Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

I åndernes magt

En åndemaner tager exploratørerne med til en ceremoni, de aldrig skal glemme. Hvor trommerne lyder, højere og højere, og kvinder besættes af ånder.

Af Jakob Rubin, Christian Thye-Petersen og Foto: Lars Krabbe
Publiceret 17-12-2003

Bayamo

Provinshovedstadens største åndemaner tager imod med bøs mine. »Hvad er det, I vil,« spørger han.

Vi forklarer. Kunne han mon fortælle om den cubanske overtro, santería. Og beskrive, hvordan det er at have kontakt med ånderne.

Den gamle mand vender det hvide ud af øjnene. Og sukker. Ordene falder ikke i hans smag.

Bag ham troner et alter med ondtudseende dukker og et billede af paven. Underneden stirrer mørke figurer frem gennem et bastforhæng. De er krigere, ånder, der beskytter hans hjem. Mod andre ånder med skumle hensigter.

»Terminologien er forkert i tre tilfælde. Religionen hedder Yoruba og stammer fra Afrika. Og kontakt med ånder er noget helt andet.«

Vi er kommet i kløerne på en gammelklog ordkløver, men han er ikke hvem som helst.

Slavernes tro
Echuví Tomás på 75 er voodoopræst og en kapacitet ikke bare i Holguín provinsen, men i Cuba og sågar i lande i Afrika og Europa.

»Jeg kan fortælle jer ting. Jeg blev indviet i yoruba i 1948 og har en vis erfaring. Men vi må begynde forfra.«

Den gamle har testet os og bløder op. Vi viser ham den fornødne respekt. Undskylder vores ukorrekte ordvalg og siger, at vi netop for at øge vores viden på feltet er kommet til ham, som vi havde hørt er provinsens førende.

Echuví Tomás bliver i lidt bedre humør.

Han fortæller den afrikanske overtros historie. Den velkendte. Slaverne fra Nigeria var af yoruba-folket. De bragte deres guder med sig, men blev af plantageejerne forbudt at dyrke dem og tvunget til at bekende sig til kristendommen.

»Under bordene, bag forhæng i skabe, i lommer og under sengene skjulte de deres egne gudefigurer. Hver af de katolske helgener fik hæftet en af dem på sig, på den måde levede slavernes afrikanske tro videre. Det er den, vi dyrker i dag,« siger han.

Hans kone smiler i baggrunden. Omisedé er også voodoo-præst. Hunden Marquesa kryber ind i et skab tæt befolket af ånder og får ordre om øjeblikkelig at komme ud.


I åndernes magt (3)
Kristens og hedenskÅndemanerens hjemmealter har lidt af hvert. Paven er også velkommen i åndernes verden.
Foto: Lars Krabbe

Echuví åbner døren til det hellige rum, hvor han foretager sine 'konsultationer', kontakter til ånderne for mennesker, der opsøger ham med et særligt problem. Voodoo-dukker og -symboler fylder alle fire vægge og hænger fra loftet.

»Her er Elaguá, barneguden, derfor har han så meget legetøj, Yemayá, havets gudinde, og Babalu-ayé, sygdommenes gud svarende til Sankt Lazaro i den katolske tro,« forklarer Echuví og åbner et skab med fire hylder.

Øverste hylde regeres af livets gud, den nederste af Yansá, dødens gud, de to midterste hylder af det, der ligger derimellem.

Han tager gudefigurerne frem én efter én, kysser dem og forklarer hver isærs magiske evner. Echuví er stor, forstår vi. Han har en betydelig del af de i alt 600 yoruba-guder repræsenteret i sin samling - med andre ord: i sin bekendtskabskreds.

Yeguá - den største
Over åndemaneren under loftet hænger en lukket kasse med to gardiner. Her lever den øverste af de afrikanske ånder, Yeguá.

Helt isoleret.

Andre guder må ikke have adgang til ham, derfor de to lag gardiner. Han slippes kun ud til levende lys. Elektrisk lys gør ham vred.

Historien om Yeguá er, at han døde ung og led meget. Derfor bryder han sig ikke om lyset. Unge mennesker må ikke se ham, de tørster for meget efter kødets lyster, ligesom man ikke må være udfordrende klædt.

»Yeguá lever i kirkegårde, hvor han repræsenterer kroppen, der går i opløsning. At fornærme ham kan betyde død,« forklarer Echuví med alvorlig mine.

»Kun ganske få yoruba-præster har Yeguá. Man skal kende ham godt for at kunne styre ham,« får vi at vide.

På gulvet står kokosskaller med mørke dukker med øjne af hvide konkylier. Ved deres side nedbrændte stearinlys, cigarstumper, glas med rom - ofringer til de forlystelsessyge afrikanske guder.

Echuví tager symbolet for hovedets gud, tanken og viljens ånd, frem. En hovedprydning af konkylier syet på strimler, støbt efter hans hoved. Med den på kommer ånden til ham.

»Dette er yoruba. Dyrket i årtusinder af vores forfædre i Afrika. Den ældste religion af alle,« siger han lettere irriteret over, at det skal tage så lang tid at slippe af med os.

Sendt af ånderne
Da vi spørger, om vi kan komme tilbage næste morgen og lave nogle optagelser af hans religiøse værelse, afviser han. Han skal til Bayamo, hovedstaden i naboprovinsen, hvor han skal forestå en ceremoni med andre yoruba-præster.

»Vi skal også til Bayamo i morgen,« fortæller vi.

Da går noget op for Echuví. Han forstår den dybere mening med vores tilstedeværelse. Det er forudbestemt, at han skal introducere os til sin religion. Hans sind skifter. Han bliver venligheden selv.

Vi er sendt af ånderne for at hente ham. Og det er et held, da busserne er så usædvanligt upålidelige og langsommelige i Cuba.

»Om han da vil med?«

Vi får en aftale, som vi ikke må bryde. Echuví har svoret at komme til Bayamo, andre yoruba præster venter ham, vi må ikke svigte. Det er intet problem. Vi tager gerne regionens største åndemaner med de 70 kilometer.

Klippe, konkylie, hjerte
I bilen fortæller den gamle om sit liv. Sine rejser til Angola, Mozambique og Nigeria. Om dengang han var inviteret til Zürich af yoruba-præster, bosiddende i Schweiz. Om sin oldemor, der som helt lille pige kom til Cuba på et slaveskib.

»Hun fortalte mig alt om de afrikanske guder. Selvfølgelig på yoruba. Allerede som dreng vidste jeg, at jeg skulle være åndemaner,« forklarer han, der var 20, da han blev ophøjet til præst efter et tegn i konkylierne.

»Yoruba er tre ting: Klippe, konkylie og hjerte. Husk det. Det er fundamentet i yoruba,« siger han.

Klippe, konkylie og hjerte. Klippe er materien, det uforanderlige, konkylie er ånden, følelserne og hjerte, det er at give sig selv.

Landskabet flyver forbi. Rækker af sukkerrørsmarker. I det fjerne toner Sierra Maestra bjergene op, berømt som stedet, hvor Fidel Castro og Che Guevara skjulte sig, da de indledte den cubanske revolution.

Temperaturen når over 33 på denne caribiske vinterdag. Echuví roder i sin taske. Han tager en kæde af farvestrålende perler af glas og poleret træ om halsen.

»Kun jeg må bære den. Det er kongekæden. Den viser min rang.«

Echuví ifører sig sin præsteskjorte. En skinnende sag i orange, gul og dyb bordeaux. Han forvandler sig til ypperstepræst, mens vi nærmer os Bayamo.

Ånde-ceremoni
Byens gader ligger tomme hen. Det er søndag, sen siestatid, varmt, og på første sal i en efter cubanske forhold stor lejlighed midt i byen er noget ganske særligt ved at tage form.


I åndernes magt (2)
I TranceOyá Taguaté nærmer sig trancetilstanden. Sekundet efter forbydes fotografen at tage flere billeder.
Foto: Lars Krabbe

Festen for yoruba-kvinden Oyá Taguaté, 49 år, hvis indlemmelse i præsteskabet skete på denne dato for præcis 16 år siden. Derfor er Echuví taget til byen. For at forestå ceremonien.

Kan jeg komme ind, råber han på yoruba. Svaret tilbage er ligeså afrikansk. Banen er klar. Der må ikke forekomme sammenrend af de forkerte ånder.

Som traditionen byder, går den første af festens tre ceremonier i gang med det samme. Alle i rummet knæler foran alteret, der er pyntet med mandshøje åndefigurer og overdådige fade med religiøse lagkager, frugter, frugtpureer, alt sammen tilberedt som ånderne bedst kan lide det.

Oyá Taguate er yansá, det vil sige hendes personlige ånd er begravelsespladsernes ånd, Yeguás makker, den, der giver adgang til de dødes rige.

Echuví velsigner hende og derefter på skift de øvrige i salen. Den velsignede ligger på en måtte og ruller til hver side. Hver af dem lægger en pengeseddel i en skål til guderne.

»Det er en stor ære at modtage Echuví. Det er ham, der fører os på rette vej. Så vi ikke kommer til skade, eller begår fejl,« siger Oyá Taguaté, hvis spanske navn er Matilde.

Hun forklarer, at yoruba er deres forfædres tro. Katolicismen er ikke deres oprindelige tro, den blev tvunget ned over dem, selv om de også tror på den kristne gud.

Fødselaren levede første halvdel af sit liv uden at have tilknytning til den cubanske voodoo. Hun var meget syg. Hun var ikke lykkelig, følte sig mærkelig indeni. Indtil den dag hendes mor tog hende med til den lokale åndemaner.

»Da gik det op for mig, at jeg havde særlige evner. Jeg kunne kommunikere med ånderne. Det er en evne, der har besat mig. Og den gør, at jeg kan hjælpe andre. Det er et kald,« forklarer hun.

Gennem ånderne får Oyá Taguaté ting at vide om begivenheder, som andre ikke ved. Også før de sker.

»Er der ånder her i rummet hos os,« spørger vi. »Ja, ja da,« siger hun grinende.

»Dér, lige imellem os sidder en, og dér, og derovre er en anden. De er overalt. Især i dag er her rigtig mange. De venter på, at ceremonierne skal begynde.«

Den 49-årige er smukt klædt i hvidt tøj. Hendes store hår er slået ud, huden brun, øjnene strålende sorte.

Hun forklarer, at ånderne er hendes bedste venner. Helt uden tvivl. Og meget trofaste.

»Også I europæere tror på dem. På samme måde som os. Kender I måske ikke følelsen af, at man ikke bør gøre noget, man ellers havde besluttet sig for. Eller at man har oplevet noget før. Det er ånderne.«

Festklædte gæster strømmer til. En del helt i hvidt, andre i dagligdags tøj. En seks-årig pige bliver præsenteret. Konkylierne har for længst vist, at Omi-Ladé - eller Tais - har evnen. Allerede som to-årig blev hun udråbt til yoruba-præst. Ikke at hun udøver sit hverv. Der er intet hastværk, denne aften vil hun bare lege med alle de andre små fine piger, alle med deres farvestrålende voodoo kæder om halsen under tøjet.

Musikken kommer. Trommeslagere og sangere træder ind til en bragende hyldest. Echuví kan indlede den såkaldte guldceremoni. Han begynder en sang på yoruba. Kaster sig ud i stødvis dans. Løfter armene mod loftet. Nævner de store ånders navne, dernæst de afdøde yoruba-præsters, gæsterne står tæt pakket og begynder at danse, rytmisk, monotont, inciterende.

Glas med rom og stærk rosinlikør går rundt. Der drikkes, mens rytmen bliver hurtigere og trinene vildere.

En kvinde i hvidt er den første. Hun får krampetrækninger. Ånderne tager hende. Hun bliver deres redskab. De kommunikerer, og hun modtager budskabet.

De omkringstående støtter hende, så hun ikke falder, mens dansen bliver hurtigere og hurtigere.

Echuví synes utrættelig. Han messer og styrer som symfonimester for ånderne. Varmen stiger, og sveden får tøjet til at klistre til kroppen.

Fødselaren er den næste. Hun forvandles pludselig. Det blide ansigt ændrer sig, øjnene skyder ud fra øjenkrogene, blikket bliver stift, hun stirrer på de omkringstående, men ser dem ikke.

Hun cirkler rundt og borer sit blik ind i de omkringstående. Echuví springer op og verfer fotografen væk. Hendes ånder, dødens, har bemægtiget sig hende. Sangerne hæver stemmerne. Echuví pisker ånderne frem i sine tilhængere.

Rytmen bliver vildere. Hurtigere og hurtigere ...

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


I åndernes magt (1)
ÅndemanerenEchuvi har i ført sig sin maske, der sætter ham i forbindelse med guden for hovederne, det vil sige tankegangens ånd.
Foto: Lars Krabbe