Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Indianerne siger stadig nej

Den dansk-ledede arkæologiske mayaekspedition i Guatemala er blevet bremset af en vred indianerstamme, som hævder, at mayagrotten er deres. Situationen ser håbløs ud. Ekspeditionen har ligget stille i en teltlejr hos en nabostamme i tre dage.

Af JAKOB RUBIN og JAMILLA SOPHIE ALVI, Jyllands-Postens udsendte medarbejdere
Publiceret 25-03-2001

Nueva Esperanza

Århundreders ydmygelser og overgreb mod Guatemalas indianere er skyld i den dansk-ledede arkæologiske mayaekspeditions - og JP Explorers - alvorlige problemer. Indianerne tror af gode grunde ikke på os.

Denne forklaring giver den amerikanske arkæolog James Brady, som har udforsket mayagrotter i over 20 år i Guatemala. Amerikaneren er officielt ekspeditionens chefarkæolog.

»Disse mennesker har meget svært ved at vise tillid til fremmede. Det skyldes deres historie. I gennem de seneste 500 år er de blevet snydt gang på gang. Blodbadet, der fulgte med den spanske erobring, var mere brutalt i Guatemala end andre steder,« fortæller amerikaneren.

De spanske erobrere, der blev sendt til Guatemala fra Mexico, forventede at møde indianere behængt med guld. Det havde de nemlig gjort i Peru. Men mayaerne havde intet guld. De syntes ikke om guld, og der fandtes simpelthen ikke guld i Guatemala.

Spanierne var overbevist om, at indianerne gemte guldet for dem. Derfor begyndte de at torturere dem. Hvis indianerne ikke fortalte, hvor guldet var, fik de hugget fødder eller hænder af. Ifølge historikerne gik stort set ikke en landsby fri. Spaniernes frustration over ikke at få noget ud af deres besværlige erobringstogter gennem Guatemalas jungleklædte bjerge endte i en blodrus med invaliderede og dræbte indianere overalt.

Under de efterfølgende århundreders mange diktaturer var indianerne afskåret fra nogen form for medbestemmelse. Den 36 år lange borgerkrig gik ligeledes hårdere ud over indianerne end nogen andre.

Alt, der er dårligt
»Indianerne her forbinder de hvide mennesker med alt, hvad der er dårligt,« forklarer Sergio, den mexicanske arkæologistuderende fra universitetet i Californien, hvor James Brady underviser.

Sergio er selv halvt indianer. Han har fungeret som chefforhandler, og det er tydeligt, at han formår at skabe en speciel kontakt til qeqchí-indianerne.

Alligevel brød tre dages forhandlinger fuldstændig sammen lørdag morgen dansk tid. Den sidste dag bød på ni timers forhandling. Indianerne i Machaca talte med hævede stemmer. I nattens mørke forstod vi dem ikke, men kropssproget var alt andet end positivt.

Vores sag blev talt af talsmanden fra Nueva Esperanza, Don Gilberto, hvis bedste argument er, at Machaca-landsbyen vil kunne få noget ud af at have kontakt med os.

»Disse mennesker er kommet for at hjælpe vores samfund. Vores lille apotek i landsbyen fik nye forsyninger af medicin, og alle skolebørnene fik blokke og blyanter,« sagde han utallige gange.

»Vi har holdt mange møder. Vores landsby siger nej. Det kan ikke ændres. Slet ikke af mig. Det er landsbyens beslutning,« sagde Machaca-talsmanden, Don Enrique.

Altid snydt
Han forklarede, at de altid var blevet snydt. Der havde været hvide mænd hos dem før, for nogle år siden, og de havde stjålet fra deres grotter og var løbet fra deres aftaler.

Netop frygten for gravrøveri er en af grundene til, at arkæolog James Brady gerne vil have lov til at undersøge hulen, før den bliver ribbet for alle værdifulde oplysninger om mayariget.

»Hvis det var et spørgsmål om en stærk religiøs tilknytning til grotten, så ville vi forstå deres beslutning. Men disse indianere har kun boet her en eller to generationer. De fleste er kommet hertil i løbet af borgerkrigen. Dette er kun et spørgsmål om politik og måske et meget stort pengebeløb,« siger James Brady.

For at vise vores gode vilje bad vi dem om at stille en repræsentant hver eneste dag ved grotten, der kunne overvåge vores arbejde. Vi tilbød også at købe medicin til deres apotek, hvis hylder var tomme.

Som kokosnødder
Machaca-indianerne var ikke til at hugge eller stikke i. De var rasende. En ting var deres indbyggede angst og mistillid til os. Noget andet var magtkampen mellem de to stammer, som vi fik forklaret af vores tolk Pedro.

Machaca-landsbyen var fortørnet over, at vi ikke kom til dem først. De anklagede åbenlyst beboerne i Nueva Esperanza for at have taget imod penge for at føre os til Machaca.

»Det er svært at få disse mennesker til at ændre mening. Jeg kender dem. Deres hoveder er som kokosnødder,« siger Pedro.

Forklaringerne er mange. Det er en kendsgerning, at der ligger 12 mennesker og keder sig i udkanten af en indianerlandsby i Guatemalas jungle. Breve fra flere landes regeringer, myndighederne i Guatemala, de lokale myndigheder i Poptun Kommune og præsten for Nueva Esperanza og Machaca landsbyerne har ikke hjulpet den danske ekspedition. Maya-symbolet, Den Fjerklædte Slange, har ikke tænkt sig at overgive sine skatte til vores ekspedition uden kamp.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Forhandlingerne
Forhandlingerne imellem de to talsmænd varede adskillige timer.
Foto: Mik Eskestad