Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Veteraner fra Svinebugten

JP Explorer møder to veteraner, der deltog i kampene i Svinebugten i 1961. Dengang besejrede Fidel Castros tropper en amerikansk støttet invasionsstyrke af eksil-cubanere.

Af JAKOB RUBIN, CHRISTIAN THYE-PETERSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 14-12-2003

To mænd med forskellige minder fra den samme verdensbegivenhed.

Pedro Alvaro Piches lå og sov, da angrebet begyndte på stranden 100 meter fra hans hjem. Klokken var 23.45 natten til den 27. april 1961, det husker Pedro Alvaro Piches præcist, for han mistede sin bror i timerne efter.

Meliades Fernandez jublede med resten af borgerne i Horguitas, da den cubanske hær under Fidel Castros kommando ilede til Svinebugten. Alle ville med, husker han, hæren måtte holde dem tilbage.

»En cubansk soldat, der var ved at dø, skrev "Leve Fidel" med sit blod,« hævder Meliades Fernandes.

De er to mænd med personlige vidnesbyrd om en konflikt, der som krig betragtet var en parodi, men hvis symbolske betydning for Cuba var alt andet.

To mænd, der oplevede dagene med kampe mellem Fidel Castros hær og eksil-cubanere fra USA.

JP Explorer møder dem 42 år efter på vores vej ned langs Svinebugten til Playa Giron, hvor cubanere og amerikansk støttede invasionsstyrker kæmpede i tre dage om herredømmet på den caraibiske ø.

Tre dage, der blev skrevet ind i verdenshistorien.

Vi bevæger os gennem den lille by Horguitas øst for Svinebugten og videre forbi en bananplantage, hvor en flok barkede mænd fejer ris sammen på landevejen med stråkoste. De arbejder med omhyggelig langsommelighed og byder ikke en afbrydelse uvelkommen.


Veteraner fra Svinebugten (1)
Meliades Fernandez (til højre) arbejder med at feje sine ris sammen. Han er stolt af, at Fidel Castro vandt slaget om Svinebugten.
Foto: Lars Krabbe

»Vi cubanere kan ikke undvære vores ris,« konstaterer Meliadse Fernandez og hviler sin arm på kosten.

Han kalder sig en »lille landmand«. Han dyrker ris til sig selv og familien, og den smule, der er tilbage, sælger han til regeringen.

Han er 66 år gammel, men kvinderne holder ham ung, siger han.

Den mørke mand med stråhatten og de skæve tænder var 22 år, da der blev kæmpet på stranden små 25 kilometer fra landevejen, hvor vi står.

Farverig fortæller
Meliades Fernandes er en farverig fortæller, og historierne er sikkert ikke blevet mindre kulørte med årene.

»Den cubanske hær kom fra Havana med Fidel Castro i forreste række. Han bad om smøger hos folk, og alle ville slutte sig til ham og følge efter. Hans soldater måtte holde os tilbage,« fortæller han.

Det var en anden tid, verden et andet sted, dengang efter Fidel Castros revolution i 1959.

Ideologiernes kamp mellem øst og vest var blevet til Den Kolde Krig og et kommunistisk Cuba var et prekært sikkerhedstema for USA. Både i Eisenhower-administrationen og senere i Kennedys. I sin første State Of The Union tale den 30. januar 1961 sagde præsident John F. Kennedy, at »kommunistisk dominans på denne halvkugle er ikke til forhandling.«

Siden maj 1960 havde CIA trænet en gruppe cubanere i Retalhuleu i det vestelige Guatemala. De var flygtet fra Cuba under revolutionen, fik eksil i USA og ønskede at tage magten tilbage med amerikansk hjælp og amerikanske våben.

Der blev dannet en cubansk eksilregering i USA, og planen med invasionen var at skabe en opstand i Cuba, hvorefter USA kunne erklære sin opbakning til eksilregeringen. Fidel Castro ville blive væltet og en kommunistisk horn i siden fjernet.

Sådan kom det ikke til at gå.

Den cubanske hær overvandt let den dårligt organiserede Brigade 2506, navnet på eksil-cubanernes hær. Det hele kom til at fremstå i et næsten amatøragtigt lys, og Præsident Kennedy var ikke indstillet på at tage skridtet ind i storpolitisk eksplosivt territorium ved at yde amerikansk luftstøtte.

På bare tre dage var eksil-cubanerne dræbt eller taget til fange.

For Kennedy-regeringen et udenrigspolitisk nederlag, men for Fidel Castro en ideel anledning til at mobilisere det cubanske folk yderligere for sine tanker.

Den slags storpolitiske spekulationer gør Fernando Meliades sig ikke. Han har boet her på landet og dyrket sine ris hele sit liv - både før og efter revolutionen.

Han gør det klart for os, at vi er i Fidel-land. Set fra under stråhatten her ude på vejen midt i en bananplantage har Fidel ikke sat en fod forkert i første halvleg.

»USA er ikke fair. Stormagten forsøger at træde på os ved enhver lejlighed. De sender fly ind over os og støtter terroraktioner på vores jord, men manden med skægget er ikke nem at have med at gøre. Hans hoved er ikke nemt at flå af. Folket bærer ham på posten. Hvis amerikanerne kommer igen, vil tusinder og tusinder og tusinder bakke op om ham igen,« siger Fernando Meliades.

Han sender os på vej med en forsikring om, at her frygter ingen USA.

Vi stopper inde i byen for at spørge to gamle mænd, om de var med til at kæmpe, og folk stimler sammen. Det var de ikke, men Pedro Alvaro Piches, han var med, og han kommer cyklende dér.

Vi stopper manden i den blå t-shirt med logo fra en tysk medicinalkoncern.

»We change with care«, står der på den.

Vi finder aldrig ud, hvor han har den fra. Han har tykt sort hård og mørkebrune øjne, der ser ud, som om de er ude af stand til at udstråle vrede.

Medaljer under sengen
Pedro Alvaro Piches fortæller gerne om de tre dramatiske dage, men helst derhjemme.

»Der kommer minderne bedre til mig,« siger han og cykler i forvejen.

Han bor i et lille hus med sin kone, de har næsten ingen møbler, ingen rindende vand, intet på væggene, men Pedro Alvaro Piches har tre stole, som han stiller på sin terrasse ved hoveddøren. Vælger selv den ene og begynder at fortælle, mens hans kone finder krigsmedaljerne frem under deres seng, omhyggeligt pakket ind i en plasticpose med snor omkring.

»Undskyld, at vi er så fattige, at vi ikke kan byde jer noget i vores hjem. Før boede vi nede på stranden, men vi mistede alt i en cyklon,« siger Pedro Alvaro Piches, inden han beretter om kampene i Svinebugten.


Veteraner fra Svinebugten (2)
Krabberne, der ryger i nettet, ryger ud igen.
Foto: Lars Krabbe

Perdo Alvaro Piches vågnede klokken 23.45, da eksilcubanerne gik i land 100 meter fra hans hjem. »Og jeg kan huske, at der blev kæmpet fra klokken halv fire om morgen til klokken syv, så blev der stille. Jeg selv og min bror blev taget til fange af eksil-cubanerne, da de gik i land,« husker han.

Men det var ikke lykkedes at ødelægge det cubanske flyvevåben ved et luftangreb den 15. april to dage før invasionen. De cubanske fly var blevet spredt og kamufleret, og Fidel Castro sendte dem straks i luften for at bekæmpe angriberne og de skibe, der forsynede dem fra Svinebugten.

Uden luftstøtte
Eksilcubanerne var uden luftstøtte, forsvarsløse og løb hurtigt tør for ammunition.

»Da Fidels fly kom, benyttede min bror og jeg lejligheden til at flygte, men min bror klarede den ikke. Han blev dræbt. Jeg flygtede op i bjergene og sluttede mig til Bataljon CF 339, og om torsdagen klokken halvfem om eftermiddagen kom vi tilbage, og klokken fem havde vi erobret kysten,« fortæller Pedro Alvaro Piches.

Var kampene hårde, spørger vi.

Han trækker en finger hen over halsen og siger:

»Ja, de var mordere, amerikansk-cubanerne. Det var intet mindre end raseri og had, som vi følte over for hinanden. Der var én her i byen, der støttede dem. Han var i radiokontakt med dem og gav dem oplysninger. Han hed Tony Blanco. Han måtte flygte,« siger Pedro Alvaro Piches.

Men det var kampen værd, siger han, hans bror døde ikke forgæves, det var en stor sejr for Cuba.

Pedro Alvaro Piches fortsatte som befalingsmand i Castros væbnede styrker og fik fortjenstmedaljer for sin indsats både i Svinebugten og for 27 måneders kampe i Angola, hvor Fidel Castro ikke tøvede med at sende sin hær ind for at hjælpe.

Pedro Alvaro Piches har set meget, forstår vi, og ikke alt var smukt.

»Man får ikke medaljer af regeringen for ingenting. Jeg har fuldført min pligt over for mit land. Ingen kan sige noget om mig,« slutter Pedro Alvaro Piches.

Affæren i Svinebugten skabte anti-amerikanske demonstrationer i det meste af Latinamerika og strammede snarere end løsnede Fidel Castros greb om landet.

I december 1962 løslod Fidel Castro 1113 tilfangetagne eksil-cubanere og udvekslede dem for 53 millioner dollars i mad og medicin, som private havde samlet ind i USA.

Pedro Alvaro Piches kunne ikke vide, at de tre dages kampe ville blive verdenshistorie, men da vi forlader ham, råber han uopfordret efter os: »Jeg ville gøre det igen.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel