Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Cuba på langs

JP Explorer sætter af mod den trodsige ø i Caribien. Med en aldrende Fidel Castro i spidsen er Cuba en anakronisme i verdenshistorien. Så lille en ø med så stor rolle kan være svær at forstå. Myterne er mange: Bugner øen af læger? Elsker cubanerne Fidel? Er det sidste time før sammenbruddet? I tre uger gør vi Cuba - fra vest til øst.

Af JAKOB RUBIN og CHRISTIAN THYE-PETERSEN
Publiceret 29-11-2003

Cuba lanza, siger man i Latinamerika.

Et spansk ordspil med dobbelt betydning, endda på dansk:
Cuba lancerer, Cuba balancerer.

Indholdet rammer plet med hensyn til to facetter af den cubanske virkelighed.

Nemlig at Cuba har lanceret en social udvikling, der på mange måder har gjort østaten til et foregangsland i den latinamerikanske verden.

Men også at Fidel Castros regime balancerer på afgrundens rand.
Cubas fremtid er uvis. Hvilket den for så vidt altid har været.


Cuba på langs (1)
Cuba er kendt for sine gode cigarerher nyder en cowboy en rygepause.
Foto: Jakob Rubin

En tredje facet er ikke indeholdt i de to ord, der indledte denne artikel.
Cuba glemmer nemlig at afbalancere. Den trodsige caribiske ø har i løbet af de 44 år, der er gået, efter at Fidel Castro og hans flok af oprørere gennemførte revolutionen mod diktatoren Fulgencio Batista, fået slagside.

Det cubanske system er et etpartisystem. Pendulet svinger ikke fra side til side, men læner sig op af magthaverne. Den, som søger at lægge lodder på demokratiets tomme vægtskål, gøres tavs.

Det cubanske folk har ikke frihed.

Til gengæld har de så meget andet, lyder styrets forsvar.

Hvilket leder til en fjerde facet: Cubas pulserende liv.

Både menneskeligt og socialt er øen i en klasse for sig selv, hvilket kun besværliggør forståelsen yderligere.

Caribiens største øs 11 millioner mennesker er nemlig ikke som borgerne, vi kendte fra verdens øvrige lukkede kommunistiske lande; de sure østtyskere, de kolde russere, pompøst uniformerede mænd og kvinder i Østblokken, Nordkorea, Kina og de ensrettede, håndsky befolkninger i verdens andre diktaturer. Cubanerne sprudler af smittende energi og kulturel rigdom.

Uddannelses- og sundhedsmæssigt indtager Cuba førstepladsen i Latinamerika. Kulturelt er Cuba et overflødighedshorn af musik, dans og kunst.

Cuba anno 2003 er fortællingen om et land med en historie, de fleste på et eller andet tidspunkt har hørt om og ladet sig fascinere af.

Fidel Castro, Cubas 77-årige leder, er nok en af klodens fem bedst kendte nulevende personer i selskab med paven, Pele og Osama bin Laden.

Han er et idol for generationen fra 60'erne, 70'erne og 80'erne, der troede på en socialistisk verden. De fleste vælger at huske ham for hans revolution og for at trodse USA og lukker øjnene for øens brud på menneskerettighederne.


Cuba på langs (3)
En cubansk landarbejder i gang med dagens arbejde.
Foto: Jakob Rubin

Det ny årtusinde skulle have været indledningen til øget international accept af Cuba.

Sådan gik det ikke. Tværtimod.

Cubas venner er i dag færre end for blot fem år siden.

Tålmodigheden med Fidel Castros enevældige etpartisstyre er ved at være opbrugt. Den goodwill, som landets sociale succes har givet, og som placerer Cuba som næstbedst blandt Latinamerikas 33 nationer på FN's index over 'Menneskelig Udvikling', er tæt på opbrugt.

Og begivenheder tidligere på året gjorde for alvor Cubas vej ud i verden vanskelig.

Mens alle øjne var rettet mod Irak, foretog de cubanske myndigheder et anslag mod landets systemkritikere.

Fidel Castro havde muligvis kalkuleret med, at tre bådkaprere og 75 systemkritikere ville synes ubetydelige i forhold til den eskalerende konflikt i Irak, hvor amerikanske og britiske tropper tromlede af sted mod Bagdad.

Eller måske var Fidel Castro ligeglad.

De tre bådkaprere blev skudt ved morgengry den 11. april - blot tre dage efter, at de var dømt skyldige i at have kidnappet en færge og forsøgt at komme til USA.

Systemkritikerne blev idømt langvarige fængselsstraffe for at samarbejde med USA, Cubas kroniske ærkefjende.

Den portugisiske forfatter, nobelprisvinder og kendte Cuba-støtte, José Saramago, udtrykte sin vrede i den spanske avis, EL Pais, da han kommenterede henrettelsen af bådkaprerne:
»Cuba har ikke vundet en heroisk sejr ved at henrette disse tre mænd, men Cuba har mistet min tillid, ødelagt mine forhåbninger og frarøvet mig mine illusioner.«

At USA betragtede begivenheden som endnu en retfærdiggørelse for den 40 år gamle blokade og udfrysning af cubansk økonomi, var ikke overraskende. Skiftende amerikanske regeringer har fra den cubanske revolutions begyndelse forsøgt at bekæmpe Fidel Castros socialistiske værk gennem et utal af CIA-støttede mordforsøg, den mislykkede invasion i Svinebugten i 1962 og med rækken af amerikanske love, der blandt andet tillader at straffe amerikanske og udenlandske selskaber i USA, der handler med Cuba.

Den langvarige amerikanske blokade, der i FN-forsamlingen gentagne gange er blevet fordømt af 99 procent af det internationale samfund, vurderes at have kostet Cuba 72 mia dollars.

Med blokaden er øen afskåret fra dens naturlige marked i USA blot 160 kilometer mod nord. Også Cubas adgang til Internettet og internationale telefonsystemer er begrænset.

Værre for Cuba var måske, at det ellers relativt positive forhold til EU også led af konsekvenserne af det cubanske nedslag på anderledes tænkende.

Cubas ansøgning om at blive en del af den såkaldte Cotonou-aftale om udvikling og bistand blev således stillet i bero.

Udadtil tøver Fidel Castro imidlertid ikke. Mens resten af verden har skiftet rille, taler han stadig om socialistisk revolution.

Spørgsmålet er, hvad Cuba er i dag? Med det for øje sætter JP Explorer i den kommende uge af mod den 1250 kilometer lange krokodilleformede ø.

I en bil belæsset med teknisk udstyr, med åbne øjne og sind gennemkrydser vi øen og søger svarene fra cubanerne selv.

Er Fidel Castros stædige land i dag andet end en ideologisk anakronisme, et revolutionsmuseum, hvor man kan studere en svunden tid og en tabt sag?

Har Cuba en fremtid i sin nuværende form - afkoblet fra det globale økonomiske netværk?

Er cubanerne det sprudlende, livshungrende og rytmiske folk, vi hører om? Er 'El Comandante' en diktator som de øvrige, verden kun kender alt for godt?

I tre uger vil vi forsøge at afdække »Cuba mellem vest og øst« i verdenspolitisk forstand - og i geografisk.

Med afsæt i det fabelagtige naturreservat Guanahacabibes i øst, kører vi til tobaksregionen og gennem den overvældende hovedstad, Havana, mod vest for at slutte, hvor det hele begyndte: I Baracoa, hvor Columbus for første gang satte sin fod i 1492.

Men vi begynder i Danmark.

Syv-otte huse ned ad Carolinesvej i Hellerup bor en mand, der tror på Cubas fremtid.
Landets chargé d'affaires, Pedro Pablo Prada, tager imod i villaens diplomatisk indrettede stuer.

Vi spørger ham under vores timelange samtale om meningen med forårets anholdelser af systemkritikere.

»Kendsgerningen er, at USA søger alle muligheder for at sætte det sidste angreb ind mod den cubanske revolution,« siger Pedro Pablo.
»De anholdte var involveret i undergravende aktiviteter, støttet og betalt af grupper i USA. Det er svært for mig at forstå, hvorfor flere lande har så svært ved at acceptere anholdelserne, når de selv har tilsvarende love for at beskytte sig.«

Pedro Pablo forklarer, at diskussionen handler om, hvorvidt Cuba har ret til selv at bestemme, hvilket politisk, socialt og økonomisk system, man ønsker.

»Har vi den ret, eller ej? Skal den ret respekteres? Eller ej,« spørger han.

Ville cubanerne vælge et andet system, hvis de havde frie valg, vil vi vide.

Pedro Pablo svarer, at man kan vende spørgsmålet om.

»Vi havde sådan et samfund før revolutionen, men det slog fejl. Den type demokrati virker ikke i Cuba. Vi forsøger at skabe et nyt samfund. Før revolutionen var Cuba en stor privat virksomhed, der var fuldstændig afhængig af USA og delvist styret af mafiaen, hvilket for længst er bevist. Det ønsker vi ikke igen,« siger han.

Pedro Pablo Prada smiler og giver ordene liv med gestikuleren.
»Vi forsøgte at ændre den dagsorden. Vi ved, at vi har begået fejl, for ingen kan skabe forandring uden at begå fejl. Men man kan være sikker på, at vi altid gør vores bedste for at sikre cubanernes rettigheder.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel