Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Partiavisen Bedstemor

Granma, Cubas førende avis er samtidig kommunistpartiets organ. Målet er ikke at levere nuanceret journalistik, i stedet hyldes revolutionen og Fidel Castro dag efter dag - mens kapitalismen udstilles som kynisk.

Af CHR. THYE-PETERSEN og JAKOB RUBIN, JP Explorer
Publiceret 17-12-2003

Bayamo, Granma Provins

Det var ved kysten syd for Bayamo, at Fidel Castro, Che Guevara og 80 andre rebeller gik i land fra et vrag af en motoriseret lystyacht ved navn Granma - Bedstemor.

Året var 1956, og stort set alt gik galt. Efter syv dage på havet uden mere mad og drikke, med defekt motor, sejlede skibet på grund på en mudderbanke.

Revolutionen var ligeledes ved at grundstøde, da de 82 rebeller blev opdaget af diktatorens tropper, og de 70 slået ihjel i et sammenstød.

Fidel, Che, Raul, Camilo, Pablo - i alt 12 - havde held til at flygte op i Sierra Maestra bjergene uden våben. Resten er historie.


Partiavisen Bedstemor (1)

Foto: Ole Lind

I dag er navnet Granma helligt i Cuba. Provinsen, hvor de gik i land, blev opkaldt derefter. Båden, den originale, står på et piedestal i Havana, og Granma blev også navnet på øens vigtigste budbringer af nyheder og information, kommunistpartiets avis.

Frihed inden for rammen
Bedstemor Tidende kan ikke kaldes neutral, ikke engang nuanceret. Den lader nyhedsstrømmen passere gennem et særligt filter, så resultatet svarer til sandheden, som partiet helst så den.

Det kaldes propaganda af os andre, men ikke af redaktør Miguel Angel Alvarez.

»Vores linje er socialistisk og vores mål at fremme revolutionen,« siger han over telefonen fra Havana. »Andet kan man ikke forvente af en partiavis. Det er der intet mystisk ved.«

Emnet er vanskeligt at komme ind på, men den imødekomne redaktør lægger ikke skjul på, at man ikke kan tale om en fri presse i Cuba efter vestlig målestok.

»Vi har et klart mål, nemlig at forblive det socialistiske samfund, der blev skabt efter revolutionen. Inden for den ramme har den enkelte journalist frihed til at forme sit arbejde, som han vil,« siger Miguel Angel Alvarez uden at komme nærmere ind på, hvordan det kan lade sig gøre.

Han er redaktør i Granmas internationale afdeling for den udgave af avisen, der udkommer og trykkes på portugisisk i Rio de Janeiro i Brasilien.

400.000 i oplag
Granmas redaktion består af 50 journalister, der leverer den daglige otte-sidedede avis i tabloidformat (som Esktra Bladet og BT). I Cuba udkommer Granma i omkring 400.000 eksemplarer, der sælges på gaden for 20 centavos, svarende til seks øre. Til sammenligning er Jyllands-Postens oplag ca. 172.000 på hverdage og 231.000 på søndage.

Udover i Brasilien trykkes en udenlandsk udgave af Granma i Toronto i Canada. I alt udkommer de internationale ugeudgaver af partiavisen i 60.000 eksemplarer, der distribueres til 140 lande kloden over. Yderligere 10 journalister er beskæftiget med de engelske, tyske, portugisiske, franske og italienske udgaver af Granma.

»Vi har et omfattende internationalt net af journalister. Ikke ligefrem korrespondenter, det rækker økonomien ikke til, men socialistiske venner af Cuba, der sender os bidrag i form af artikler, som vi trykker med glæde,« fortæller Miguel Angel Alvarez og inviterer Explorerholdet på besøg på redaktionen, når vi kommer tilbage til Havanna.

»Det må I ikke undlade. Det vil være en fornøjelse at vise jer rundt,« insisterer han med typisk cubansk gæstfrihed.

Artikler fra Granma
Jyllands-Posten bringer i dag på denne side eksempler på Granmas journalistik. I alt otte artikler har vi udvalgt og oversat fra udgaven for torsdag den 4. december 2003. Udvalget er tilstræbt repræsentativt for denne udgave, om end vi ikke bringer eksempler på sportsnyheder eller servicestof, f.eks. TV-programmer og vejrudsigt.

Tyngden i stoffet ligger på artikler om det cubanske systems fortræffeligehder, på revolutions-tilbageblik og på udenrigsstof, som tilsyneladende har fokus på ting, der går skævt for USA og Vesten.

Spanskkyndige kan selv læse Granma på internettet på adressen www.granma.cubaweb.cu

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Artikler
17-12-2003
Camilos og Ches troppers bedrifter mindes
SANTA CLARA - De bedrifter, der blev udført ved Santa Clara af oprørstropperne under ledelse af de legendariske kommandanter Camilo Cienfuegos og Ernesto Che Guevara under den endelige offensiv mod Batistas diktatur og Frihedskaravanens triumftog ind i byen med øverstkommanderende Fidel Castro i spidsen, vil blive mindet frem til den 8. januar her 45 år efter Revolutionens triumf.

17-12-2003
Fidel taler med flere end 500 amerikanske studerende
De kommer fra flere end 239 universiteter og deltager i det akademiske program 'Semester på havet'.

17-12-2003
Finlay: Det største symbol for den videnskabelige forskning i Cuba
Gregorio Delgado, der er historiker og ansat i det cubanske sundhedsministerium, betegnede Carlos J. Finlay som den største skikkelse inden for den videnskabelige forskning og som grundlægger af det cubanske offentlige sundhedssystem, da Finlay i går blev mindet på årsdagen for sin fødsel på den latinamerikanske medicinens dag og sundhedsarbejderens dag, der blev fejret til ære for ham.

17-12-2003
Fremtrædende vietnamesisk leder understreger nødvendigheden af fred og stabilitet
HANOI, den 3. december - Nong Duc Manh, der er generalsekretær for det vietnamesiske kommunistparti, udtalte i dag, at bevaring af fred, stabilitet og politisk og social sikkerhed er en forudsætning for, at statens plan for 2004 kan opfyldes.

17-12-2003
Latter og andre følelser
En tilskuers historie.

17-12-2003
Slag mod universiteterne
Den nye californiske guvernørs ideer

17-12-2003
Tro på ny og enestående uddannelsesmodel for de sidste tre år i grundskolen
Undervisningsminister Luis Ignacio Gómez betegnede den første fase af undervisningen på grundskolens anden del (7., 8. og 9. klasse) som succesfuld.