Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Kulturchok

Vi har kørt i fire dage, og samarbejdet på Explorer-holdet fungerer optimalt på nær, når det kommer til planlægning. Så peger temperamenterne hver sin vej.

Publiceret 06-12-2003

Havana

»Det er et større kulturchok at være sammen med dig end være i Cuba,« råber Thye.

Hans udbrud gælder Jakob, der i høj fart styrer vores bil ud ad den transcubanske Autopista for at nå et offentligt kontor i Havana, hvor vi skal have et dokument, vi aldrig i livet havde troet nødvendigt.

Autorisation til at fotografere en cigarmager! Hvem har måske hørt om det før?

Vi har kørt i fire dage, og samarbejdet på Explorer-holdet fungerer optimalt på nær, når det kommer til planlægning. Så peger temperamenterne hver sin vej.

Thye har behov for at kende skemaet for den kommende uge, mens Jakob ikke mener, det er relevant, når selv vores faste aftaler hele tiden bliver lavet om af cubanerne.


Kulturchok (1)
Chr. Thye gør sig store bekymringer om ekspeditionen, mens DRs Peter Wath, vor hjælper Jesus og Jakob Rubin tager tingene mere afslappet.
Foto: Lars Krabbe

»Lad os nu først se, om vi får tilladelse til cigarmageren, før vi beslutter os for, hvad vi skal bagefter,« siger han.

Thye derimod vil gerne kende plan B. Og C.

Lars gnækker omme på bagsædet.

»Hvis man tager alle de cigarer, der bliver lavet i Cuba på et år. Og stabler dem oven på hinanden, så vælter de helt sikkert. Åh, jeg elsker statistik.«

Han ser verden fra en morsom vinkel og lader journalister om at diskutere.

Thyes panderynker bliver blot dybere, da Jakob bedyrer, at det nok skal gå.

Jakob er med sine ti år i Latinamerika for længst blevet fortrolig med 'mañana-kulturen'. I den er stringent planlægning ikke mulig, og det passer ham glimrende.

Thye er en anden type - måske fordi han har boet fem år i Tyskland. Han går ind i sit arbejde, tænker konstant over det og bryder sig ikke om, at aftalerne ændres. Så skal han til at tænke forfra.

Latinsk levevis tærer på danske nerver, og i Cuba er det let at blive desperat, hvis ikke man antager en fatalistisk indstilling.

Fidel Castros verden er tilladelsernes paradis. Som udgangspunkt kan intet lade sig gøre, hvis man ikke i forvejen har været på dét kontor og så dét og dét og dét og fået et nusset stykke papir.

Og dog. Så er der jo det magiske. Det er også stedet, hvor det umulige kan lade sig gøre. Hvor mennesker bestemmer sig med følelserne og bryder regler lige så tit, som vi andre spiser leverpostej.

Tilbage i bilen råber Danmarks Radios Peter i sin mobiltelefon ad en cubansk turistagent. For tiende gang forsøger Juan Miguel at snakke sig uden om, at han ikke har de hotelværelser klar, vi for måneder siden bestilte og betalte.

Det er ikke pæne udtryk, der kommer deromme fra.

Peters vrede gav to resultater. Juan Miguel gjorde sit arbejde. Alle nætter resten af måneden ligger nu fast, som vi har ønsket det. Til gengæld ser han sig senere på dagen nødsaget til at tage sin chef med til mødet med os af frygt for et nyt raserianfald.

På det tidspunkt viser Jakobs erfaring sig værdifuld. Peter træder i baggrunden. Jakob tager sig af rejseagenterne, der er i fare for at gå i latinsk hårknude, hvilket betyder, at INTET NOGENSINDE VIL KUNNE LADE SIG GØRE.

»Hej, hvor er det godt at se jer. Undskyld al postyret. Det er et fantastisk hotel, I har skaffet.«

explorer@jp.dk

Gem eller send Logbog

Hvis du vil vide mere