Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

På vej igen

Gaten er lukket. Der er ingen vej tilbage.
»Har I husket at slukke mobiltelefonerne,« spørger jeg de andre.
Alene tanken om, hvad et opkald kunne forårsage af utilsigtede konsekvenser om bord på dette »Boeing 767 bound for Havana«, er belastende, når man finder en flyvetur på 11 timer omtrent så tillokkende som et sommerferiejob i Odsherred Pejsecenter.

Af JAKOB RUBIN og CHRISTIAN THYE-PETERSEN

Publiceret 03-12-2003

Så udtalt er min flyskræk, at jeg tager mig selv i at caste mine medpassagerer i roller fra gamle katastrofefilm. Dét er den smukke stewardesse, der skal lande flyet, fordi kaptajnen har spist forgiftet fisk. Dér er den mindre smukke, hun klarer den ikke. Og dér fløsen med en humoristisk birolle, placeret ved siden af rigmanden, som viser sig at være en kujon.

Og jeg ser på mine fæller i flyet. Explorerholdet bound for Cuba, eksotiske Cuba. Uforudsigelige, tropiske Cuba. Til venstre for mig, på sæde 9 C, sidder Lars - vores fotograf - og tilsammen har vi neuroser nok til en Woody Allen film.

Allerede på vej op i flyet mente Lars at kunne mærke en summen i benene, og i fællesskab har vi medicin med til ethvert formål: noget for hovedpine, salve til sårinfektion, noget mod hjertebanken, noget for at forebygge diare, noget hvis det ikke virker og penicilin mod alt.

Han er i øvrigt en fortrinlig fotograf.

Til højre sidder Jakob, ekspeditionens kaptajn - han er i øvrigt en fortrinlig journalist. Jakob er en naturens søn, en af den slags, der holdt med indianerne allerede inden politisk korrekthed ødelagde western genren. Jakob kan tale med alle, han taler og snakker og fortæller, så en Dan Turéll ville få åndenød. Da han ser mig - holdets anden journalist - lide i 10.000 meters højde, meddeler han:

»Du har to valg. Enten snakker jeg til dig hele vejen, eller også tier jeg stille.«

»Så vil jeg helst have, at du tier stille,« svarer jeg.

»Nå, så har du kun ét valg,« siger Jakob og taler videre om, hvordan turbulens for intet er at regne i forhold til problemerne, når man skal have en Yak-okse med op ad et bjerg i Nepal.

Og så er der Peter Wath. DR's Explorer mand. Ham kender jeg ikke rigtigt endnu, men allerede lidt bedre, da vi lander i Havana.

Det værste er overstået, resten er oplevelse.

Vi får det første flygtige indtryk af Havana, hvor Atlanterhavet slynger vraggods og kokosnødder op på strandpromenaden Malecon. Hvor børn gør håndstand i regnvejr uden for skolen i den gamle bydel, og hvor flydere som Studebakere og Plymouth'er trodser al logik ved stadig at være kørende.

Vi får vores bil og cubanske pressekort uden problemer, forlader Havana og kører mod vest.

Gaten er åben. Vi er på vej. JP Explorer er på vejen igen.

Gem eller send Logbog

Hvis du vil vide mere