Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Hudløse Havana

Århundreder efter, at den spanske konge gjorde Havana til Caribiens Perle, har forfald og fattigdom givet byen en aura af ælde. To millioner havanesere lever med savn, sult, drømme, desperation og kærlighed.

Af Jakob Rubin, Christian Thye-Petersen og Foto: Lars Krabbe
Publiceret 10-12-2003

Havana

Hun knæler. For sin fremtid. Ilianna fylder 15 år og fejrer det på Frans af Assisi Plads i Havanas antikke bymidte med pomp og slægtninge i stadstøj.

Intet må gå galt. Forventningerne tynger pigen.

Alene kjolen har kostet en mindre formue. Iliannas ansigt fortrækker sig ængsteligt, mens hun beder om majskorn til duerne og til, at de tunge regnskyer over Havana Vieja ikke drukner hendes dag.

Pigens udtryk er byens.


Hudløse Havana (2)
Pigekiggeri er en yndet sport i den cubanske hovedstad.
Foto: Lars Krabbe

Dens titusinder af imperiale bygninger, søjlegange og palæer er tvunget i knæ af ubarmhjertig slidtage og reduceret til et minde om tidligere storhed.

Engang fungerede gaderne bag Ilianna som verdenshistoriens største hælercentral. Som transithavn for en rigdom, hvis lige ingen siden har kendt.

Det var på Havanas kajer, at den spanske konges udsendinge samlede udbyttet fra deres plyndringer hos mayaerne og aztekerne. Med bjergene af guld og ædelstene finansierede han sine krige i Europa og sit hofs horrible ekstravagance.

Redningsforsøg
I dag er myriaderne af gader hullede, bygningerne revnet af ælde, balkoner faldet ned. Trafik kommer knap gennem Calle Obispo, Amparilla, Refugio og Amargura, hvor de spanske adelige engang spankulerede omkring. Byen forkalker.

For 2,2 millioner cubanere er Havana 'hjem'. UNESCO har erklæret deres faldefærdige by en 'Menneskehedens Kulturarv'. Udnævnelsen har fået byen til at indlede et ihærdigt - og vellykket - forsøg på at redde dens arkitektoniske perler, men stadig styrter omkring 300 bygninger sammen hvert år.

Pulsslag i salsatakt
Menneskemylderet er som altid massivt i Havana. Det er weekend. Konerne sidder i døråbningerne og snakker. Mænd reparerer udrangerede amerikanerbiler midt på vejen. Trafikken består af cykler og larmende børn.

I en millionby stopper pulsslaget aldrig, og Havanas slår i salsatakt. Der drikkes rom, mens parrene filtrer sig sammen på byens trapper, i parker og dunkle kroge.

Den berømte strandpromenade Malecon er Havanas bolværk. Florida Strædets dønninger slår konstant til byen med mastodontisk styrke. På modsatte side står de vrede eksilcubanere i USA og venter på den dag, da de kan komme tilbage og få det, Fidel Castros revolution eksproprierede fra deres forfædre.

Havana er stum
Det kan være vanskeligt at forstå en sådan by med dens mættede forfald, voldsomme historie og millioner af larmende og sensuelle havanesere.

Få kan beskrive byen bedre end den internationalt anerkendte, cubanske filminstruktør Fernando Perez, der lige har haft Danmarkspremiere på sin seneste film, Suite Havana, om byen - men uden ord.

»Trods larmen er Havana stum. Beskriv den med ord, og du begår fejl. Den skal føles,« siger han.


Hudløse Havana (4)
Fernando Perez med sin datter på strandpromenaden Malecom.
Foto: Lars Krabbe

Fernando Perez læner sig mod Malecons bolværk og kigger mod solen.

Hans film er et epos om en by med en befolkning, der bruger dagen på at overleve og nætterne på at leve.

Han holder om sin sindslidende datter Susan, der har smurt læbestift om sin mund og krammer ham kærligt, mens hun for et kort sekund har lukket for sin hektiske talestrøm.

På begge sider af instruktøren og hans datter kaster håbefulde mænd deres fiskesnører i havet. Elskende på den otte kilometer lange strandpromenade klistrer sammen i solen.

»Havana er så komplekst et sted af kontraster og modsætninger, at det næsten er naturstridigt,« siger Fernando Perez.

Da hans film sluttede i den fyldte københavnske biografsal, sad publikum tavst nogle lange øjeblikke.

»Var det, som I siger, er mit håb indfriet, nemlig at folk endte med at tænke: hvilket liv lever jeg.«

Fernando Perez elsker sin by for dens intensitet. For dens trods og dens indbyggede modsætninger. Han er cubaner og havaneser, forklarer han. Og han kunne aldrig leve noget andet sted, heller ikke i Cuba.

Den 59-årige instruktør har ikke tjent penge på sin karriere. Han har fået en lejlighed på toppen af et højhus med fri udsigt over Havana og havet stillet til rådighed af Fidel Castros styre, men derudover er hans privilegium, at folket henvender sig til ham på gaden og vil tale om oplevelser, de har haft med hans film.

»Havana er et kulturcentrum, hvis lige måske ikke findes noget andet sted. Trods vores kroniske økonomiske krise er vi i stand til at producere kunst i verdensklasse, musik, film og litteratur, på trods. Den energi er jeg afhængig af,« siger han.

Ikke at Cuba er godt. For Fernando Perez kunne udviklingen godt have været en anden. For meget er gået galt.

»Revolutionen var et perfekt manuskript. Desværre blev filmen ikke så god,« siger han.

»Men drømmen eksisterer stadig, som den eksisterer overalt i verden. Drømmen om den perfekte verden.«

Fernando Perez skuer ud over havet. Dønningerne mod hans kære Malecon søsætter spirituelle tanker.

»Alle havanesere drages mod Malecon. Den er vores mekka. Skal jeg rejse til udlandet, tager jeg altid ned og kigger ud over havet først. Så har jeg Havana i mig, så kan jeg rejse.«

Den jagede by
Bølgeslagene sender salte vinde mod byens huse og fortsætter deres forfald. Kommunalt ansatte skraldemænd indsamler kokosnødder, plasticposer og dunke, som havet kaster ind over molen.

Historien fortælles videre om en by, der har været i verdensbegivenhedernes centrum siden sin fødsel. For tiden for sin rolle som en torn i øjet på USA, naboen blot 150 kilometer nord for Malecons forslåede beton.

Byen har altid været jaget. Som spaniernes "Antillernes Perle" blev Havana regelmæssigt plyndret af pirater, senere angrebet af fremmede flåder, og omkring 1900-tallets start indledte den en 60-års periode som diktaturstat under amerikansk kontrol.

Siden 1959 har byen spillet hovedrollen i Fidel Castros socialistiske revolution.

Bortlængsel
Eftermiddagen går på hæld. Periferien af en tropestorm mellem Hispaniola og Østlige Cuba sender kølig luft ind over byen.

I Parque Central diskuterer gamle mænd baseball eller læser i den officielle avis Granma.

På en marmorbænk i parken sidder også den 25-årige Jose Maria. Hans tanker er på en lang rejse. Han har en plan om at komme væk. Væk fra Cuba, trods sin kærlighed til øen.

»Jeg er nødt til det. Min familie har ingen i udlandet, som sender penge. Mine forældre kan ikke leve af deres løn. Ser jeg mig omkring, er det kun mig, der kan gøre det. Jeg skal,« siger han.

Jose Marias fordel er indlysende. Han kan engelsk, ser godt ud, har en videregående uddannelse som biolog. Han har lyst til at arbejde hårdt og har ikke noget mod ærligt arbejde, som han formulerer det.

»Kommer jeg til USA, vil jeg kunne sende 50, måske 100 dollars hjem om måneden,« forestiller han sig.


Hudløse Havana (3)
Amerikanskebiler er en del af bybilledet.
Foto: Lars Krabbe

En formue.

Hans forældre er begge tilhængere af revolutionen. Som sygeplejerske og ingeniør tjener de tilsammen 580 pesos om måneden, svarende til 135 kroner.

»Jeg har intet alternativ. Det er en forfærdelig følelse at være tvunget til at forlade sit land. Men alle mine forældres penge går til mad, og når der er gået en uge, er de brugt. Det kan jeg ikke klare at se på,« siger han.

Jose Maria opdeler cubanerne i tre kategorier. Dem, der forsvarer Cuba og revolutionen med næb og kløer. De er som oftest født før 1959 og husker overgrebene under Batistas diktatur.

Kategori nummer to er de hovedsageligt unge, der drømmer om rendyrket kapitalisme og ikke kan se det socialistiske Cuba forsvinde hurtigt nok. De forbander deres land, når de bliver fulde, som han siger.

Og så er der gruppen, som Jose Maria og mange af hans venner tilhører. Som går ind for socialismens grundprincipper om lighed, gratis uddannelse og sundhed. Men som ønsker forandringer og moderniseringer. Som ønsker at have ansvar for deres egne liv.

Men Jose Maria har også ømme følelser for sit land.

»Jeg elsker Cuba. Mit folk er det mest fantastiske, jeg kan forestille mig. Hvor kan man finde en glæde som her, hvor folk ikke ejer noget, men alligevel kan feste. Vi danser, selv om der ikke er noget at drikke. Vi går ud, også selv om vi ikke ejer et par sko uden huller. Men nogle gange bliver det bare for hårdt og prisen for høj. Jeg bliver ulykkelig og kan snart ikke klare det mere.«

José Maria er tæt på at realisere en plan. Måske mangler der et år eller to. For tre år siden formede han en gruppe med fire venner. Målet var at komme ud af landet.

I dag er det lykkedes tre af dem. En kom med et fly til Mexico, der heldigvis fik tekniske problemer og måtte nødlande i Miami. Han hoppede af og udnyttede den amerikanske lov, der giver alle cubanere, der når amerikansk jord, ret til at blive.

En pige fik et studieophold i Tjekkoslovakiet og forsøger nu derfra at komme til USA.

Den tredje er i Chile, hans skridt på vejen ud af Cuba og mod USA.

Jose Maria er presset. Hans forældre kender hans ønske om at forlade Cuba. De ved, han vil til USA for at kunne hjælpe dem, de ved, at de har hårdt brug for pengene. Men de vil ikke miste deres søn.

»Min mor græder og siger, hun ikke vil have mine dollars. Hendes eneste bøn er, at jeg bliver ved hendes side. Men jeg ved, at de også godt ved, at det vil være deres redning,« siger han.

»Jeg kan befri hende for det daglige pres at skaffe mad.«

Jose Maria søger over Havana Bugten. Til sit fristed. Under Kristus-figuren, der beskuer Havana fra sin bakketop på modsatte side.

»Dette sted kender alle mine drømme og alle mine sorger. Her søger jeg til, når jeg vil være alene,« siger han

»Alle mine tanker kender han,« siger han og peger på den hvide statue bag sig.

»Og kun han ved, hvor mange kvinder jeg har haft med her op.«

På modsatte side bugten lever 2,2 millioner mennesker en kamp for at få tilværelsen til at hænge sammen. Jose Maria peger.

»Jeg ser en by, der vil ændre sig dramatisk i fremtiden, og det er ikke sikkert, det er til det bedre,« siger han og får tårer i øjnene.

»Byen taler til mig. Den beder mig om noget. Den beder mig gøre noget for den. Dette sted er det sidste, jeg vil besøge, den dag jeg forlader Havana.«

Natten falder hurtigt over den patinerede cubanske perle. Dayami vugger sin krop ad Calle Oficios mod Frans af Asisi Plads. Den korte nederdel dækker kun lige det vigtigste. Hun søger turisten, en sponsor for en dag.

Og om lidt vil også hun være tvunget ned på knæ.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Hudløse Havana (1)
Revolutionen var et perfekt manuskript. Desværre blev filmen ikke så god.
Foto: Lars Krabbe