Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Om mørke og Eumelia

Ole fra redaktionen er cubansk gift, så han ved, hvad han taler om. »Der er kun én ting I skal passe på i Cuba: Lad være at køre, når det er mørkt,« advarede han hjemme i Danmark for nogle dage siden.

Af JAKOB RUBIN og CHRISTIAN THYE-PETERSEN. Foto: LARS KRABBE

Publiceret 04-12-2003

Havana


Om mørke og Eumelia (1)
Explorers lystige skriversvende i de ydmyge redaktionslokaler i Eumelias køkken i San Juan y Martinez.
Foto: Lars Krabbe

Ordene vælter frem i min bevidsthed nogenlunde samtidig med, at en oksekærre med fire cubanere uden forvarsel invaderer mit synsfelt.

Det er JP Explorers første hele dag i Cuba, det er mørkt, og vi er - sjovt nok - ude og køre.

Lars "jeg er ikke så vild med at køre" Krabbe sidder på passagersædet, Jakob Rubin er placeret på bagsædet, hvor han interviewer blafferen El Moro - en 19-årig agronom beskæftiget i tobaksbranchen. DR's Explorermand, Peter, sidder i Havana, og jeg sidder med ansvaret for at undvige fire cubanere i en oksekærre.

Ole havde ret

Med hvide knoer konstaterer jeg, at bedste chance for at få øje på cubanske trafikanter i god tid er, hvis de har ild i cigaren. Cyklister, fodgængere og motoriserede køretøjer uden lys dukker op fra alle vinkler, så jeg føler mig på undvigemission i en meteorstorm.

Bedre bliver det ikke af, at El Moro fra sin plads bagi messer »come on, come on«. Og da han opdager, at tempoet ikke øges, og jeg har i sinde at fastholde min hovedrolle i en caribisk udgave af »Driving Miss Daisy«, ler han højt, slår mig på skulderen og udbryder hånligt »Michael Schumacher, Michael Schumacher«.

Vi kan alle se, at det må tage en ende. Vi må opgive at nå vort planlagte hotel.

Heldigvis kender El Moro lige én i San Juan del Vicente, der kan huse os privat. Da vi kommer frem, viser det sig, at det kunne vedkommende ikke, men til gengæld kender vedkommende én, der kan. Historien gentager sig, og til sidst har vi tre cubanere med os i bilen, men stadig ingen overnatning.

Til sidst finder vi Felix og Joel, der siger, at vi kan bo i deres mors hus. Eumelia, som er en lille, spinkel dame, gammel, men gammel med ynde, flytter ud, overlader os hele huset og laver aftensmad til os.

For 60 dollars

Det er ikke rige mennesker. Der er ikke rindende vand, ingen træk og slip, i bryggerset står en balje med maniok til at fodre husholdningens gris. Og ved siden af en beholder med vand, som skal bruges til at fylde en spand. Lagnerne på de tre senge er slidt til bristepunktet. Eumelia laver mad til os, ris med sorte bønner, og maner os at spise op, som var hun vores mor.

Vi arbejder på tre jernstole ved hendes køkkenbord.

Næste morgen vækker hun os, tilbereder morgenmad og giver os kindkys til farvel.

Vi spørger hende, hvad hun egentlig drømmer om.

Hun svarer:

»For 28 år siden rejste min mand til USA. Jeg blev her med drengene. Han er blevet gift med en anden, men jeg er aldrig holdt op med at elske ham. Min drøm er at genforenes med ham i USA.«

explorer@jp.dk

Gem eller send Logbog

Hvis du vil vide mere