Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Likvideringen af Mike DeVine

Den amerikanske kvinde Carol DeVine mistede sin mand under borgerkrigen i Guatemala. Han blev likvideret. Som en af de få i Guatemala turde hun at hæve stemmen og stille spørgsmålet: »Hvorfor skulle min mand dø?«

Af JAKOB RUBIN og JAMILLA SOPHIE ALVI, Jyllands-Postens udsendte medarbejdere
Publiceret 24-03-2001

Finca Ixobel

Midt i et øde landområde i Guatemala ligger gården Finca Ixobel.

I det gamle stuehus sidder tyve unge rygsækrejsende i batiktøj og badetøfler. De diskuterer livligt, hvilke badestrande og dykkersteder, der er bedst i verden, mens dagens aftensmåltid indtages.

Livet i Finca Ixobel er simpelt. Der blev først installeret elektricitet for otte år siden, og i dag opvarmes det meste af det varme vand ved hjælp af et stort komfur, der fodres med brænde dagen i gennem. Når gæsterne tager mad i køkkenet, skal de selv skrive det på deres egen regning. Mentaliteten på gården bygger på gensidig tillid. Og gæsterne nyder det rolige driverliv.

Men sådan har det ikke altid været.

Sidst i 1960'erne rejste den nuværende ejer af Finca Ixobel, Carole DeVine, rundt i hele Mellemamerika med sin ægtemand Mike DeVine.

Ægteparret ankom til landområdet El Petén og forelskede sig i den øde jungle. De købte 120 hektar jord, selv om borgerkrigen hærgede landet, og en træningsbase for paramilitære grupper lå i området. Gennem hårdt arbejde skabte de sig et liv for sig selv, deres to børn samt to adoptivbørn fra Guatemala.


Likvideringen af Mike DeVine (1)
For Carol DeVine er livet på Finca Ixobel gået videre efter likvideringen af hendes mand under borgerkrigen. Hun fik aldrig den fulde forklaring på, hvorfor hendes mand blev myrdet. "Min fordel var, at jeg var amerikaner. Jeg fik mediernes opmærksomhed i forskel til alle de indianske kvinder, der også mistede deres mænd, uden at nogen så meget som løftede et øjenbryn", siger Carole DeVine.
Foto: Mik Eskestad

Sjældent utrygge
»Vi var naive, forelskede og fortrængte borgerkrigen. Selv om også folk i dette område pludselig forsvandt og aldrig dukkede op igen, så følte vi os sjældent utrygge,« fortæller Carole DeVine.

Det ændrede sig den 8. juni 1990.

Mike Devine var ude at køre. Hjemme på gården sad Carole i en lænestol og ventede på lyden af bilen, når den rullede ind på gårdspladsen. Mens mørket faldt på, blev hun mere og mere nervøs. Sent på natten kontaktede hun sine medhjælpere på gården, og de gik ud for at lede efter ham. Først næste dag blev liget af Mike DeVine fundet. Han lå i en vejkant med et sår fra en machete i nakken.

»Jeg forstod det ikke. Mike havde aldrig blandet sig i landets affærer. Han var neutral. Jeg tænkte, at det måtte være en frygtelig misforståelse. Men da sorgen lagde sig, begyndte jeg at lede efter svar,« siger Carole DeVine.

Rygterne svirrede. Havde Mike DeVine gemt våben på gården for guerillaerne? Blev han myrdet, fordi nogen ønskede hans land? Ét vedholdende rygte gik på, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA stod bag mordet.

»Vi var måske hippier, men ikke kommunister. Jeg forstod ikke, at mit hjemland måske havde dræbt ham, fordi de troede, at han støttede de socialistiske oprørere,« siger Carole DeVine, mens hendes stemme bliver lavere. Selv om der er gået 11 år, sidder smerten stadigvæk i hjertekulen.

De amerikanske medier fik nys om sagen, og den amerikanske regering fik ikke lov til at overhøre Carole DeVines råb om retfærdighed. En undersøgelse blev sat i værk.

I 1995 viste det sig, at en oberst i Guatemalas hær havde dækket over mordet på både Mike DeVine og en guerillaleder, der var gift med en amerikansk kvindelig advokat. Det viste sig også, at obersten sandsynligvis var spion for CIA.

CIA-folk fyret
I lang tid kørte sagen om, hvorvidt obersten havde været på CIA's lønningsliste frem og tilbage. Til sidst blev to CIA-folk fyret for indblanding i mordene, og obersten blev også fjernet. Det viste sig desuden, at Mike DeVines mordere havde taget ophold på den nærliggende træningsbase for paramilitære grupper efter likvideringen. En kaptajn fra militærbasen fik en fængselsdom. Han forsvandt efter domsafsigelsen og er aldrig blevet fundet.

»Jeg er er sikker på, at han er blevet myrdet. Jeg tror, at nogen var bange for, at han ville fortælle sandheden om Mikes mord, hvis han kom i fængsel,« fortæller Carole DeVine.

Selv om hun fik nogle svar på omstændighederne ved hendes mands død, blev alt ikke lykkeligt efter sagen.

»I et par år levede jeg i USA med mine børn. Ambassaden i Guatemala ville ikke lade mig bo på gården på grund af mordet og borgerkrigen. Alligevel flyttede jeg tilbage, og pludselig stod jeg helt alene med Mikes og mit livsværk. Min datter er aldrig vendt tilbage til gården. Hun forbinder den med tabet af Mike. I mange år følte min søn sig forfulgt. Han kiggede sig over skulderen, når han gik på gaden, og om natten led han af frygtelige mareridt,« fortæller hun.

Livet på Finca Ixobel gik videre. I dag er borgerkrigen slut. Carole DeVine er holdt op med at lede efter den fulde forklaring på sin mands død. Det er livet for kort til.

»Jeg har lært at værdsætte hver dag, som var det den sidste. Da jeg begyndte at stille spørgsmål om Mikes død, frygtede jeg, at nogen ville forsøge at lukke munden på mig. Jeg håbede altid, at de i så fald ville dræbe mig hurtigt. Jeg er ikke særlig stærk. Jeg ville aldrig klare den tortur, som mange mennesker i dette land har været udsat for. Men jeg havde en fordel. Jeg var amerikaner. Og ikke bare endnu en indianerkvinde, der havde mistet sin mand,« siger Carole DeVine, før hun rejser sig fra bænken i køkkenet. Hun har ikke mere tid til at tale om fortiden. Nutiden venter, og gæsterne skal have aftenkaffe og kage.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel