Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Anazasi

Anasazi indianerne blev aldrig kendte som mayaerne og aztekerne, men ikke desto mindre var de ophavsmænd til bygningsværker, der endnu i dag giver videnskabsmændene grå hår i hovedet.

Publiceret 17-04-2007

De hørte til i det, der i dag er den nordamerikanske delstat New Mexico. Deres civilisation varede 1800 år. Anasaziernes byer var planlagt efter sirlige mønstre og en orden, man mener, de beregnede ved at studere stjernerne.

De fire kendteste af deres ruinbyer ligger på en lige linje ofte med over 100 kilometer mellem sig. Som på en snor, trukket efter en breddemeridian i stik nord-syd retning. De ligger systematisk placeret i forhold til både solen, månen og hinanden.

Hvorledes anasazierne fik tingene til at gå op på den måde er endnu en gåde. De kendte ikke til kompasset. Man gætter på, at de udviklede en målemetode efter studier af stjernehimlen.

Anasazierne levede fra kort efter vor tidsregnings begyndelse til det nittende århundrede, hvorefter de mødte den hvide mand og kulturen gik i opløsning. De startede som et primitivt folk. Deres historie deles op i fem perioder og viser, at de udviklede sig hurtigt.

De første anasazier kaldes kurvemagerne. De var dygtige kurveflettere, da de kom til området omkring år 100 , har videnskaben fundet ud af. De boede i huler i klipperne eller i huller i jorden. I anasaziernes anden udviklingsperiode fra 500-700 begyndte de at opdrætte kalkuner og gik fra at være jægere til at blive opdrættere og agerdyrkere.

I udviklingsperioden 700-1050 begyndte anasazierne at bygge store landsbykomplekser med huse, der hørte sammen. Stilen udvikledes i de efterfølgende år, der kaldes Klassisk Puebla, hvorefter et kulturforfald begyndte omkring 1300. Tørke i området og angreb fra aggressive stammer som navajo og apache, der var kommet fra nord, gjorde det af med store dele af den traditionelle anasazikultur. Fra 1700 opblomstrede anasazierne atter. Deres tilknytning til den hvide mand blev imidlertid tættere, og et par hundreder år senere var deres kultur blevet opslugt, hvorefter de ophørte som selvstændigt folk.

Spanierne ankom allerede i 1598 til anasaziernes jord med det formål at underlægge sig indianerne og gøre dem kristne. Det var ikke noget for de normalt milde indianere, der helst så de hvide forsvinde.

I 1680 blev det for meget. Anasazierne gik til angreb på spanierne, som blev besejret. I en årrække var de atter fri for den hvide mand og hans prædiken, indtil spanierne 14 år efter kom tilbage. Denne gang for at blive.

Siden gik det, som alle ved. Den amerikanske borgerkrig og den Mexicansk-amerikanske krig gjorde sydstaterne til en del af USA. Anasaziernes var dygtige og anderledes kunstnere. Derfor kan deres bysamfund endnu i dag studeres rundt omkring i den barske natur i ørkenen i New Mexico.

Gem eller send Undervisningsartikel

Hvis du vil vide mere