Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Postkort fra Cuba

Trinidad er Cubas flotteste koloniale by. Bare at slentre rundt er et lille eventyr, og er man heldig, kan man blive inviteret hjem til flere oplevelser hos de lokale.

Af CHR. THYE-PETERSEN, JAKOB RUBIN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 21-12-2003

Trinidad

Når solen står skråt på himlen, varmes farverne op.


Postkort fra Cuba (1)

Foto: Lars Krabbe

Ernesto Valdez Muñoz-gaden bliver en palet af cremet sammenspil fra husmure og søjler.

Fra Casa de la Trova strømmer tonerne fra de gamle musikanters struber og instrumenter ud i Cubas flotteste koloniale by.

Trinidad ligger ved Det Caraibiske Hav på sydkysten midt i Cuba. Byens historie daterer sig tilbage til 1514, da den blev grundlagt af den spanske konges gesandt Diego Velazquez, som Cubas blot tredje by.

Gaderne er endeløse rækker af kolonitidshuse, malet med en farvesans, som udspringer af en hundredårig tradition for farver og af befolkningens opvækst under solen ved det krystalblå hav.

I dag er Trinidad udnævnt som menneskehedens kulturarv af Unesco, og den cubanske regering forstår at beskytte byens særpræg som en af landets betydeligste magneter for den hastigt voksende turisme.

Husene er nænsomt restaureret, men i det socialistiske land, hvor erhvervslivet ikke styrer udviklingen, er de mange hundreder små og store huse i centrum ikke besat af forretninger eller kontorer.


Postkort fra Cuba (3)

Foto: Lars Krabbe

I langt de fleste bor cubanere. Fra gaden ser man ind i deres stuer, der som oftest er husenes første rum. I gyngestole sidder familiernes ældste og slumrer.

Varmen midt på dagen når let op over 33 grader selv her midt i den cubanske vinter. Et sted hvisler en mand efter os. »Vil I købe cigarer?« spørger han.

Egentlig ikke, siger vi, men går med - for spændingens skyld.

Manden er det, der på godt dansk ville hedde en krejler. Han kigger sig om og siger kom, da banen er fri.

At sælge cigarer er en illegal foreteelse, som myndighederne slår hårdt ned på.

Cubas berømte cigarer tilhører staten, der sælger dem fra officielle butikker til mellem 100 og 350 dollars for en kasse med 25.

På det sorte marked fås de for en femtedel eller under. Som oftest er cigarerne dog pivfalske og urygelige, og ikke prisen værd, uanset hvor lille den er.

Men man kan være heldig at møde en ærlig bandit, hvis fætters nabo arbejder i pakkeriet på Cohiba, Monte Cristo, Partagas eller en anden af landets verdensberømte cigarfabrikker. Vor ven påstår, han tilhører den sidste gruppe.

»De er garanteret ægte. Du kan få dem med officiel kvittering og det originale hologram fra Cubas Cigarministerium, « siger han.

»Er du gal, mand?«
Vi føres op ad de små gyder. Trinidads borgere kigger på fra deres døråbninger og ved nøjagtig, hvad der foregår.

Ved et hjem, banker vi på. Ser os om endnu engang. Ingen svarer. Manden åbner lågen og går ind.

Sekundet efter kommer en kvinde med papillotter i håret løbende og overfuser ham med en sværm af velkrydrede gloser.

»Er du da fuldstændig letsindig. Du udsætter mig for fare. Det gør du ikke igen,« råber hun, rasende over at han er vadet ind med fremmede.

Manden giver konen et kærligt favntag, undskylder, stemningen bedres, og en sort plasticpose kommer frem fra under sengen, der er pyntet med dukker, batman-figurer og en hel lille udstilling af tingeltangel.

Fra posen vælter kasser af cigarer ud. »Hvad vil I have?« spørger konen.

Vi vælger en kasse af ditten og en af datten. Da vi kommer ud, står solen skråt, enhver fotografs drøm. Skyggerne bliver lange, konturerne fulde af nuancer.

Børnene løber rundt i den trafikløse by, der minder om en fortid, der nægter at dø. Drømmen om de gode gamle dage.


Postkort fra Cuba (2)

Foto: Lars Krabbe

Et monumentalt skilt minder om, hvilken virkelighed vi er i. "Revolutionen kender kun to veje, dødens og sejrens," står der.

Endnu en hvislen lyder. En buttet kvinde i stramtsiddende tøj og med et bedårende smil tilbyder os at begå endnu en forbrydelse.

Den skal foregå i hendes hjem. Også hun har noget, hun vil sælge. Hvis vi lover ikke at sige det til nogen.

En halv time senere sidder vi i patioen i vor venindes baghave med en iskold øl, da hun og hendes kusine bærer forbrydelsen ind på et fad. Fire hummere i enchilado-sovs, krydret med frisk koriander, chili, spidskommen og citron.

Også havets hummere er nemlig Fidels, og at underminere statens indtægtskilde straffes hårdt.

Vi lover at være diskrete. Skal det være, så er dette nok en af de bedste forbrydelser, man kan begå.

»Og så er den afrodiserende,« smiler den glade tyksak.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel