Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Tempeljægeren

Den danske amatørarkæolog Christian Christensen er bidt af en gal maya. I tyve år har han på utallige ekspeditioner tilbagelagt store dele af Guatemalas regnskov til fods på jagt efter skjulte mayabyer. Nu har han fundet en grotte, som mayaerne murede til for 1500 år siden.

Af JAKOB RUBIN og JAMILLE SOPHIE ALVI
Publiceret 21-03-2001

Finca Ixobel, Guatemala


Tempeljægeren (1)

Foto: Mik Eskestad

Hans skingre latter runger ud i Aftensmørket på Finca Ixobel farmen på kanten af den guatemalanske regnskov og blander sig med cikaders sang og kvæk fra hvide tudser.

Den 44-årige Christian Christensen er i sit es. Han har forladt Sønderjylland for at tage til Guatemalas regnskov, hvis fugtige insekt- og slangefyldte vildnis han inderligt elsker. Latteren udstødes under en diskussion med den amerikanske maya-ekspert James Brady, der skal med ind i junglen.

»Hvis vi overhovedet kan finde grotten,« lyder det igen højt og ukontrolleret fra Christian Christensen. På hans ene skjorteærme er med grove sting syet et dannebrogsflag og det sorthvide emblem for Eventyrernes Klub.

Brady kigger på ham og ryster på hovedet. Gæsterne på Finca Ixobel-farmen bemærker den muntre, febrilske og skramlende dansker, der er blandt Danmarks fremmeste maya-eksperter og den med størst praktisk erfaring.

En ukendt grotte
Efter ti ekspeditioner til Guatemalas jungle i løbet af de seneste tyve år står Christian Christensen foran sit gennembrud som amatær-arkæolog.

På en af sine ekspeditioner til fods gennem junglen fandt han en ukendt grotte, der var blokeret af en massiv stenmur. Stenmuren er forseglet af et kalklag, som naturen har skabt gennem århundrederne. Kalklaget beviser, at muren er gammel, og at det dermed er mayaerne, som stod bag. Et godt gæt er, at den blev lukket for 1500 år siden på grund af en vigtig hændelse som krig eller en adelig begravelse.

Den internationalt anerkendte Brady er med på Christian Christensens ekspedition som de guatemalanske myndigheders garanti for, at ekspeditionen er videnskabeligt forsvarlig. Trods Christian Christensens mange års erfaring ville de ikke tillade ham at tage alene derud. Han kan ikke krydre sin ekspertise med de nødvendige eksamensbeviser og titler.

To dages rejse forude
Ekspeditionen sidder bænket om nogle langborde på Finca Ixobel farmen i det østlige Guatemala. Der er endnu to dages rejse ind i junglen til grotten.

Den amerikanske arkæolog prøver under aftenmødet på førstedagen af ekspeditionen at fastholde energibundtet Christian Christensen.

»Hvor langt er der ud til grotten?« spørger han.

Danskeren er ikke af den almindelige type. Han tjener sine penge som sønderjysk strudsefarmer og forhandler af oliefyr til rapsolie og friturefedt.

Han griner igen. James Brady kan ikke blive irriteret. Grinet smitter.

»Hør nu her. Jeg ved det ikke præcist. Det kommer an på så meget. Der er i hvert fald fire timers gang fra Romani til Nueva Esperanza. Vi skal igennem nogle floder. Det er ikke en gang sikkert, at jeg kan finde grotten. Vi tager bare af sted,« driller Chistian Christensen igen.

Holdet sidder omkring ham og kunne godt tænke sig nogle svar. Men det er ikke Christian Christensens stil. Han hader faste rammer og kedeligt bureaukrati. I hans verden handler man, tager af sted og løser problemerne i den rækkefølge, de kommer.

Allerede da han fandt grotten i 1992, søgte han om tilladelse til at åbne den. Det lykkedes ikke. I 1998 tog han tilbage og fandt atter grotten i det ufremkommelige jungledyb med lokale indianeres hjælp. Der var heldigvis ingen tegn på, at gravrøverne havde været der endnu.

Også dengang søgte han forgæves om lov til at åbne grotten. Først sidste år lykkedes det. Ekspeditionen skriver sig ind i dansk videnskabshistorie. Ikke siden levemanden Frans Blom i 1935 er en dansk ledet ekspedition draget på opdagelse i mayaernes gamle land.

Med på Christian Christensens ekspedition er Jyllands-Postens Explorerhold, der i løbet af den næste uges tid dagligt vil bringe reportager om ekspeditionens fremfærd.

Bjarne Adsbøll er ingeniør og vil stå for sikkerhedsforholdene under åbning og udgravning af grotten.

Henrik Herold, direktør for Randers regnskov og biolog, har til opgave at undersøge, om der findes ukendte insektarter i og omkring grotten.

James Bradys amerikanske hold består ud over ham selv af to arkæologiske opmålere og tegnere og en studerende.


Tempeljægeren (2)
De fleste af ekspeditionens deltagere samlet til rådslagning før afgang.
Foto: Mik Eskestad

Hærget af borgerkrig
Da Christian Christensen fandt grotten, var Guatemala stadig hærget af borgerkrig. Han fortæller, at han og hans rejsekammerat dengang måtte liste sig forbi militærposter og gå i skjul, når de hørte guerillaer nærme sig. Det var absolut ikke ufarligt, men Christian Christensen fryder sig ved tanken om strabadser. Jo flere, jo bedre, synes hans grin at afsløre.

Han fandt grotten nærmest ved et tilfælde. Åbningen er kun 1 gange 4 meter bred og ligger skjult af junglekrat. Længere inde udvider hulen sig. 70 meter fra åbningen står muren. Ifølge Christian Christensen drejer det sig sandsynligvis om en adelsmands grav.

»Inden for en uges tid skulle vi vide det. Jeg kan ikke se, hvorfor man skulle spærre noget af, hvis det ikke var for at beskytte det inde bag ved,« siger Christian Christensen og viser dermed sin uenighed med James Brady.

Svært at styre glæden
Han nærmest sitrer af glæde over at skulle ind i junglen igen. Han er iført overlevelsesudstyr med lommer overalt og rigtige støvler med dræn, så vandet kan løbe ud af dem, når man har krydset en flod. Den danske Indiana Jones kalder sig selv for Tempeljægeren, blandt andet på sin hjemmeside af samme navn.

»Jeg har svært ved at styre min glæde. Sådan har jeg altid været. Og jeg elsker Guatemalas jungle. Ikke at sidde og pille i stenene på ruinerne, men at gå ud og finde flere skatte, der har været opslugt af junglen i århundreder,« siger han.

Christian Christensen har tidligere fundet ukendte tempelbyer og grotter med store maya-rigdomme. Han ved godt, at denne ekspedition kan blive hans vigtigste. Den kan også blive en stor fiasko.

»Skulle der ikke ligge andet end et par udtrådte støvler eller en rusten konservesdåse, er det skidt. Men alligevel vil grotten kunne fortælle os en masse om mayerne,« trøster han sig - med et grin.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Maya
Maya er fællesbetegnelsen for de indianere i det mellemamerikanske område, der taler et af de beslægtede maya-sprog. Maya-kulturen dannede aldrig noget samlet rige, men bestod af forskellige religiøse og politiske bysamfund med større eller mindre opland. De enkelte bysamfund udviklede forskellige kulturer som følge af de forskelligartede topografiske og klimatiske forhold. Enkelte kulturtræk var dog fælles, bl.a. kulten omkring majsplanten, der sammen med bønner, græskar og kartofler udgør karakteristiske kulturplanter i Mellemamerika og Andesbjergene.

Maya-kulturerne var udbredt i det sydlige Mexico, på Yucatan-halvøen, i Guatemala og det nordvestlige Honduras og blomstrede allerede før vor tidsregnings begyndelse. Da de spanske erobrere ankom, var maya-kulturen på retur. Spanierne fandt flere byer forladt som ruinområder i junglen. Årsagen er ukendt, men der gættes på at overbefolkning og efterfølgende udpining af det økologiske system har ført til hungersnød og dødelige epidemier. De imponerende ruinbyer med tempelpyramider og paladser vidner om et højt udviklet arkitektonisk stade.

Mayerne skabte et tegn- eller hieroglyfsprog, der endnu ikke er fuldt tydet. De havde et 20-talsystem med tegn for nul, og deres astronomer var i stand til at beregne flere himmellegemers bane. Da spanierne ankom, havde de udviklet en kalender, der var mere nøjagtig end den samtidige i Europa.

Trods maya-indianernes høje kultur, kendte de før spaniernes erobring lige så lidt som andre indianerkulturer til jern eller hjulet.

I dag tales ca. 30 maya-sprog af 4 mio. mennesker, fortrinsvis i Mexico, Guatemala og Belize.