Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Kraftcenter Kcho

Kcho - udtales ['ka-tjo] - hedder den unge, vilde cubanske kunstner, der var berømt, før han blev voksen. I hans hjem oplevede JP Explorer, hvordan et geni skaber 20.000 dollars på en time. Og hvordan det ser ud, når at leve er at lave og ikke at tjene.

Af JAKOB RUBIN, CHRISTIAN THYE-PETERSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 16-12-2003

Havana

Døren til det hvide palæ går langsomt på klem, to mørke øjne med pjuskede bryn kigger frem i knæhøjde, så åbner den helt, og Sergio står og griner.

Han troede, det var nogen andre.

Sergio Garcia er kurator for Kcho, den cubanske kunstner, der allerede som dreng var usædvanligt begavet. Dengang boede han på en lille ø i Den Mexicanske Golf. Han har siden erobret verden, men aldrig glemt sine rødder.

Og slet ikke havet.

I dag har 33-årige Kcho fået stillet palæet i det mondæne Havana-kvarter Laguito til rådighed af sin ven Fidel Castro. Trods en status som verdensstjerne og mangemillionær har han ingen planer om at tage nogen som helst steder hen.

»Kcho har faktisk kun en interesse. Det er at lave sin kunst. Han interesserer sig ikke for pengene, kun i den udstrækning de kan hjælpe ham til at hjælpe dem, han holder af,« siger Sergio.

Palæets enorme rum med cremefarvede flisegulve har ingen, eller kun få møbler. Der står kunst, hænger kunst, ligger kunst. Laves kunst.


Kraftcenter Kcho (3)
Det færdige værk, der kan indbringe Kcho 20.000 dollars.
Foto: Lars Krabbe

Kreativ kraft
Kcho kreative kraft udlades konstant. Han producerer noget, de fleste af sine vågne timer.

»Kun når jeg tegner, forstår jeg mine tanker,« har han sagt.

Palæets største sal udfyldes af hans seneste værk El Archipiélago - Øriget. Modeller af faldefærdige både, pramme, joller, skibe og en kajak former Cubas omrids. På dem står skure, huse, bygninger, stiger og tårne.

De er Cuba. Cuba ved havet. Faldefærdige Cuba. Både en havn, en synkefærdig skude, et land på en besværlig og farlig vandring. En fantasi. Et sårbart liv.

Kcho kommer ind. Stor, slasket, i pludderbukser og med ubarberet fipskæg. Ud af hans kødfulde mund vælter ord, på skift afbrudt af sang eller skraldlatter.

»Der er ingen fortolkning af mine værker,« siger han efter at have uddelt håndtryk.

»Om de er politiske. Jo, i den forstand, at alt er politisk. Enhver gerning, ethvert ord, ethvert valg er på en eller anden måde politisk. Jeg ved bare ikke, hvad den politiske betydning af min kunst skulle være.«

Fortolkning er tydeligvis ikke et problem for Kcho. Det blotte udtryk af hans tegninger, skulpturer og installationer taler med en styrke, der efterlader tilskueren undrende.

Orange tegninger
En række orange tegninger af pramme med huse på står klar i glas og ramme, et dusin kultegninger på flere meters længde, skulpturer af rustne skibsskruer, af både perforeret af sværd fra det Caribiske Havs kongefisk, den blå marlin, fylder overalt.

Kcho har noget med havet, med både og med rejser. Hvad er det?

»Havet er Cubas skæbne. Bølgerne slår mod vores dør. Havet omkring os er vejen til os og den herfra. Cubanernes liv er defineret af havet, ligesom vores historie. Columbus kom derfra,« siger han gestikulerende og hektisk vuggende på sine alt for store udtrådte sandaler.

For Kcho løber havet i årerne, forklarer han. Han har altid boet for enden af bølgerne. Han voksede op på øen Isla de Juventud i Den Mexicanske Golf syd for Cuba, hvor hans forældre stadig bor.

I dag måles prisen for hans billeder i titusinder. Et lille koster 10.000, et større på halvanden meters bredde 20.000, og de helt store det dobbelte eller mere. Han kunne bo hvor som helst i verden, og alligevel ikke.

»Når jeg ser Cuba fra flyvinduet efter en rejse, vælter en voldsom følelse op i mig. Synet beruser mig, så jeg ryster. Cuba er alt for mig. Lugten, larmen, følelserne, menneskene. Alt, hvad jeg har elsket, er her, her lever jeg,« siger han.

Lang karriere
Trods sin unge alder har Kcho en lang karriere bag sig. Han blev opdaget, da han var 10-11 år. Siden han var otte, havde han tegnet hele tiden. Han samlede ting, stumper, og vraggods på stranden på sin fødeø og byggede skulpturer eller huse, der står oven på hinanden, på både eller flåder.

Hans artistiske liv har kredset om samme emne: Havet, bådene, moler, broer - for ham symboler på den cubanske virkelighed, dens inderlighed og forudbestemte skæbne.

Kchos forældre - navnet gav hans far ham, da han var lille - sendte den talentfulde og egenrådige dreng på Isla de Juventuds grund-kunstskole, et produkt af den cubanske revolutions filosofi om adgang til kultur for alle, selv dem på den fjerneste bjergkam eller ø.

Som 15-årig vidste Kcho, at han skulle være kunstner, og året efter tilbød staten ham at komme på kunstakademiet i Havana. Fire år senere lå verden for hans fødder.'

Dansker
En af dem, der førte ham ud i den var den danske forretningsmand Jens Olesen, der er international direktør for São Paulo biennalen.

»Kcho er et af de største talenter, jeg har set. Hans værker er simple og utroligt rige på fortolkningsmuligheder. De udtømmes aldrig,« har han forklaret forud for en udstilling af Kchos værker i Danmark.

I sit hjem er Kcho talt varm. Hans energi er vild og rastløs. Munden rabler ordene ud, halve eller trekvarte. Han kigger på sine både, på tegningerne på væggen, og spørger, om vi ikke kan tale videre, mens han arbejder.

Han griber nogle pakker med kulstifter i alle tykkelser. På verandaen hænger et lærred på halvanden meter. Han slår en kulstreg. En badering tager form. Hans seneste yndlingssymbol. Den oppustede gummislange fra et lastvognshjul, som de cubanske fiskere ligger på, når de lader sig flyde ud på havet med en line i munden og fisker efter marlin.

»Mine ideer vokser i mig som en bølge, der rejser sig langsomt. Ideen til El Archipélago gik jeg med i flere måneder, før jeg vidste, at et mylder af modelskibe kunne blive til Cuba. Derefter tog det nogle måneder at finde bådene og bygge husene,« siger han og trækker kulstængerne over lærredet med en kraft, der får dem til at splintres og flækkes.


Kraftcenter Kcho (2)
Kcho vrider sig som i smerte under skabelsen af sit værk.
Foto: Lars Krabbe

Bruger kroppen
Han maler med hele kroppen. Læner hovedet tilbage og kniber øjnene sammen som i trance. Går helt tæt, som var lærredet en krop, han trykkede sin imod.

»Baderingene er mange ting. De er transport, de er en havn, man lægger til ved, de forhindrer en i at synke. De er sorte øjne,« siger han.

Han fører kulstiften rundt. Den sorte slange bliver fed og blød. Der kommer årer til og pagajer, der peger i alle retninger, nogle er bundet sammen med snor, en stol på toppen, til sidst antydningen af et stativ under det hele og så: Signaturen.

Kcho 7. dic 2003

Derved stemplede han et prisskilt på 20.000 dollars. For en times arbejde.

»Cubas fremtid, ja, hvad er den?«

Han lukker øjnene halvt i. Føler svaret komme, som et strøg med en kulstift, der ikke må sættes forkert.

»Jeg ser hårdt arbejde. En horisont langt væk. På mit eget liv. Jeg skal arbejde resten af mit liv. Altid. Fremtiden afhænger af de unges fremtid. Vi har meget arbejde forude,« lyder det kryptiske svar.

Bag ham hænger et stort fotografi i ramme. Det forestiller Kcho og en ældre mand med skæg. De har kokkehuer på og er ved at dø af grin. Den ældre herre er Fidel Castro.

Venner
De to er venner. Cubas leder gennem 44 år forstår at værdsætte, når hans berømte undersåtter vælger at forblive tro mod hans revolution.

»Min drøm, hvad er den?«

Kcho tænker sig om. Kniber øjnene sammen og læner hovedet skråt bagover.

»Jo, min drøm er, at der engang kommer en flok små børnebørn løbende og råber bedstefar Kcho, bedstefar Kcho.«

Sergio kalder. Han vil vise noget nede i palæets baghave. I en garage står to gamle, slidte fiskeskure, som Kcho har fået fragtet til Havana fra nordkysten mange hundrede kilometer væk.

De fattige fiskere, der brugte skurene, indtil Kcho købte dem, har efterladt deres redskaber. Sværd fra marlin er stukket gennem siderne på skurene - af Kcho .

Installationen skal udstilles i Venezuela til næste år, på et hav af sort marmor. Navnet er 'Fiskens hævn'.

»Kcho arbejder med at udnytte elementers erindring, eller man kan sige, han genskaber tingenes historie ved at tage dem ud af deres kontekst og placere dem i en anden. På en udstilling vil disse fiskeskure fortælle en lang historie, om fiskerne, om et land, om mennesket,« forklarer Sergio, der har været Kcho 's kurator, manager, assistent og ven i 13 år.

Sergio forklarer, at kunst nu om dage handler mere om ideer.

»Det gælder om at få ideen, mere end om, at kunstneren nødvendigvis selv skaber elementerne i sin kunst,« siger han.

Kcho sælger alt det, han kan nå at producere, og det er ikke så lidt. Han forklarer, at han selvfølgelig betaler skat til staten af det, han sælger i Cuba. Derudover betaler han en afgift til staten for at være uafhængig kunstner.

Sergio indskyder, at Kcho ikke betaler skat af det, han sælger, når han er i udlandet. »Så skal jeg have pengene,« griner han.

I døren til køkkenet i palæet dukker en ungdommeligt udseende mand på godt 30 år op. I revnede cowboybukser, snøreløse gummisko og med et besynderligt mildt udtryk i ansigtet.

Han giver hånd. Det er Antonio 'Tony' Castro, Fidels yngste søn. Han forsvinder ind i et af palæets mange rum igen.

Øjeblikke senere forlader vi Kchos palæ. Med en fornemmelse af, at det gemmer på hemmeligheder, vi aldrig kommer til at kende.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Kraftcenter Kcho (1)
Kcho maler med hele kroppen.
Foto: Lars Krabbe

Kcho
Født Alexis Leyva Machado i Nueva Gerona, Isla de Juventud, 1970

1983-1986 Under-kunstskole Isla de Juventud 1986-1990 Kunstakademi Havana

Her skulle have stået, hvor og hvornår Kcho har udstillet. Det ville blive for omfattende. En hurtig optælling i det seneste katalog viser 188 udstillinger, af dem 58 gange i Cuba, resten over hele verden, deraf tre gange i Danmark

Hvis du vil vide mere