Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Mere doven, mest doven

På paradisøen Caye Caulker i det Caraibiske Hav er nøgleordet "take it easy". Det bliver taget bogstaveligt. Af nogen så meget, at de går helt i stå.

Af JAKOB RUBIN og JAMILLE SOPHIE ALVI
Publiceret 19-03-2001

Caye Caulker

Go slow!

Gå langsomt! Skiltet i hovedgaden sætter takten på den caraibiske lilleput-ø Caye Caulker. Her går folk - og livet - bogstavelig talt i lavt gear. Det er en livsstil.

Stress betragtes med overbærende hovedrysten. Det kendes fra nyankomne turister, indtil de efter et par timer smittes af take-it-easy bakterien.

»Yeah! How ya doing, man,« hilser rastamænd og -kvinder hinanden på gaden. Nogen med en morgenøl i hånden, et hyrdetæppe af et hår ned ad ryggen og dagens første marihuana-joint i hånden.

Sita har bare fødder og lasede bukser og ser ikke ud til at behøve andet. Hun arbejder i en bar med hvidt strandsand på gulvet og siger »okaaaay« og »take your taime« i halvdelen af alle sætninger.

Barens anlæg spiller punta-musik, og selv om det er tidligt, er hun i voldsomme svingninger. Hendes balder roterer til musikken som en håndmixer - og stopper kun, når hun fisker en Belikin øl op fra isskabet til en kunde.


Mere doven, mest doven (1)
Selv på den billøse hovedgade opfordres til det langsomme liv.

Sand på hovedgaden
Caye Caulkers to hovedgader er strandstier med kridhvidt sand. Her tages skiltets budskab alvorligt. Der gåes og gøres langsomt. Glemmer en forivret tilrejsende for at holde rytmen, studser alle og siger: »Hey man, køl ned«. Det lokale kreolerengelsk udstødes halvartikuleret og dovent som en slags urgrynt. Fra farvestrålende træhuse på pæle sendes sirupstung reggae og romantiske ballader ud i øens evigtskarpe sollys. Selv fluerne flyver gennem luften, som hørte de Bob Marley på walkman.

Under to palmer på stranden sidder kaptajn Charlie og kigger mod brændingen på koralrevet et par kilometer ude. Han siger, at han har god tid i dag. Han skal ikke arbejde. Han lever af at sejle turister ud til revet, men hans båd er i stykker. Der er et hul i den, efter en orkan kastede den op på stranden sidste efterår.

»Vi her på øen tager det roligt,« siger 44-årige kaptajn Charlie, hvis borgerlige navn er Francis Joseph.

»Vi er vokset op på denne måde. Mine forældre, bedsteforældre og deres forældre har altid været sådan, som vi er her. Mellow - bløde,« siger han og tager en tår af sin Belikin.


Mere doven, mest doven (2)
Mellem palmerne på stranden ligger Caye Caulkners email-station.

Sandbanke på koralrev
Caye Caulker er en seks kilometer lang og 600 meter bred sandbanke på et koralrev en times sejlads fra hovedstaden i Belize. Her bor 700 eller 1300 mennesker, ingen kunne sige det med sikkerhed. JP Explorer har for en stund sagt farvel til Mexico og den spansktalende civilisation. Vi er i afslappethedens paradis og fast besluttet på at finde verdens dovneste mand.

Vi spørger kaptajn Charlie, om han er Caye Caulkers mest afslappede mand, velvidende, at så ville han være tæt på at bære titlen på verdensplan også.

»Hvis I spørger min kone, vil hun nok sige ja. Jeg kan bare godt lide at tage det roligt. Her er ingen grund til at skynde sig,« svarer han.


Mere doven, mest doven (3)
Mændene på Caye Caulkner kan ikke tåle for lang line, så går de helt i står ... citat slut.
Foto: Mik Eskestad

Teorien holder ikke
»I må forstå,« siger han og lader sig afkøle af den konstante passatvind fra nordøst, »at vi mener, at livet drejer sig om at gøre, hvad man har lyst til. Læg mærke til, at vi ikke pisker rundt efter materielle goder. Lidt fisk om dagen og lidt rom om aftenen, så går den til i morgen med. Og så gentager vi samme dosis.«

Kaptajn Charlies teori holder ikke fem minutter i praksis. Hans kone Tina råber fra et smaragdgrønt træskur, at han skal se at komme i sving. »Hvad laver du med de der fremmede, din laps, se at finde dig noget arbejde«, kommanderer hun.

»Han er intet værd. Drikker for meget,« siger hun til os og ligner en, der svinger en proper næve.

»Hey, will you relax,« svarer kaptajnen hende tilbage forurettet over, at hun ødelægger hans perfekte morgen mellem palmerne. »Det er den første øl i dag.«

»Kom vi skrider. Jeg kan ikke holde ud, når hun skriger af mig,« siger en af verdens dovneste mænd. Han fortæller, at det ikke er alle fra Caye Caulker, som er dovne. For eksempel er hans bror meget energisk.

Broderen Michael Joseph elskede at løbe som lille og blev så god til det, at han som Belizemester repræsenterede sit land i 400 og 800 meter løb ved De Olympiske Lege i 1992. Han vandt ingen medaljer, men blev en af øens mest agtede borgere.

»Min far var også god til at løbe. Jeg kunne aldrig slippe fra ham som lille,« siger Charlie med et grin.

Doven slambert
I en smykkebod i Caye Caulkers hovedgade sidder den 36-årige hollandske Natasha Sleeuw og trækker perler på en snor. Hun voksede op på øen, da hendes mor var lidt af en hippie eller sigøjnertype og forelskede sig i stedet i 1970'erne. Nu bor Natasha her og har to børn med en lokal, som hun dog har smidt ud for nylig, da han blev for sløv.

»Caye Caulker er verdens bedste sted for børn. De kan gå overalt. Her er ingen biler. Og de, som har anskaffet sig elektriske golfvogne, kører langsomt og tager hensyn. Hvis et barn er blevet væk, tager en eller anden sig af det og bringer det tilbage til dets mor eller far,« siger Natasha og hælder en sjat morgen anislikør op i et glas til Charlie, der så flasken og begyndte at tigge.

»Jeg tager et glas med,« siger hun og fortæller os, at mændene fra Caye Caulker er dejlige, men at de ikke kan tåle at få for lang line. Så går de helt i stå.

Lidt oppe ad gaden spørger vi en flok mænd på et gadehjørne, om de skulle kende til øens mest afslappede mand. Vi får at vide, at vi allerede har fat i den rigtige. Charlie er elsket af alle, men en doven slambert må vi konkludere, hvis bare rygterne taler halvt sandt.

De lange ord
På stranden står stabler af hummerkasser, en slags ruser. I sæsonen tjener Caye Caulkers borgere til budgettets tungere poster ved at fiske hummer. Så kaster mændene sig i hobevis ud på havet i små både med deres kasser, som hummeren meget passende for øboernes mentalitet går ind i selv.

Charlie har fundet sig et sted at sidde bag kasserne, hvor hans kone ikke så let kan finde ham. Han snakker videre. Fortæller, at han og mange andre af øens beboere er garifuna, et folk af flygtede slaver fra sukkerrørsfabrikkerne på Cuba, Jamaica og andre øer.

»Mit folk flygtede hertil for mange hundrede år siden. Vi taler stadig garifuna, som er en slags afrikansk fra Ghana. Men ordene er så lange. Ingen orker rigtig at tale det.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel