Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Cigaren blev hans skæbne

Cigarerne er for Cuba, hvad vinen er for Frankrig. Vi går på jagt efter en god cigar.

Af JAKOB RUBIN, CHRISTIAN THYE-PETERSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 07-12-2003

Pinar del Rio

Cigaren er en tryllestav, der har magt over tiden selv. Den sletter vor tids rastløse elektroniske zapperkultur og erstatter den med fortidens majestætiske dønninger.


Cigaren blev hans skæbne (1)
Så du røgenFermin Breijo nyder en cigar, mens han venter på, at tobaksavler Rosario Cabreras kone Eloina Garcia laver kaffe til ham og de andre tobaksarbejdere i marken.
Foto: LARS KRABBE

Ordene er desværre ikke vores, vi låner dem til lejligheden af den norske forfatter og inkarnerede cigarryger Torgrim Eggen, der skriver sådan i sin bog "Duften af Havana" - en dannelsesrejse i cigarens kulturhistorie på Cuba.

Vi forstår, hvad han mener.

For her på øen, hvor vi ser tempoet tilpasse sig varmen og livet, er cigarer mere end nænsomt håndrullet tobak med en længde varierende fra 140 mm til 200 mm.

Her er cigarer en passion. Bygget på en kultur og tradition, der rækker flere hundrede år tilbage i tiden.

Cigarer er for Cuba, hvad vin er for Frankrig. Cigarer er en afgørende del af landets økonomi - sammen med turisme en fundamental indtægtskilde for en tørlagt statskasse. For Cuba er cigarer et satsningsområde.

For Rosario Cabreras er de selve tilværelsen.

»Jeg blev født på min mark. Tobak har været en tradition i min familie og her i mit hjem altid,« siger han.


Cigaren blev hans skæbne (3)
PlovmandRosario Babrera pløjer jorden, så hans medarbejdere kan plante stiklinger på tobaksmarken.
Foto: LARS KRABBE

Vi møder ham, hvor tobakken til de verdensberømte cigarer bliver til, på hans mark i provinsen Pinar del Rio. Dagene er varme her og nætterne kølige. Klimaet er så velegnet til at dyrke tobak, at 75 procent - og de bedste - af Cubas cigarer bliver produceret i Pinar del Rio

I dag er det varmt.

Vi lemper Folkevognen forbi et hul og lister den over en stenformation, der stikker op fra jordvejen, vi drejer til venstre og ser Rosario Cabreras mintgrønne stenhus. Han selv er i marken. Bag sin oksekærre trækker han plovfure efter plovfure, mens fire hjælpere planter stiklingerne til det, der engang kan blive solgt dyrt under navne som Cohibas, Montecristo og Romeo y Julieta. Nogle cigarer går for over 100 kroner stykket.

Rosario Cabreras ansigt under stråhatten fortæller om et liv levet under solen. De plettede, grønne bukser og den skjoldede skjorte om hårdt arbejde, vel udført. Han har bare tæer i nedslidte gummisko, hvor lilletåen stikker ud fra et hul i den venstre.

Lange arbejdsdage
Rosario Cabreras fylder 71 år om 23 dage, fortæller han, og livet med konen, de tre børn og ni børnebørn, livet i tobaksmarkerne, er det liv han kender til.

Han er tilfreds, siger han.

»Alt afhængig af, hvad afgrøden kræver, står jeg op klokken fire, fem, seks eller syv, og så arbejder jeg, til det bliver mørkt.«

Og han fortsætter med at fortælle. Om de seks vigtige bestanddele, der er i hver tobaksplante, om forskellen på de planter, der dyrkes i løbet af 90 dage under solen og de, der dyrkes overdækket på 75 dage.

De har hver deres kvaliteter, men skal bruges i de samme cigarer.

Og han fortæller om, hvor vigtigt vejret er, og hvordan orkanen Isidore i september sidste år raserede hans marker og ødelagde hans søns og datters huse. Men det er okay nu, siger han, regeringen hjælper med at bygge dem op igen. Om end det endnu ikke er sket.

Kendsgerningen er, at Rosario Cabreras kunne tjene mange flere penge på de 170.000 pund tobak, han producerer hvert år, hvis Cuba hyldede de frie markedskræfter. Han får 80.000 cubanske pesos for sin produktion - den officielle kurs er 26 pesos for en dollar. Og når en cigar kan sælges for mere end 100 kroner, er det ikke svært at se ubalancen.

Alligevel er det bedre, end det var tidligere, fortæller Rosario Cabreras.


Cigaren blev hans skæbne (2)
Seriøse bladeTobaksavler Rosario Cabrera med en favnfuld tørrede tobaksblade.
Foto: LARS KRABBE

Ændringen til det bedre skete, da Fidel Castro øgede incitamentet til at arbejde hårdt i markerne for at rette op på det stadig mere forarmede land.

Den cubanske stat sætter ganske vist stadig prisen på tobak og tager en kolossal avance, men i modsætning til tidligere får tobaksbønderne nu penge i forhold til, hvor meget de producerer. Og nogle af pengene bliver udbetalt i dollars.

»Jeg får dollars fire gange om året, og før ændringerne fik jeg 40 pesos for 100 pund tobaksblade, nu får jeg 400 pesos for det samme. Jeg ønsker ikke at lave om på systemet. I dag ved jeg, at så snart min tobak er færdig, så er den solgt til regeringen.«

I det hele taget kan Rosario Cabreras ikke forholde sig til tanken om en anden tilværelse.

»Jeg kunne ikke forestille mig et andet liv, for jeg er forelsket i cigarer. Det første jeg gør hver morgen, når jeg står op, er at gå ud for at nyde mine planter, og se hvordan de har det. Jeg elsker dem, som var de en kvinde.«

Fabrikken i Havana
Den gamle tobaksfarmer viser os nogle af sine blade, og vi fascineres af deres duft, deres sejhed og smidighed. Vi takker ham for hans tid, og drager videre på sporet af den gode cigar.

Nærmere bestemt til Havana, hvor vi vil besøge en af landets største cigarfabrikker.

Undervejs læser vi mere om de mange historier og myter, der knytter sig til Cubas håndrullede nationalsymbol.

For eksempel historien om, hvordan cigarelsekeren John F. Kennedy i 1961 bad sin betroede medarbejder Pierre Sallinger om at skaffe et parti cubanske H. Upmann af petit-corona størrelse, som præsidenten foretrak. Da 1200 cigarer var hjemkøbt til Det Hvide Hus, underskrev Kennedy det endelige dokument om USA's embargo af cubanske varer, som har været håndhævet siden.

Eller historien om El Commandante y Jefe, Fidel Castro, der kort tid efter - i 1962 - fik sin egen cigar. En 20-årig cigarruller ved navn Eduardo Rivero fremstillede sine private cigarer, som han en dag forærede en ven et par stykker af. Vennen var tilfældigvis livvagt for Castro, der indsnusede duften under en køretur. Rivero blev omgående ansat som personlig leverandør til Castro, der måske allerede på det tidspunkt frygtede, at den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, ville tage livet af ham med en forgiftet eller eksplosiv cigar.

Den 26. august 1986 var en tung dag for tobaksindustrien på Cuba. Fidel Castro holdt op med at ryge, den imagebevidste karismatiker ville ikke forbindes med noget usundt, og der findes ældre cubanere, som mener, at øens virkelige problemer begyndte den dag, Castro slukkede cigaren.

Tjah.

I mellemtiden er vi nået frem til tobaksfabrikken Romeo y Julieta midt i Havana. Her bliver Cubas fremmeste eksportvare gjort færdig, og vi går - efter langvarig parlamenteren om, hvad vi må og ikke må - gennem portene.

Op ad den brede trappe og ind i et beskedent, varmt rum, hvor den sødlige duft af tobak hænger tungt over en snes kvinder og en enkelt mand, der sorterer tobaksbladene på deres bare, brune lår. De strækker bladene, stabler dem og tester dem. Her bliver tobakken sorteret efter farve og kvalitet og sendt videre i huset.

På Romeo y Juliette laver 700 ansatte 25.000 cigarer om dagen, 7 millioner om året - den har eksisteret siden 1845.

Nyheder til arbejdet
Vi forlader kvinderne, der stabler tobak på lårene, og fortsætter op i to kæmpehaller, der ligger parallelt med hinanden. Hallerne er omkring 70 meter lange. De er forbundet i den ene ende af en scene, hvorfra der hver morgen under kontrafejer af Fidel Castro og Che Guevara læses nyheder op fra statsavisen Granma.

Midt på dagen bliver der læst op fra bøger eller noveller, og sidst på dagen spilles der - som nu - musik.

Alt sammen for at få arbejdet for de 360 "rullere" til at glide nemmere. For at hjælpe dem med at nå den - af staten - fastlagte produktion.

De sidder side om side, række for række, ved gamle træborde under guirlander med cubanske flag og udøver deres håndværk. De ruller, folder og skærer under skæret fra lysstofrør.

Vi ser, at "rullerne" stabler tobaksblade i fire bunker og får at vide, at det er, fordi nogle er gode for konsistensen, nogle for aromaen, nogle for styrken - og andre er ideelle til at binde cigaren sammen. Alle fire blade skal bruges i en cigar, og de findes i stærkt varierende kvalitet.

Vi forstår ikke alt, men vores guide, Carlos, gør os begribeligt, at det ikke er en simpel ting at fremstille en cigar. Og prisen er derefter i den eksklusive forretning, der ligger i tilknytning til fabrikken.

Billige cigarer
På gaden møder vi Paulo Martinez, 18 år og cigarmager, på vej hjem.

»I dag har jeg lavet 105 Degustados, så jeg har nået mit mål. Og lidt over. Jeg elsker cigarer, og jeg elsker at ryge dem.«

På vej ud bliver vi mere end én gang diskret prikket på skulderen af en cubaner, der vil sælge os en cigar til langt under prisen i den statsautoriserede forretning, og dermed finder vi i hvert fald to ting bevist:

Markedskræfterne, den fri prisdannelse og det private initiativ er ikke sådan at holde nede.

Og den cubanske cigar er en uovertruffen handelsvare, noget helt særligt i Cuba.

»Der er ikke nogen stedfortræder for vores tobak noget sted i verden. Det er lettere at lave god cognac end at opnå den cubanske tobaks kvalitet. Det skyldes jorden, mikroklimaet og andre naturlige faktorer, det er et af de privilegier, som naturen gav vores ø.«

Ordene er ikke vores, vi har lånt dem af Fidel Castro. Her er cigarer en passion. Bygget på en kultur og tradition, der rækker flere hundrede år tilbage i tiden.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten