Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Om at vade i berømtheder

Meget kan siges om planlægningens velsignelser og forbandelser. I sidste ende afgør held som regel forskellen på succes og fiasko. Således også for os, og fortsætter turen, som den er begyndt, kan de godt begynde at bestille buster af os til receptionen hjemme i Viby.

Af Jakob Rubin, Christian Thye-Petersen og Lars Krabbe

Publiceret 11-12-2003

Santa Clara

Heldet tilsmiler os fra morgen til aften. Vi nærmest vader ind i de berømtheder, vi kun kunne drømme om at møde. I aftes stod historiens måske største bokser gennem tiderne, sværvægteren Teófilo Stevenson (guld ved De Olympiske Lege i 1972, 1976 og 1980) og kukkelurede på Hotel Nacional, da vi tilfældigt kom forbi.

Varme håndtryk, gamle dreng, synd vi ikke har tid, ellers kunne vi lige gå et par runder, det bliver næste gang.

»He-he.« Store grin fra den frygtindgydende to meter høje kæmpe.


Om at vade i berømtheder (1)
Teofilo Stevenson tv. ved OL i Montreal i 1976 mod Mircea Simon fra Rumænien.
Foto: Nordfoto

Med os har vi nu en (signeret, naturligvis) ordre til hans familie i barndomsbyen Las Tunas om at yde os al ønskelig assistance til en reportage i byens boksecenter og hans barndomshjem.

»Og dér, SE!!!!,« skreg Jakob, da vi holdt foran et sportscenter, »det er Alberto Juantorena, verdens bedste mellemdistance-løber fra 1970'erne, hesten med de lange ben, der knuste al modstand, og hvis kendetegn var noget så usædvanligt som lange hvide strømper, trukket op til under knæet, og så afsted med skridt, ingen kunne følge.«

»Hey, Juantorena, hvem kommer først over til tanken,« udæskede Jakob og pegede på en benzinstation på den anden side af gaden.

Elendig undskyldning

Atletikstjernen, som selv børn som Jakob husker, turde ikke. Undskyldningen var elendig:

»Jeg løber stadig hurtig. Men kun korte afstande.«

Og så grinet.

Cubanere i alle aldre stimlede om berømthederne i begge tilfælde. Alle rørte og krammede, heltene er stadig 20 eller flere år efter, at deres karrierer stoppede, værdsat af alle. Ikke mindst for deres afvisning af de udenlandske milliontilbud og den erklærede kærlighed til Cuba og revolutionen.

Men det er en anden sag. I døråbningen til en spisestue i den verdensberømte kunstner Kcho's hjem stod ingen ringere end Fidel Castros yngste søn. En dræber af en børnelæge i smart tøj, med et udtryk man bare ved, kvinder ikke kan stå for. Og at man ikke selv har.

Afslappet livsstil

Vi er overrasket over mange ting her i Cuba, ikke blot den afslappede livsstil.

Vi havde regnet med vagtfolk og officielle observatører overalt, som i den gode gamle Østblok. Her er ingen af delene. Vi har øen for os selv. Og cubanerne, vi møder, er åbne og gæstfrie, trods deres fattigdom.

»Undskyld mig mit hjem. Jeg er fattig og kan ikke servere en kop kaffe for jer. Jeg har ingen,« sagde pensionisten Pedro inderligt beklagende, da vi besøgte ham i Svinebugten.

»Pedro, tro os, vi har sjældent følt os så velkomne, som her hos dig,« svarede vi med tårevædede hjerter.

Rige mennesker, der altid brokker sig. Fattige, der har overskud. Hvad sker der i denne verden?

Gem eller send Logbog

Hvis du vil vide mere