Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Læreren trækker på gaden

19-årige Esmeralda har mistet kontakten til det meste af sin familie. De har aldrig tilgivet hende for at vælge prostitutionen i stedet for at bruge sin uddannelse. »Jeg kunne ikke leve for lønnen,« siger hun.

Af JAKOB RUBIN, CHRISTIAN THYE-PETERSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 19-12-2003

Santiago de Cuba

Esmeralda Perez kunne stå foran en skoleklasse og undervise. I stedet står hun på et torv i Santiago de Cuba og spejder efter en mand, der vil betale for hendes krop.

I hendes brune, næsten sorte, øjne ser vi et cubansk dilemma. I de perfekt malede læber og i neglelakken, der krakelerer, læser vi en historie - på én gang banal og unik, fordi Esmeralda på den ene side er en af mange, men på den anden side alene om det liv, hun har.

Vi møder hende en eftermiddag på Plaza Cespedes, hvor unge kvinder i stramtsiddende tøj afsøger området, mens hårde mænd i flok højlydt diskuterer baseball, og officielle sladrehanke patruljerer i brune uniformer.

Esmeralda kom til Santiago de Cuba tre dage tidligere for at opdyrke et nyt marked, men hun har ikke haft en kunde endnu. Hun tror, at det er, fordi turisterne foretrækker de mørke cubanere.

Esmeralda skal passe på. Det socialistiske Cuba slår hårdt ned på prostitution i det offentlige rum, men hun indvilliger i at køre lidt uden for byen og fortælle sin historie på en mark ved en viadukt.

Turistpengene
Esmeralda kommer fra Camagüey i det centrale Cuba, hvor hun voksede op som den tredjeyngste af ni søskende. Hendes far og mor er fattige, de har ingenting og bor usselt, som hun forklarer.


Læreren trækker på gaden (1)
Esmeralda"Jeg kunne godt arbejde som skolelærer, men jeg kan ikke leve af det."
Foto: Lars Krabbe

Hendes mor arbejder af og til som tjener i en af de lokale »peso restauranter«, men ellers laver hendes forældre ikke rigtig noget.

Fidel Castro har en gang, i en tale i 2001, sagt, at selv Cubas prostituerede har en universitetsuddannelse. Så langt kom Esmeralda ikke, men hun har profiteret af Cubas uddannelsessystem, og som 19-årig kan hun kalde sig skolelærerinde.

»Der var mangel på skolelærere, så regeringen forkortede uddannelsen i en periode. Min grad svarer til en forberedende uddannelse til universitetet, og hvis jeg ville, kunne jeg læse videre eller undervise børn i underskolen,« fortæller Esmeralda.

Det vil hun ikke.

Esmeralda nåede aldrig at stå bag katederet, før hun som mange andre cubanere lod sig rive med i malstrømmen af turistpenge, der løber gennem landet med tiltagende styrke.

Mange højtuddannede cubanere arbejder inden for servicefag i tilknytning til turismen, og nogle af dem yder - som Esmeralda - deres service i sengen.

Et cubansk dilemma
Esmeralda trak i Camagüeys gader allerede et år før hun gjorde sin uddannelse færdig. Og hun fortsætter erhvervet med titel som skolelærerinde.

»Jeg havde intet valg,« siger hun. »Vi havde ikke penge til noget som helst. Og som lærerinde kunne jeg tjene 148 pesos om måneden - det svarer til seks dollars. For det kan man ikke få det mest basale.«

Prostitutionen i Cuba tog for alvor til i 1990, da Sovjetunionen gik i opløsning og en årlig støtte til Cuba på et tocifret milliardbeløb forsvandt. Det sendte cubansk økonomi i frit fald, og tusinder af prostituerede dukkede op på hoteller, diskoteker og på pladserne i Havana, Santiago og andre byer.

Sex-rygter ude i verden
Rejseskribenter fra det meste af verden var med til at sprede rygtet om et spirende cubansk sex-marked for turister.

I 1998 skrev A. A. Gil i den britiske søndagsavis Sunday Times således i en artikel om prostitution i Cuba:

»Cubanske piger er prostitutionens Ferrari'er, toppen af toppen, Formel 1 ludere, og, mand, hvor er de entusiastiske.«

De seneste år har den cubanske regering forsøgt at slå ned på sexmarkedet, og ifølge Christopher Baker - den prisvindende forfatter bag »Moon's Cuba Handbook« - er Cubas status som sexdestination aftagende.

Langt de fleste cubanere vil intet have at gøre med sexindustrien og bliver fornærmede, hvis udlændinge omtaler deres land som oversvømmet af prostitution.

Esmeraldas familie så heller ikke med milde øjne på hende, da hun traf sit valg.

»I begyndelsen var de alle meget vrede. Der var ingen i min familie, der kunne acceptere det, og jeg har mistet kontakten med de fleste af mine søskende, siden jeg begyndte,« siger Esmeralda.

»Med tiden har min mor lært at acceptere det, for hun ved godt, at der er ting, man har brug for og gerne vil have, når man er ung. Jeg prøver at hjælpe hende med at få tøj og noget at spise, men det hun har mest brug for, et ordentligt hus, kan jeg ikke betale,« siger Esmeralda.

På Cuba er prostitutionen ikke organiseret i bordeller. Det er ikke usædvanligt, at pigerne driver deres egen private forretning, og Esmeralda siger, at hun på en god måned i højsæsonen kan tjene op til 2000 dollars.

»Men mange har alfonser. Det er de piger, der er nervøse for at være på gaden. De har den fordel, at alfonserne afregner med politiet, når pigerne bliver taget med til forhør,« fortæller Esmeralda, der bekræfter, at der er mange veluddannede piger blandt hendes kollegaer.

Hun forsøger ikke at bilde nogen ind, at det er sin drøm, hun lever på gaderne i Santiago, når hun bliver samlet op af tilfældige mænd, som hun ikke er tiltrukket af og ofte finder frastødende.

»Det er en meget, meget ubehagelig oplevelse,« siger Esmeralda.

Hun tilbyder kun sex med kondom, og i lavsæsonen til minimum 60 dollars for en nat. Hun kunne aldrig finde på, siger hun, at sælge sig selv for 10 eller 20 dollars, som nogen gør.

»Så sidder jeg hellere derhjemme og ser ud i luften.«

Drømmen om udlandet
Der er ingen higen efter medlidenhed i Esmeraldas stemme, når hun fortæller, men hun har ikke opgivet at håbe på noget bedre. Hun tror helt sikkert på, at hun en dag skal finde sig en mand, selv om hun har haft så mange følelseskolde forhold.

»Jeg kan godt dedikere mig til én. Jeg håber at finde ham en dag og få en familie. Og helst med en mand fra udlandet.«

Esmeralda lægger ikke skjul på, at hun drømmer om at komme væk. Langt væk, eller til USA måske.

»Jeg kunne selvfølgelig godt arbejde som skolelærerinde, udvikle det og måske læse videre, men jeg kan ikke leve af at være skolelærerinde.«

Vi spørger Esmeralda, hvad hendes drøm er.

»Min drøm er at rejse fra Cuba, så jeg kan finde et andet arbejde og tjene mine penge lettere, end jeg gør det her. Så vil jeg hjælpe min mor, som hele sit liv har slidt hårdt.«

Hvornår standser hun med sit arbejde i Santiagos og Camagüeys gader, vil vi vide, før vi kører hende tilbage til byen.

»Når min drøm går i opfyldelse.«

Esmeraldas navn er ændret. Det rigtige er redaktionen bekendt.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Læreren trækker på gaden (1)
Esmeralda.
Foto: Lars Krabbe