Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Revolutionens næver

Verden fik aldrig sværvægtskampen mellem Teófilo Stevenson og Muhammad Ali at se. Stevenson valgte at forblive på Cuba og i amtørrækkerne, overvejede aldrig at hoppe af og stillede sig på revolutionens side. Castro kunne ikke tænke sig bedre propaganda for Cuba. JP Explorer mødte Stevenson i Havana.

Af JAKOB RUBIN og CHRISTIAN THYE-PETERSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 15-12-2003

De siger, at han måske var den bedste af alle. Et ikon på Cuba. Ven med Muhammad Ali og Fidel Castro. Han har vundet guld tre gange ved OL og en gang ved VM. Han er 197 centimeter høj, og han er sent på den.


Revolutionens næver (1)
Den 51-årgie Teófilo Stevenson blev afbrudt i interviewet med JP Explorer-holdet af sønnen David og denne kammerat.
Foto: Lars Krabbe

JP Explorers team på Cuba er kørt gennem Havanas velhaverkvarter - et sådant eksisterer også i denne bys fascinerende forfald - og venter ved et sportsstadion i udkanten af byen, hvor en cricketkamp netop er blevet aflyst på grund af regn.

Vi begynder at blive bekymrede.

Teófilo Stevenson, og det er ham, vi venter på, er notorisk berygtet for at udeblive til interviews, hvis lysten ikke indfinder sig på det aftalte tidspunkt.

På plussiden tæller, at det er hans barndomsven, Maurý, der har skabt kontakten, og ham er vi løbende i telefonisk forbindelse med. Han er ude hos den tidligere sværvægtbokser i udkanten af Havana, hvor Teófilo Stevenson bor med sin kone og to børn.

Første melding lyder på, at nu har Stevenson tænkt sig at komme, for han er ved at tage tøj på. Anden melding siger, at det muligvis ikke passer alligevel, fordi nu han har fået besøg af en tidligere sværvægtsrival fra Costa Rica.

Da vi forslår at forlægge interviewet til mesterbokserens residens, kan det ikke lade sig gøre: Først fordi nogle er i gang med hovedrengøring i hans hjem, dernæst fordi naboen ikke vil have, han har gæster.

Vi har lært, at man i Cuba ikke skal prøve at forstå den slags. Vi kan bare håbe på, at Teófilo Stevenson ender med at have lyst til at møde et hold journalister fra Danmark.

En time forsinket
Det gør han, viser det sig.

Med en forsinkelse på en time dukker manden op, der har plads i nationalforsamlingen, er vicepræsident i det cubanske bokseforbund og som besætter en betydende post i sportsorganisationen »Inder«.

Han har sin søn David med, roder ham kærligt i håret, er klædt helt i sort. Sort, kortærmet skjorte. Sorte bukser, sorte sokker med grå stænk og sorte hyttesko. Et Rolex-ur i guld- og sølvbesat stål lukker sig om den massive næves håndled.

Det ser ægte ud.

Folk stimler sammen for at trykke hans hånd, straks han bliver genkendt - og det gør Teófilo Stevenson, selv af børn, der end ikke var tænkt på, da han stoppede mellem tovene i 1988.


Revolutionens næver (2)
Teófilo Stevenson er stadig et kendt navn i Cuba, og folk samler sig om den kendte bokser for at få blive foreviget ved siden af idolet.
Foto: Lars Krabbe

En buschauffør stopper sit køretøj og åbner døren for at lade sportshelten hilse på passagererne. Alle klapper, da Stevenson træder ind i bussen.

Vi går op på stadions betontribune, den er beregnet til ståpladser, men det rører ikke Teófilo Stevenson, han sætter sig ned og kan begynde at fortælle.

Inden vi når til det spørgsmål, som man nødvendigvis må stille den næsten uovervindelige amatørsværvægter - om han kunne have besejret Muhammad Ali og de bedste professionelle - søger vi hemmeligheden bag den cubanske boksesucces.

Ved OL i Sydney vandt Cuba seks boksemedaljer, fire af dem af guld, og siden 1972 har landet vundet 27 guldmedaljer - næsten alarmerende mange, når man tænker på, at Cuba boykottede lege i Los Angeles i 1984 og i Seoul i 1988.

Suveræne cubanere
En del af svaret skjuler sig selvfølgelig bag den kendsgerning, at cubanerne simpelthen er med længere, mens de bedste boksere fra andre store boksenationer hurtigt træder ind i de professionelle rækker.

Men det er ikke svar nok.

I 1985 rejste et amerikanske boksehold til Cuba - heriblandt den senere sværvægtsverdensmester, Michael Moorer, bronzevinderen fra OL 1988, Kenny Gould og den senere verdensmester i letsværvægt, William Guthrie.

Den første bokseaften vandt cubanerne 10 af 11 matcher, den anden aften stillede Cuba op med et næsten helt nyt sæt boksere og vandt otte matcher. Af otte.

Amerikanerne mødte ekstremt disciplinerede og veltrænede boksere, husker deres træner Vic Zimet i et interview mange år efter, og kun Michael Moorer rejste hjem med en sejr.

Fidel Castro er Teófilo Stevensons ven, og det fornægter sig ikke, da vi spørger om cubansk boksnings hemmelighed.

»Når man taler om cubansk boksning, må man tale om revolutionen. Det havde været umuligt at opnå den succes, vi har i dag uden den sociale proces, der begyndte i 1959. Det skabte fundamentet. Takket være vores præsident er vi, hvor vi er i dag,« siger Teófilo Stevensen.

Konkret bandlyste Fidel Castro professionel boksning i Cuba. Som korrupt og uvederhæftig. Men Fidel Castro anerkendte sportens betydning - for befolkningens sundhed og som propagandavåben i den kolde krigs ideologiske tå mod tå.

Cuba skabte sin egen caribiske version af den østeuropæiske og sovjetiske samlebåndsproduktion af menneskeligt medaljemateriale til amatørernes fornemste stævner ved OL og VM.

Med en tidlig central styring af talenterne i den rigtige retning, og med hjælp fra de allierede i østblokken.

Østtysk træner
Teófilo Stevensons første træner var østtyskeren Kurt Rosentritt, der kom til Cuba for at hjælpe med at udvikle boksningen. Den næste, der modellerede Stevensons talent, var sovjetrusseren Andrej Tscherwonenko, og han overgav ham til Cubas egen mestertræner, Alcides Salgarra, der mere end nogen anden enkeltperson var arkitekten i opbygningen af cubansk boksning.

»Vi skabte et sportsministerium, der støtter hele processen for en sportsmand i Cuba. Nu om dage kan folk komme til de forskellige sportscentre uden at betale for det. Trænere og lærere får en gratis uddannelse, og sportsfolkenes disciplin og indsats ved træning er upåklagelig. Den disciplin stammer fra samfundet, fra familien, fra venner og naboer. Det er dem og den forudgående generations eksempel, der giver os vores disciplin og vilje til hård træning,« siger Teófilo Stevenson.

En cykel som belønning
Ikke desto mindre har flere cubanske boksere med årene vendt systemet ryggen og benyttet sig af deres ophold udenlandet til at hoppe af.

En række allerede i revolutionens efterdønninger, andre meget senere. Blandt de mest prominente fightere var guldvinderen fra OL i Barcelona, Joel Casamayor, og Ramon Garbey, der med fem dages mellemrum hoppede af i Mexico City få uger før OL i Atlanta 1996.

Historien går, at Casamayor var så rasende over, at regeringen forærede ham en cykel, da han kom hjem med guldmedaljen fra Barcelona, at han aldrig glemte det. Han var sikker på, at det var en straf, fordi han ikke havde meldt sig ind i ungkommunist-partiet.

Fire år senere forlod han familie og hjemland.

Men de bedste er forblevet. I Cuba og som systemets loyale støtter. Stevensons arvtager, også tre gange OL-guldvinder, Felix Savon, afslog et Don King-tilbud på 10 millioner dollars for at blive professionel.

»Hvad skal jeg med 10 millioner dollars, når jeg har 11 millioner cubanere i ryggen,« sagde Savon.

Til os siger Teófilo Stevenson:

»Jeg tog ikke til USA, for jeg havde ikke behovet. Man siger, at 90 procent af dem, der bokser, gør det af nød. For penge. Som jeg ser det, kan boksning redde liv, fordi man kan tjene mange penge, men det kan også ødelægge liv.«

»Folkene bag professionel boksning tænker ikke på bokserne, de tænker kun på at tjene penge. De tænker ikke på boksernes helbred. Professionel boksning udvikler kun mennesker fysisk, de uddanner dem ikke til at livet efter boksningen. Der er mennesker, der er verdensmestre og som har masser af guldmedaljer, men de ved ikke, hvordan de skal klare sig i samfundet.«

»Folk på gaden siger til sig selv, at han var verdensmester, og nu kan han ikke fungere i samfundet. Det er, fordi professionelle boksere udelukkende er uddannet til at kæmpe i ringen. Efter tiden i ringen er deres liv forbi. De har penge, men ingen viden.«

»I dag har jeg et godt helbred, jeg har en uddannelse som diplomsportslærer, det kan ikke mange professionelle sige. Nej, jeg havde ikke behovet for at blive professionel.«

Konsekvensen er, at verden aldrig fik afklaret, hvor god Stevenson var i forhold til de bedste på hans tid. Og først og fremmest i forhold til Muhammad Ali.

En tre-runde bokser
Bokseeksperter kan - når talen falder på cubansk boksning - bruge tid på at diskutere, hvordan de bedste, som ikke hoppede af, ville have klaret sig.

George Forman skal have sagt, at Stevenson med afstand var den bedste i verden, andre mener, at den cubanske atlet var en tre-runde bokser, der aldrig ville blive stående på benene over 15.

Umiddelbart har de cubanere, der tog chancen i »Guds eget land« ikke været rasende succesfulde.

Et eksempel er sværvægteren Jorge Luis Gonzalez - i 1991 det første rigtigt store navn, der i hoppede af. Som amatør havde to meter manden fra Cuba slået de senere verdensmestre Lennox Lewis og Riddick Bowe, men efter opbygningen af en rekordliste på 23 sejre blev Gonzalez stoppet i sjette runde af Bowe i en match om WBO-titlen.

Mange cubanere er imidlertid stadig urokkelige i overbevisningen, om at den cubanske bokseskole ville gøre sig professionelt også - blot det skete i cubansk regi. Cuba har, også før revolutionen, kontinuerligt skabt stribevis af boksere af fineste kvalitet, lyder argumentet.

Respekt for Ali
Vi spørger Teófilo Stevensen, om han aldrig er plaget af nysgerrighed over, hvordan det var gået mod Ali.

»Selvfølgelig ville jeg gerne have bokset mod Ali. Han var meget, meget dygtig i ringen, og jeg har altid gerne bokset teknisk dygtige modstandere. I 1978 blev der gjort et stort stykke arbejde for at arrangere en kamp, og vi nåede faktisk frem til en aftale, men de ville bokse 15 runder. Jeg sagde okay, men så bliver det enten tre gange fem runder eller fem gange tre runder i løbet af en uge.«

Stevenson og Ali er venner
»De har spurgt Ali, hvem der ville have vundet en kamp mellem os. Han sagde, at det var blevet uafgjort, jeg siger det samme. Men jeg vil også sige, at Ali er et endnu større som menneske end som bokser. For han elsker mennesker, han har et kæmpe hjerte.«

Da Ali besøgte Cuba, boede han hos Teófilo Stevensen, og ikke så langt fra, hvor vi sidder nu, simulerede de to engang en kamp i en boksering. Mere blev det aldrig til. De er venner i dag.

Og eks-bokseren, der sidder sammen med os på tribunernes beton, kan også tælle Fidel Castro selv blandt sine venner.

Teófilo Stevensen fortæller os, at Castros interesse for sine boksere, og for at det gik dem godt, var så stor, at han deltog aktivt i deres karriere. Ja - Fidel Castro var simpelthen en aktiv sportspsykolog for Stevenson. Castro var jævnligt i kontakt med Stevenson, når han var til stævner.

»Som jeg har fortalt, er Castro den største støtte for cubansk boksning. Og han var en god psykolog. Han var simpelthen den bedste psykolog, jeg har haft i mit liv. Han var der altid til at støtte mig og arbejdede som psykolog for mig. Han talte med mig og opmuntrede mig, når jeg var stresset op til en kamp, og nogle gange brugte han sin fantasi og viden til at forestille sig, hvad modstandernes tanker var, og det delte han med os. Man skal huske på, at Castro selv var sportsmand, han spillede basketball som ung.«

Og dermed er interviewet slut, mener Teófilo Stevensen. Han slukker vores båndoptager og tager ordet.

Han takker for vores interesse og for spørgsmålene, og han sender de bedste hilsener om en lykkelig højtid til den danske folk her mod årets slutning. Og så inviterer han os hjem for at møde sin costaricanske rival.

Vi må desværre takke nej af hensyn til vores program.

Vi takker mesterbokserens barndomsven for hjælpen med at møde Teófilo Stevenson, og han betror os, at han ikke selv bokser, men at han løber meget hurtigt.

Han fik træning som dreng, når Teófilo blev vred på ham.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

BLÅ BOG
Teófilo Stevensen, 51 år gammel Gift med to børn, en søn og en datter.

Uddannet sportsdiplomlærer og aktiv i organiseringen af cubansk boksning blandt andet som vicepræsident i bokseforbundet.

Væsentligste resultater: OL guld i München 1972 OL guld i Montreal 1976 OL guld i Moskva 1980. Fik ikke chancen for den fjerde og femte OL-medalje, da Cuba Boykottede legene i Los Angeles og Seoul.

Verdensmester i sværvægt i 1974 og 1978 og i supersværvægt i 1986. Stoppede karrieren i 1988 med en rekordliste på 321 kampe med kun 22 nederlag.

Hvis du vil vide mere