Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Friture-ekspressen

I fremtiden vil flere muligvis gøre som tre unge hippier fra Californien. Ombygge bilen til at køre på gammel madolie.

Af JAKOB RUBIN og JAMILLA SOPHIE ALVI, Jyllands-Postens udsendte medarbejdere
Publiceret 25-03-2001

Finca Ixobel

Hvis man vil rejse billigt gennem Mellemamerika kan man køre med overfyldte busser eller blaffe. Men hvis man er ferm på fingrene, kan man også bygge sig et køretøj, der kører på gammel brugt friture.

Tre amerikanske unge mænd har igennem den sidste måned tilbagelagt 6000 kilometer fra deres hjem i Californien til Guatemala i en varevogn, der kører på madolie.

Olien får de ved at bede om brugt friture på restauranterne i de byer, de kører igennem.

Målet er Puerto Rico, og det kræver mange tiggerunder og mange skift af oliefilteret, der ofte blokeres af små kyllingeben, papayafrø og andre rester fra den brugte friture.


Friture-ekspressen (1)
Rusty Davis og Kincade Reed i færd med at at tanke fritureolie på deres specialbyggede bil.
Foto: Mik Eskestad

»Måske synes I, at bilen lugter lidt af pomfritter, men vi har vænnet os til det,« forsikrer Rusty Davis og kigger ind i det midlertidige hjem i varevognen. Mellem madrasser og en bongotromme står ti dunke med brugt planteolie doneret af latinamerikanske grillbarer.

Kørte som en drøm
Kammeraten Benjamin Terrell er vognens chef-mekaniker. To uger før afrejsen omdannede han dieselmotoren i sin egen bil til at køre på planteolie for at se, om det kunne lade sig gøre.

»Min bil kørte som en drøm. Vi har tit tænkt på, om det er benzinindustrien, der har sat en bremseklods for udviklingen af biler som vores. Det er jo en genial løsning i en tid, da olieressourcerne er begrænsede,« siger Benjamin Terrell.

Han fortæller, at den måske største fordel ved planteoliemotorer er, at de ikke sviner i naturen. Udstødningen er 100 procent naturlig og uden tungmetaller.

De tre planteolie-pionerer har oplevet lidt af hvert på deres rejse gennem Mellemamerika. Et sted i Guatemala camperede de nær en landsby. Da de vågnede om morgenen, var de omringet af ti skarpt bevæbnede politimænd.

»Landsbyens indbyggere var blevet urolige, da de opdagede vores vogn. Derfor havde de tilkaldt politiet. Men da vi forklarede, hvem vi er, og viste vores motor frem, var alle glade og meget nysgerrige,« fortæller Kincade Reed.

Hjælp til økonomien
Mange af de bønder, som de tre venner har mødt, har ikke troet deres ører, når de hører, at man kan køre på planteolie.

»De er meget interesserede i vores motor. De arbejder hårdt for at tjene nok penge til benzin til deres traktor. At bruge brugt planteolie ville hjælpe gevaldigt på deres økonomi,« siger Kincade Reed, før han hopper ind i vognen, der skal sælges i Puerto Rico til en fattig plante-oliefarmer.

»Vi har god vind i sejlene. Forleden ramte vi en guldåre. Et firma gav os ti tanke ren planteolie, så nu varer det et stykke tid, før jeg skal gå fra bod til bod på markedspladserne og tigge om en kop friture fra de måbende lokale indianere,« siger Kincade Reed.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel