Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Den gamle mand og fyrtårnet

Cubas vestligste punkt, naturreservatet Guanahacabibes, er hjemsted for sjældne dyr, en mand i et tårn og den yderste fingerspids af et totalitært system.

Af JAKOB RUBIN, CHRISTIAN THYE-PETERSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 05-12-2003

Guanahacabibes

Leguaner soler sig på den kridhvide sandvej. Dukker en bil op, lusker de fortørnede ind i mangroven. Den dag skete det tre gange.

Cubas vestligste punkt ligger på spidsen af en øde landtange af koralklipper, jungle og mangrove. Og krystalblåt hav. Efter at nogle fiskerfamilier blev forflyttet engang i 1980'erne, blev stedet helt og holdent dedikeret naturen.


Den gamle mand og fyrtårnet (1)
Luiz Denis passer fyret på Cubas vestligste punkt for enden af halvøen Guanahacabibes. Det er et ensom job, men så har han dyrene, klipperne og havet.

Guanahacabibes Naturreservat begynder, hvor den hullede asfaltvej ophører. Når vagtmanden trækker sin rustne jernbom ned - og atter slumrer i sit flossede bilsæde - er man gæst i en verden af dyr og planter. Meterlange leguaner, kæmpekrabber, krokodiller, jutía'er, fugle, koraler, kalkungribbe og vilde svin stirrer på en fra vildnissets gemmesteder. Mange af Guanahacabibes' hundreder af dyre- og plantearter eksisterer kun dette sted.

For biologer og botanikere er landtangen en perle uden lige i Caribien. For JP Explorer det naturlige startsted for ekspeditionen: Cubas vestligste punkt.

På himlen ledsages vintersolen af sejlende snehvide skyer. Luften er 26 og en halv grader.

Vi kører ad den snoede sandvej med en følelse af at være kørt ud af Cuba.

Store naturreservater
Opfattelsen af Fidel Castros enevælde som et virvar af faldefærdig industri, horder af musikanter, cigarer og indladende kvinder får en ny facet. Cuba er en økologisk forpost. Over en femtedel af landets 111.000 kvadratkilometer er udlagt som naturreservater med et righoldigt indhold, der lokker forskere til fra nær og fjern.

En jutía - den pjuskede, katteagtige gnaver - piler over sandet på jagt efter frugter og kerner. Sandvejen bliver til koralklipper. Mangroven bliver til klippeørken. Naturen ændrer sig gang på gang i Guanahacabibes, og blandt andet derfor er området ekstraordinært.

57 kilometer tager flere timer at tilbagelægge. Mod enden af landtangen kommer havet frem. Det Caribiske Hav møder Den Mexicanske Golf. Vand så langt øjet rækker. Pelikaner fisker i kimingen, hvor synet flimrer, og himmel og hav bliver til ét i sollyset.

Dér ligger fyrtårnet. I det er en gammel mand. Tårnet hedder "Roncali" og har siden 1849 klaret skærene for skibstrafik fra hele verden.

Roncalis lyskegle orienterer skibe på deres ruter fra Nordamerikas østkyst til Sydamerika og Panama-kanalen, fra Europa til Mexico og Centralamerika for ikke at tale om Østasien. Den tomme, uendelige horisont ud for Guanahacabibes er et maritimt knudepunkt.

Luiz Denis åbner døren til fyret efter en del bank. Hans krop er indtørret og brun som en cigar af den salte vind og skarpe sol. I 16 år har hans tilværelse været Roncali. I 62 år har Guanahacabibes været hans verden på nær de år, han passede fyret ved indsejlingen til Havana.

Intet er ham mere kærkomment end at tage imod og svare på spørgsmål. Det er ikke hver dag, der kommer gæster i hans tårn, måske ikke engang hver måned.

»Hver dag kl. seks«
»Roncali er mit liv. Det skal passes og tændes hver eftermiddag på slaget seks,« siger han med den sikkerhed, det giver at være en del af naturens kredsløb.

»Lyset er af fransk fabrikat. Det blev installeret i 1955 og fungerer manuelt,« forklarer han med synlig stolthed.

Luiz' øjne har mistet deres klarhed. Alderen har gnavet hårdere på ham end nødvendig, det ensomme liv er ikke altid let. Hans kone rejste til Miami i Florida med deres to børn i 1985. Da jobbet blev ledigt i hans hjemstavns fyrtårn, tog han det.

»Ensomheden kan være svær,« siger han. »Når jeg føler den stærkest, støtter mine venner mig. Dyrene, klipperne og havet.«

Luiz ser mod horisonten. Som længtes han efter den. At kunne leve sit liv i et fyrtårn på den yderste spids af en caribisk landtange ved navn Kap San Antonio kræver styrke og kræfter, der kan holde en fast.

»Mit forhold til Guanahacabibes er spirituelt. Jeg er vokset op her. Her levede mine forfædre deres liv. Her døde de,« siger han.


Den gamle mand og fyrtårnet (2)
"Cubanerne er splittede. Der er dem, som endnu forsvarer revolutionen, og dem, som ikke længerer tror på den," siger Luiz Denis i sit fyrtårn.

Nogle gange om året tager Luiz Denis væk. Måske til nogle slægtninge i Havana 280 kilometer væk, eller til en af småbyerne tættere ved. Det bliver sjældnere. Hans sjæl er groet fast.

Fyrpasseren har aldrig fri, og dog næsten altid. I fritiden går han ned ad skrænten til klipperne på pynten og kaster sin stang i havet. Fiskene steger han i et lille køkken i et stenhus i nærheden. Det er lige så gammelt som tårnet.

Fra toppen kan Luiz kigge mod land. Havet slår med mellemrum buer mod Guanahacabibes og bliver til laguner, bugte og naturlige havne. Området har en særlig hemmelighed. Det var her, nogle af Caribiens mest berygtede pirater holdt til. Og Luiz er direkte efterkommer af dem.

Piraternes efterkommere kendes på deres efternavne. De fleste kom fra Galicien og bar navne som Cortéz og Martinez, men også Luiz' efternavn, Denis, stammer fra dengang, piraterne gemte sig i Guanahacabibes' velegnede og frugtbare ødemark.

Piraterne
Luiz kan alle stedernes historie. De lokale i området kender ham som fortæller af pirathistorier.

»Han elsker at fortælle dem. De handler om hans egne forfædre,« som en af indbyggerne i La Bajada, den sidste by før Guanahacabibes, bagefter fortalte os.

Guanahacabibes' bugte har alle navne. "Franskmanden" hedder en. "Den Druknede" hedder en anden. En tredie "El Cajon" - Kisten - og en fjerde "Tykke Maria". Det var her, en buttet venezuelansk skønjomfru blev sat i land af pirater og indledte sig på bordeldrift, hvilket hun ifølge legenden var så god til, at hun blev berømt i hele Caribien.

På denne dag, den 2. december, for nøjagtig 47 år siden gik Fidel Castro, Che Guevara og deres flok af revolutionære i land fra deres båd "Granma" et sted som dette, blot i den modsatte ende af Cuba i de øde Sierra Maestra bjerge.

Da rebellerne triumferede nytårsaften to år senere, og diktatoren Fulgencio Batista flygtede med sine kufferter fulde af millioner af dollars, var den 18-årige Luiz euforisk som så mange andre.

»Det var utrolige år«
»Det var nogle utrolige år i 59, 60, 61 og 62. Vi var som berusede. Tiden var fantastisk, men siden er der sket meget. Økonomiske problemer har ødelagt Cuba,« siger han og nævner den 43 år gamle amerikanske blokade.

Han sidder i sit fyrtårns operationsrum og snakker sig varm. Emnet bliver politik og Cuba, og ikke alt, han siger, er positivt. Øen befinder sig i en frontalkrig med to fronter. En ydre og en indre, hævder Luiz.

»Internt er cubanerne splittede. Der er dem, som endnu forsvarer revolutionen. Og dem, som ikke længere tror på den,« siger han.

Næppe har han sagt, at Cuba er nødt til at lukke kapitalismen ind for at få løst landets problemer, før en militærmand i grøn uniform og kasket står halvt oppe af trappen. Han kalder Luiz hen til døren.

Vagtposten, vi så på den interimistiske militærpost et stykke borte, har åbenbart spottet os i sin kikkert. Beskeden fra militærmanden er klar. Luiz bør ikke konversere længere med udlændingene.

Den gamle mands ansigtsudtryk har ændret sig, da han siger, besøget må stoppe. End ikke i sin ensomhed har han fred.

»Disse mennesker.«

Pause.

»Vi kalder dem informanter.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten