Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Øl til alle på revolutionens årsdag

En tur til den amerikanske base i Guantanamo fik et ganske anderledes udfald, end JP Explorer-holdet havde forestillet sig.

Af JAKOB RUBIN, CHRISTIAN THYE-PETERSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 20-12-2003

Guantanamo

De er legendariske, de gamle cubanere, der hver dag går gennem porten til den amerikanske base i Guantanamo. Findes de overhovedet længere, er spørgsmålet.

JP Explorer var stillet et interview i udsigt med en af dem og havde kørt de 92 kilometer fra Santiago de Cuba i landets østligste ende til basen, der i denne tid skaber overskrifter i det meste af verden som omdiskuteret fængsel for tilfangetagne krigere fra Afghanistan. Da en politimand på motorcykel stoppede vognen og bad os vende om.

»Der kan I ikke køre til. Det er forbudt.«

Vi vendte om og kørte mod Guantanamo by, der ligger 21 kilometer fra basen. På kommunistpartiets provinskontor mødte vi informationsmedarbejder Ana Teresa. I Havana havde vi fået udpeget hende som vores kontaktperson for over en måned siden.

Sagen undersøges
I en lobby fuld af revolutionære malerier kunne hun sige, at hun aldrig havde hørt om os. Men hun ville undersøge sagen og ringe, hvis hun fandt ud af, om der stadig fandtes cubanere, der tog ind og ud af basen hver dag.

I en time ledte vi efter en guide, vi havde hørt skulle eksistere i byen, og som kunne skaffe tilladelse til at køre til udkigspunktet lige over for basen.

Han kom aldrig. Og Ana Teresa ringede aldrig. Vi måtte for første gang på rejsen aflive en historie, så det ud til.

Vejen tilbage til Santiago gennem bjergene var smuk. Sukkerrørene står tæt og er næsten klar til høst. Bjergene ligger i lag, så langt øjet rækker.

Efter en times tid kom vi til landsbyen La Maya. En øredøvende larm mødte os. Vejen var blokeret af tusinder af dansende mennesker, salsaen væltede ud. En hel by, der vrider sig til de sensuelle rytmer, bredte sig for vort syn.

Revolutionsdagen
La Maya fejrede 45 års-dagen for den cubanske revolution. Den officielle dato er først 1. januar 1959, men La Maya blev befriet af Fidel Castros tropper, før Santa Clara faldt, og revolutionens endelige sejr var hjemme.


Øl til alle på revolutionens årsdag (1)
Øludskænkning i La Maya på revolutionsdagen. Men man må selv medbringe krus.
Foto: Lars Krabbe

»Viva la revolucion«, råber en mand.

Det kan vi da godt sige. Klokken er fire om eftermiddagen. Byen vrider sig. Kommunistpartiet har sendt en øl-tankbil til byen, så der er øl nok til seks øre koppen. Hvis man har en kop. Ellers får man ikke noget.

»Vi skylder revolutionen alt. Vores nationale ære og stolthed,« siger Manuel Barcena, en 73-årig mand på en bænk, der selv var blandt Fidel Castros tropper dengang.

Ved hans side sidder en storsmilende 16-årig Daniella Almenades med en kop øl. Sveden driver af hende. Nu skal hun over og danse igen. Drengene river i pigerne. En by i æggende bevægelser - med fire stive, hvide kroppe midt i det hele. Vores.

Vi beslutter at køre videre. Da mobiltelefonen ringer. Ana Teresa. Hun har fundet en mand, der har arbejdet på den amerikanske base, men som blev pensioneret for 17 år siden.

Vi takker hende inderligt. Men vi er for langt fra Guantanamo til, at vi føler, det kan betale sig at køre tilbage. Det er jo ikke ligefrem nyheder, han vil kunne fortælle.


Øl til alle på revolutionens årsdag (2)

Foto: Lars Krabbe

Flinke amerikanere
Senere om aftenen ringer vi til ham fra hotellet. 72-årige Rodi Rodriguez er venligheden selv. Han har intet problem med at fortælle om sin tid på basen. 36 år var han der. Et helt arbejdsliv.

»Det var en god tid. Jeg fik utroligt mange venner på basen. Stort set alle amerikanerne var søde og rare - på nær nogle enkelte ekstremister, der ønskede at destruere Cuba,« siger han.

Rodi Rodriguez fortæller, at han aldrig så noget forkert foregå på basen. Hvis amerikanerne skulle noget, de lokale cubanere ikke måtte se, blev de bedt om at gå ind i et rum og blive der, til de blev lukket ud igen.

»Lønnen var god dernede. Jeg har levet langt bedre end de fleste cubanere,« fortæller han.

Da han tjente mest som butiksbestyrer på basen, var lønnen 700 dollars om måneden, svarende til over to normale cubanske årslønninger eller mere. I dag får Rodriguez 1000 peso i pension, stadig fyrsteligt.

»Jeg kan intet dårligt sige om amerikanerne,« siger han.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere