Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Cuba på stop - nonstop

Mennesketransport i et land med en infrastruktur i ruiner er en daglig pinsel for Cubas 11 millioner indbyggere. For lægen, der skal operere på et fjerntliggende hospital, den studerende fra landsbyen og alle andre, der skal et sted hen. Løsningen er tomlen i vejret.

Af JAKOB RUBIN, CHRISTIAN THYE-PEDERSEN OG LARS KRABBE (foto)
Publiceret 02-12-2003

Havana

Så kom bussen heller ikke den dag, og det er længe siden, den gjorde det, så længe at Yoandra for længst har opgivet den.

Hun står ved vejkanten langs Quinta Avenida i Havanas vestlige udkant, mens en koksgrå himmel åbner for endnu en kortvarig kaskade af troperegn.

Indbyggerne i Cubas hovedstad finder hjemad efter arbejdsdagen. I pytterne foran Yoandra passerer en ujævn strøm af ramponerede 50'er dollargrin, rustne Lada'er og osende lastvogne, stuvet med mennesker både for og bag.

Yoandra rækker sin arm frem og vifter de forbikørende ind til siden. Forgæves. Ved hendes side står konkurrenterne tæt; unge, gamle, skolebørn, bønder og kvinder i stramme bukser med maven bar. Alle skal et sted hen, men vognene på Quinta Avenida er for længst fyldt. Transporttid i Cuba er ikke kvalitetstid.


Cuba på stop - nonstop (1)
Godt oppe at køreEl Moro taler højt og fantasifuldt, men fører Explorerholdet frem til en af Cubas kendte tobaksproducenter.
Foto: Lars Krabbe

Økonomisk undtagelsestilstand
Engang fungerede infrastrukturen på øen. Det var dengang, man havde venner. Den gavmilde onkel i Sovjetunionen leverede olie til dumpingpris og købte rørsukker til overpris. Således hang økonomien sammen, og landet kørte mere eller mindre rundt - i bogstaveligste forstand.

Da giganten i øst styrtede i grus, forlod hovedparten af dens vasalstater hurtigt den kommunistiske blindgyde. Men Cuba blev.

Konsekvensen af uden varsel at miste en fast milliardstøtte var et økonomisk ragnarok og en såkaldt período especial, en speciel periode erklæret af Fidel Castro, som bad borgerne være klar til at yde nye ofre.

Mest af alt minder situationen i det post-sovjetiske Cuba om økonomisk undtagelsestilstand. Langs landets landeveje ses alt for tydeligt, hvilken pris Cubas befolkning betaler for den socialistiske revolutions overlevelse.

En bilfuld blaffere
At eje eget køretøj er en luksus for de få. Resten må gennem daglige pinsler for at komme fra sted til sted. Yoandra var blandt de heldige at komme hjem før mørkets frembrud, da Explorer-vognen holdt ind til siden.

Førstedagen af julemånedens ekspedition til Cuba kunne passende bruges til et forsøg på at beskrive dagligdagen for den menige cubaner ved at fylde bilen med så mange blaffere som muligt og komme i snak med dem. Når vi nu alligevel skulle tværs gennem den vestlige ende af landet.

Yoandra satte sig ind. En genert, buttet, mørk kvinde, hvis skæve øjne - måske nedarvet fra en af de 150.000 kinesere, der kom til Cuba i 1840'erne og 1920'erne - hurtigt faldt på vingummipakken mellem forsæderne.

»Der kan gå timer, før der kommer en guagua,« siger hun og henviser til den særlige cubanske busart, en firkantet kasse af jern, uden affjedring i moderne forstand, med upolstrede sæder, manglende ruder og komplet uforudsigelig fartplan.

Yoandra læser til computertekniker i Havana og mangler et år af sin uddannelse. Hun har knap 15 kilometer til og fra Cangrejeras, og det er længe siden, der sidst kom en guagua på et passende tidspunkt.

Hun blaffer hver dag. I lighed med hundredtusinder af andre cubanere. Som studerende modtager hun et beløb om måneden af staten, men omregnet til danske kroner er det ikke mere end nogle kroner om ugen. På skolen serveres der varm frokost for en peso, under 25 øre.

Og bagefter når uddannelsen er taget?

»Jeg håber på et job. Computerteknikere har svært ved at få arbejde inden for deres profession. Men noget andet måske,« siger hun. Blikket siger alt. Arbejdet er ikke så vigtigt. Cubanere som 20-årige Yoandra nærer ikke de store forhåbninger om fremtiden.

Med et lager af vingummi i hånden står hun af et sted uden umiddelbart synlige huse. Skal vist op ad en sti. Men vi behøver ikke undvære selskab længe. Denne gang springer to unge kvinder på, klædt ud til ballade trods det tidlige tidspunkt.

De skal hjem til den ene. De studerer engelsk, siger de, men ingen af dem kan sige en sætning på yankiernes sprog.

De vil med til vores destination, Cubas vestligste punkt i naturreservatet Guanahacabibes, men da vi afviser, står de af efter en kilometer eller to. Samtale blev det ikke til meget af. Deres mund var proppet med vingummi fra det sekund, de så æsken.


Cuba på stop - nonstop (2)
MorgenskylleTropisk regnvejr i Havana.
Foto: Lars Krabbe

Ingen penge, alt betalt
Atter alene, men ikke længe. "El Moro" Perez er vor næste gæst. Den 19-årige agronom, der oplyser, at han har betroet arbejde som ingeniør i tobaksindustrien hos den legendariske tobaksproducent don Alejandro Robaina, står i en klynge blaffere under en bro på motorvejen Havana-Pinar del Rio og er den første, der kommer løbende, da vi gør holdt ved et naturtoilet.

El Moro sætter sig, får en vingummi og begynder at tale meget højt. Hans historie skulle vise sig temmelig fantasifuld. Jo, hans liv er godt, siger han, men månedslønnen på 280 pesos er svær at leve af.

Man tror ham, når man ved, at den svarer til 70 kroner. Til gengæld har han ikke mange udgifter. Hans hjem er gratis, strøm og telefon er kraftigt subsidieret, han får varm mad på arbejdet, og der er dagligt læger tilknyttet tobaksplantagen. Er der det mindste galt, får man en undersøgelse.

Cuba har et sundhedssystem, der roses over store dele af verden, og den 19-årige el Moro føler sig godt tilpas i Cuba, så godt, at han inviterer på en kop kaffe med Don Robaina - hans ven.

Han forklarer, at for ham er Miami i USA ikke drømmenes mål. El Moro bliver på Cuba. Det er problematisk, men det er der meget andet, der også er, siger han.

Vi kører en omvej. 15 kilometer syd for Pinar del Rio svinger vi ind ad en grusvej. Vi drejer flere gange. Med ét holder vi foran en af Cubas store cigarproducenter, da vores vens indflydelse åbenbart ophører brat. Jernlågen er lukket og don Robaina gået, men en forbipasserende præsenterer sig som don Robainas nevø.

Lågen går op, og vi står på gårdspladsen foran den 84-årige legendes hus, en ydmyg villa i gasbetonsten. Vor ven, El Moro, bedes holde sig uden for porten. Nevøen Juan forklarer, at der er sket en del tyverier på det seneste.


Cuba på stop - nonstop (1)
Den 84-årige cigarproducent Don Robaina foran sin første bil, en Ford fra 1936, der stadig kan køre, men ikke bruges, da han mener, at den bruger for meget benzin.
Foto: Lars Krabbe

Og han er ikke don Robainas ven, forsikrer Juan. Minutter senere står vi over for Don Robaina i stråhat med en frisktændt, hjemmerullet cigar i det rynkede ansigt.

El Moro står på afstand og kigger. På grund af hans ord er vi tæt på at køre ganske forgæves. Men som Carlos, Juan og Felix, som vi også havde med oppe at køre denne eftermiddag, var El Moro uerstattelig som vejviser.

Vejskiltning bedrives på det nærmeste ikke i Cuba. Uden lokalkendskab ligger risikoen for at køre forkert på nøjagtig 100 procent. El Moro og vores øvrige blaffere var ikke kun kilder til denne historie. De var også fortrinlige guider.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel