Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Mayakongens ånd

JP Explorer fik adgang til maya-indianernes helligste gemakker. I Palenque-ruinbyens 500 bygninger tog de gamle ånder imod.

Af JAKOB RUBIN og JAMILLE SOPHIE ALVI
Publiceret 17-03-2001

Palenque

Tågedisen letter langsomt. Fugleskrig splitter luften, og en fugtig varme tager til. Ud af nattens mørke dukker de første hvide paladser og templer frem. Vi er i den Fjerklædte Slanges Land.


Hvide ruiner
Ud af nattens mørke dukker de første hvide paladser og templer frem. Vi er i den Fjerklædte Slanges Land.
Foto: Mik Eskestad

Mayakongen Pakal kommer til syne i solens spæde stråler. Edderkoppeaber, tukaner og papegøjer trækker sig i skjul i det omgivende junglevildnis. Kong Pakal styrede Cohuacan, eller Palenque som stedet kaldes nu, for knap 1400 år siden. Med sin stilige arkitektur og romantik betragtes byen noget af det fineste, maya-civilisationen frembragte i sin 2000-årige levetid. I sine velmagtsdage var Palenque det kulturelle, religiøse og centrum for 100.000 mayaer.

Den stejle, brede trappe op til toppen af Inskriptionernes Tempel knejser mægtigt mellem junglens dybgrønne trækroner. På det øverste trin stod Kong Pakal og fremviste et bankende menneskehjerte for sine undersåtter. Han spiste af offergaven for at bevise, at han rangerede lige under guderne. At han var vejen til et liv velsignet af de højere magter - og at lydighed og opofrelse var løsningen for borgerne. Templets 69 stentrin var flankeret af præster og noble øvrighedspersoner i deres stiveste puds: Kjortler af vævede stoffer i stærke farver og sindrige mønstre. Hatte af farvestrålende fjer. Jadesmykker og kæder af turkise sten.

Menneskeofring
Fra toppen kunne Kong Pakal skue ud over Palenques 500 templer, paladser, begravelsespyramider, offerpladser og sportsarenaen. Alle bygget af udhuggede klippestykker uden brug af metal, hjulet eller trækdyr, som mayaerne ikke kendte til. På trappen på bagsiden af Inskriptionernes Tempel stod rækker af mennesker parat til at blive slagtet. Menneskeofringer var en vigtig del af mayaernes religion. Senere, da deres kultur på forunderlig vis gik til grunde og blev overtaget af aztekernes, tog menneskeofringerne til. Ved en enkelt ceremoni i 1487 ofrede aztekerkongen Ahuizotl 20.000 tilfangetagne krigere, som guden Huizilopochtli krævede, for at lade solen stå op hver dag.

Kong Pakal har i slutningen af 600-tallet udvidet Palenques territorium og byens indflydelse i mayaverdenen. Hans håndværkere frembringer værker af sjælden teknisk og kunstnerisk kvalitet. Detaljerede relieffer, hieroglyffer og ornamenter smykker Palenques bygninger. Sensuelle skulpturer med fine linier om øjne og mund og i let dansende bevægelse pynter templer og paladser.

Kong Pakal er næsten 80 år. Han snitter sig i tungen og i sin penis med et skarpt instrument, så blodet løber. Til ære for Gud. Hans undersåtter gisper i afmagt. Det er et af de højeste ritualer, når deres konge og næsten-gud giver sit blod til guderne. Han råber ud over pladsen, mens præsterne giver ordrer, så ceremonien foregår korrekt. Alle er del af ritualet. Borger, præst, konge og gud spiller sammen, bygningerne udtrykker samfundets struktur og indbyrdes orden i universet.

Efter ceremonien fortsætter indianerne deres arbejde. Der bygges ustandseligt. Og der skal skaffes endnu flere majs, græskar og bønner på markerne. Den succesfulde maya-civilisation oplevede en befolkningseksplosion, der var svær at brødføde. En af teorierne om maya-kulturens pludselige ophør i 900-tallet går ud på, at de simpelthen blev for mange. Der indtraf sult. Jorden var udpint. Bjergskrænterne eroderede og styrtede ned, da junglen blev fældet.

Den store tid
Ikke langt fra Palenque i det østlige Chiapas huserer Kong Fugl-Jaguar i Yaxchilán, og nogle hundrede kilometer mod syd i det, som i dag er Guatemala, sprudlede mayaernes største by, Tikal. Den store maya-civilisation var i sin såkaldt klassiske periode og dominerede det sydlige Mexico, Yucatan-halvøen, Belize, Guatemala og dele af Honduras. Byerne havde ingen fælles ledelse, men fungerede indbyrdes gennem handel og gensidig afhængighed. Ekspertise og varer kunne findes i en region, men ikke i en anden. Mindst 75 maya-hovedstæder skød op - de største med over 6500 bygninger.

Kong Pakal blev en af de kendteste af maya-kongerne. Han undgik døden i de mange kampe med civilisationer fra det nordlige Mexico og mellem de forskellige maya-bystater. Kongerne skulle altid deltage i krigene. Det kostede mange af dem livet.

Mayaerne opfandt et skriftsprog, som består af en blanding af symboler og hieroglyffer. I Palenque er beretninger om Kong Pakal hugget ind over alt på templerne. Kong Pakals symbol er en sol, et skjold eller en hvid papegøje. Det er uklart. Selv om arkæologerne siden 1980'erne har gjort store fremskridt i tydningen af mayaernes skriftsprog, er gåden langt fra brudt. Palenques legendariske regent døde i 683. Han blev begravet i et gravkammer under Inskriptionernes Tempel.

Pakals krypt blev først opdaget i 1952. Den var undtagelsesvis for maya-rigets mange efterladte skatte ikke blevet gravrøvet. I en sarkofag lå Kong Pakal, under lag af ædelstene og med en dødsmaske af jade, et af de fornemmeste stykker maya-kunst. En kopi af gravkammeret blev opført på Nationalmuseet i Mexico City. Den uvurderlige dødsmaske blev stjålet fra museet i 1985 og er ikke siden fundet.

Pakals grav
Hieroglyffer på låget til Pakals sarkofag fortæller historien om ham. Man ser Pakal omringet af slanger, uhyrer og selve solguden. På væggene er der tegninger af underverdenens ni herskere. En skakt lukker luft ind og forbinder Pakals ånd med den ydre verden.

Man kommer ned i gravkammeret ad en stejl trappe, der starter på toppen af templet. I mørket huserer mayaernes ånder endnu, hvis man spørger vores indianske guide Pasqual. Vi ser billeder af jaguarer, der fortærrer menneskehjerter. Af konger med hatte af fjerklædte slanger, mayaernes symbol på magt og kløgt. Af en sportsmand, der får hovedet hugget af. Pasqual har vist os rundt siden nattens sidste timer. Klokken er ved at være otte. Vi har hidtil haft Palenque ruinerne for os selv, men nu stormer store grupper af turister ind.

Pasqual vil ud. Han står og tripper. Han har gået nok rundt på ruinerne af sine forfædres kultur, og han er ikke sikker på, om det passer gudernes ånder.

Han har åndsnærværelse nok til at bede om et klækkeligt honorar for sin ulejlighed. Da vi når ned til bilen, er det ene dæk fladt.

»Der kan I se. Det er ånderne,« siger han med et ironisk grin.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten