bjergtop ud for byen, der ligger lodret over en brusende flod.

»Bønderne forstod os overhovedet ikke i begyndelsen. Vi var bare et bundt langhårede hippier, mente de. Men da de så vores programmer, fik de vished for, at vi ville dem noget godt. Og så åbnede de op,« husker Daniel Diez.

Af de oprindelige 12 grundlæggere af TV Serrana er der syv tilbage. Lagerbygningen er med årene blevet moderniseret. Der er nu et et-værelses hus til hver af de ansatte. Penge har de aldrig tjent.

»Vi er som andre cubanere. Vi tjener ikke penge på det, vi laver. Vi gør det af andre grunde,« siger TV Serranas direktør, 34-årige Waldo Ramirez.

Han har sat sig i TV-selskabets nyeste tilbygning, en "Mirador", en slags pagode på det yderste af skrænten med udsigt over floden og bjergene, noget af Cubas smukkeste natur.

»Vi har bygget vores Mirador. Her holder vi vores møder. Og her sætter vi os og mediterer over livet, når vi føler os ensomme eller for langt fra familien,« siger Waldo Ramirez.

Han har netop vist rundt på TV Serrana. Vist studiet, hvor der hidtil er blevet produceret omkring 200 dokumentarfilm, alle om kulturen og menneskerne i bjergene. Og skolesalen, hvor de lokale undervises. Halvdelen af TV Serranas 38 mand store tekniske stab er nu er fra San Pablo de Yao og nabolandsbyerne.

Ni minutter om morter
Det seneste prisvindende dokumentarfilm var "Al Compas del Pilón", om den mytologiske betydning af den store træmorter, El Pilón, der findes i alle hytterne i bjergene.

Waldo Ramirez sætter båndet i maskinen. Ni minutter om et element i bjergbøndernes liv, der er uendeligt almindeligt, men med en stor poesi.

Det er i pilón'en, der stødes frisk kaffe, egnens hovedindtægtskilde. I smukke billeder fortælles om betydningen af kaffetåren i bøndernes hårde liv, om rytmen, der ekkoer ud over dalene, når kvinderne støder kaffebønnerne i morteren. Om sangene, der synges imens.


Fjernsyn for bønder (3)
Producer Iriana Pupo og hendes mand, TV-direktør Waldo Ramirez, får serveret kaffe af kameramand Luis Guevara.
Foto: Lars Krabbe

Han viser et andet program, også på ni minutter, der handler om fire søstre omkring de 70 år, der aldrig er blevet gift, men som bor sammen og fører deres afdøde forældres gård videre.

Søstrene fortæller om deres drømme, deres hårde liv, og hvorfor de aldrig blev gift. Faderen var så streng. De havde ingen barndom, altid skulle de tjene ham og den konfliktsky mor.

»Det tog ugers forberedelse at få dem til at åbne sig. De havde aldrig fortalt historien, ikke engang til hinanden,« fortæller Waldo Ramirez.

Betalt af ministeriet
Han peger ud over bjergene fra El Mirador.

»Derovre havde Che Guevara sit skjulested og dér og dér og dér lå hans tre "comandancias" - lejre, hvor han trænede sine frivillige rebeller, folk fra bjergene, der troede på hans idé.«

I dag er TV Serranas drift betalt af det cubanske radio- og TV-ministerium. Programmerne bringes til Havana og transmitteres nationalt. Men TV-selskabets aktiviteter er også rettet en anden vej.

»Vi har tre hold, der konstant rejser rundt i bjergene med jeep eller æsel, hvis der ikke går nogen vej til landsbyen. Hvert hold har en TV-skærm, en videomaskine og en strømgenerator. Så viser vi film for bønderne i byerne, eller undervisningsudsendelser, vi selv har lavet om bekæmpelse af skadedyrsangreb på kaffebuskene eller produktion af biologisk gødning,« siger den unge direktør, der var blandt de første, der kom til San Pablo de Yao for ti år siden.

Også han var oprindeligt fra Havana, 800 kilometer vestpå.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten