Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Om tog, fly og biler

Det blev gjort i den bedst tænkelige mening og med udsøgt smag. Det må jeg erkende. Men resultatet er ikke desto mindre, at JP Explorerhold står midt i sin første konflikt.

Af JAKOB RUBIN, CHRISTIAN THYE-PETERSEN og LARS KRABBE

Publiceret 20-12-2003

Santiago

»Jeg har ordnet det hele,« sagde Jakob ellers i morges.

»Vi kan aflevere bilen i Santiago og flyve til Havana. Vi er der på en time. Det er endda billigere end at køre de 16 timer tilbage.«

Nu er flyskræk imidlertid ikke noget at spøge med, det ved Jakob godt, så han skyndte sig at tilføje: »Og du kan tage det roligt, Thye, det er helt nye fly. De andre er også med på den.«

Sjovt nok virkede det ikke beroligende overhovedet. Bare tanken om indenrigsflyvning i Cuba rangerer for mig på linje med at få byldepest.

Ingen trøst


Jeg søgte trøst i en af vores rejsehåndbøger, en klog lille bog, der selvfølgelig har et afsnit om cubansk indenrigsflyvning.

Nu skal jeg ikke gøre mig til aviationsekspert, men jeg er næsten et hundrede procent sikker på, at Antonov AN-24 og Fokker F 27 propelfly ikke er spor nye, og jeg mener heller ikke, at Discovery Channel for nylig har vist et program om det nye syvmileskridt for luftfarten, en Yakolev YAK-42 med plads til 120 passagerer.

For mig lyder disse navne mere som håndmalede og sammenklistrede levn fra hammeren og seglets store dage. Håndbogen hævdede endvidere, at de seks Fokker fly har været til salg, uden der blev fundet en kunde.

Værre kunne ikke tænkes, da vores rejseguidebog - meget pædagogisk - fortsatte med at opremse cubanske luftfartsulykker, før trumfen bliver sat ind med en oplysning om, at en internationalt flyorganisation kaldet www.airsafe.com placerer Cubana de Aviacion på bundpladsen som det flyselskab i Latinamerika med den højeste dødelighed blandt passagererne.

Og jeg tillader mig at gå ud fra som en selvfølge, at der ikke er tale om livsstilssygdomme.

Tanken om at tage bussen fra Santiago de Cuba til Havana havde ulmet i mig, og da Jakob indrømmede, at det med de nye fly var noget, han sagde for ikke at gøre mig urolig, brød den ud i lys lue.

Jeg mærkede det komme op i mig. Jeg gjorde det ikke. Aldrig i livet.

Lars, der ellers havde besluttet sig for at tage chancen i luften, begyndte også at overveje alternativerne, og i øvrigt mente han ikke, at det var forsvarligt at sende mig alene med bussen til Havana.

Splittet hold


Dermed er holdet splittet. I hvert fald for en tid.

Vi købte to billetter til bussen, mens DR's Peter og Jakob, der har talrige erfaringer med livsfarlige flyveture i Himalaya og Andesbjergene, tager luftvejen.

Lars og jeg ser frem til 14 timer i selskab med cubansk busfart. Og der skal jo også være nogen til at skrive om det, når de andre nu falder ned.

Gem eller send Logbog

Hvis du vil vide mere