Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Undskyld, vi taler qeqchí

Verdens sprog uddør med en hast som aldrig tidligere. Halvdelen af alle sprog uddør i løbet af de kommende hundrede år. Vigtig viden går tabt med sprogene.

Af JAKOB RUBIN og JAMILLA SOPHIE ALVI, Jyllands-Postens udsendte medarbejdere
Publiceret 26-03-2001

Nueva Esperanza

Frøken Isabel skratter qeqchí til børnene i træskuret, der gør det ud for skolestuen i Nueva Esperanza i Guatemala. To gange om ugen rejser hun fra den nærmeste by, Poptun, til qeqchí-landsbyen for at undervise stedets 97 børn.

Da Jyllands-Posten stikker hovedet indenfor, bliver hun først flov over at stå og tale det sjove klikkende sprog til de barfodede børn.

»I må undskylde. Jeg ved, at jeg burde undervise mine børn i spansk. Det er jo det sprog, der tales her i landet. Men de forstår det ikke.«

Skolefrøkenen har sin traditionelle, vævede qeqchí-nederdel på, sort skinnende hår og et mildt udtryk i sit runde ansigt. Hendes folk er i århundreder blevet holdt uden for medbestemmelse i Guatemala, blandt andet fordi flertallet af dem ikke kunne spansk.

Få impulser udefra
Endnu taler kun de færreste i Nueva Esperanza spansk. Dårligst ser det ud for børn og kvinder, der traditionelt er tvunget til at holde sig i baggrunden og ikke må henvende sig til fremmede. Landsbyen, der ligger i den tyndt befolkede provins Peten, har hverken strøm eller fjernsyn. Impulserne udefra er begrænsede.

Da frøken Isabel kommer sig over sin generthed over for første gang at blive interviewet af en journalist, fortæller hun, at indianerne i mange år ønskede sig at blive undervist i qeqchí.

»Det er vores modersmål. Det er vigtigt at bevare. Men for at klare sig skal børnene vokse op som tosprogede,« siger hun.

Sprogforskere har i mange år slået til lyd for, at der gøres noget for at bevare klodens små etniske sprog. De fleste uddør inden for få årtier, men ikke qeqchí. Et af kriterierne for et sprogs overlevelse er, at det tales af børnene. Det gør qeqchí så absolut. Skolestuen i Nueva Esperanza skratter af fryd i frikvartererne, når de 97 børn får lov at forlade markerne for at blive undervist af frøken Isabel og landsbyens leder, Don Gilberto.

Sprogene dør
De fleste andre af klodens små etniske sprog lever på lånt tid. Da denne Explorertur begyndte for en måned siden i New Mexico i USA, mødte vi navajo-indianerne, hvis sprog ifølge sprogforskerne er dødsdømt, selv om det endnu tales af 150.000 mennesker.

»De, som endnu taler det, er ældre eller gamle. Sproget dør med dem,« forklarer sprogforskeren Jürgen Heye, der underviser på universitetet i Rio de Janeiro i Brasilien.

Selv om navajo-indianerne underviser deres børn i navajo i skolerne i deres reservater, lever sproget som sådan ikke længere.

»Skilte, bøger, mærker, forklaringer, alt, selv deres avis Navajo Times, er på engelsk. Deres talesprog har længe været engelsk. Sådan ser det ud for det typiske sprog, der er tæt på at forsvinde,« siger Jürgen Heye.

Han sammenligner med de 250 sprog, der tales i Congo. Nogle af dem tales kun af få hundrede mennesker, men de er ikke i akut fare, da de er levende sprog, der benyttes af alle medlemmer af stammen.

»Et sprogs overlevelse afhænger ikke af antallet af mennesker, der taler det, men alderen på dem,« forklarer Jürgen Heye.

På en nylig afholdt sprogkonference i Charlotte i USA debatterede forskerne fremtidsperspektiverne for verdens ca. 6800 sprog. De regner med, at mindst halvdelen af dem er væk ved næste århundredeskifte. I en ikke alt for fjern fremtid - måske om nogle århundreder - vil kloden være domineret af fire sprog, mener forskerne: Engelsk, arabisk, mandarinkinesisk og et fjerde, der kunne være hindi eller spansk.

Dansk klarer sig
»Dansk er ikke umiddelbart i fare. Selv om halvdelen af klodens sprog forsvinder for hvert århundrede, der går,« siger Jürgen Heye, tyskfødt sprogforsker og dekan i Rio de Janeiro, som Explorerholdet interviewede før afrejsen.

Uanset EU's planer om at skære ned på oversættelse af møder og dokumenter til unionens mindre sprog som dansk, dør dansk ikke i de første mange hundrede år, garanterer han.

»Det tales af børnene. Det er forskellen. Det vil helt sikkert overleve. I hvert fald i de første mange hundrede år,« siger han.

Der er fire kriterier for, at et sprog kan erklæres uden for akut fare for at uddø. Det skal tales af over en million mennesker, det skal være børnenes første sprog, det skal være litterært, eller der skal være en litterær produktion på sproget. Ifølge Jürgen Heye er et sprog en kulturs bindemiddel. Forsvinder det, dør kulturen. Det opleves overalt i verden, især i disse år, hvor USA's indflydelse er så stor.

For 3-4000 år siden regner man med, at der taltes 140.000 sprog i verden. De fleste er gået tabt for forskningen. For forskerne er et sprog et billede af en måde at forstå og betragte verden, der er skabt af tusinder af års erfaring.

»De 110 forskellige sprog, som Australiens urbefolkning taler, er alle i akut fare for at uddø. De færreste af dem er studeret. Bliver de ikke registreret, vil vores mulighed for at lære af deres erfaring forsvinde,« siger Jürgen Heye.

»Det koster ikke ret meget at kortlægge et sprog og gemme det for eftertiden. Men i disse år er det ikke oppe i tiden. Hvert tiende dag dør et sprog,« beklager Jürgen Heye. »Vi skal vide, hvem vi er. Hvorfor vi kom. Og hvorfra. For at forstå os selv bedre. Det kan kun gøres gennem sproget. Er det engang tabt, kan det ikke genskabes.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Landsbyskolen
Skolestuen i Nueva Esperanza.
Foto: Mik Eskestad