Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Om mad

Det er morgen, klokken er otte, og udsigten over Trinidad storslået fra hotellet på bakketoppen. Jakob er i godt lune.

Af JAKOB RUBIN og CHRISTIAN THYE-PETERSEN

Publiceret 13-12-2003

Trinidad

»Jeg skal have en espresso,« siger han til tjeneren, anlægger sit mest latinske gavtyvesmil og tilføjer:

»Og den skal være varm og stærk - som mig.«

Således ansporet af eget vid, afventer Jakob tjenerens befippede reaktion, men falder sammen som en soufflé, da denne blot siger:

»Og lille?«


Om mad (1)
Jakob Rubin (th.) ønsker varm og stærk espresso. Her er det ganske vist ikke kaffe, der er på bordet.
Foto: Lars Krabbe

Turist-resort

I øvrigt er Jakob slet ikke vild med hotellet - et resort opstået i udkanten af Trinidad under turismens uundgåelige beslaglæggelse af den caribiske perle. Han hævder, at vi lige så godt kunne være i Europa - de eneste cubanere, vi møder, er de ansatte, og buffeten, siger Jakob (stærkt sekunderet af DR's Peter), må være kreeret af en bulgarsk kokkeelev.

Mens jeg slår ud bare ved tanken om at indtage noget mere eksotisk end Spaghetti Napolitane, kan Jakob slet ikke komme tæt nok på Cuba, cubanerne og deres køkken. Hvis han kunne, havde han under JP Explorer cubansk statsborgerskab og cubansk bopæl, spillede baseball og solgte falske cigarer på gadehjørnet.

Det er nu ikke altid af det onde, konstaterer vi, da vi sidder - mætte - hos Marbeli midt i Trinidad i en lille baggård under et avocadotræ.

Hendes mand er ved at sælge os nogle cigarer. Han ligner en charmerende blanding mellem en pizzabager på Nørrebro, der ikke svarer det helt vilde i skat, og en mand, der kunne sælge demokrati til Kim Il Jong.

Privat restaurant

For hvad er bedre end en god cigar efter et godt måltid. Og det er nøjagtigt, hvad vi er blevet beværtet med. Takket være Jakob, der gik langt for at undgå endnu et møde med buffeten.

På Trinidads toppede gader fandt Jakob en ung kvinde, der kendte det helt rigtige sted at spise. Nemlig en af Cubas mange små private restauranter, hvor familier rydder bordet for at tilberede mad til gæster.

Endnu et eksempel på den private driftighed, der trives i det statskontrollerede Cuba.

Overpris

Vi får lov at bestille hummer med ris og stegte bananer og en lige præcis tilpas stærk enchilado-sauce. Den unge pige render i byen og henter, hvad der mangler, Marbeli koger, hendes mand snitter salaten, og vi sidder i avocadotræets skygge.

Vi glemmer at aftale prisen på forhånd, så det løber op i 60 dollars, og det er dyrt efter de cubanske forhold.

Men maden var varm og stærk.

Gem eller send Logbog

Hvis du vil vide mere