Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Solskin og billig rom

Maskall blev til en spøgelsesby, da den nye hovedvej blev lavet.

Af JAKOB RUBIN og JAMILLE SOPHIE ALVI
Publiceret 17-03-2001

Belize City

Livet i den caribiske flække Maskall er måske lidt sløvt. Men hvad gør det, når der er sol, smukke kvinder, billig rom og store joints.


Solskin og billig rom (1)
Maritt viser stolt dagens fangst

Hovedgaden i Maskall er den gamle landevej fra hovedstaden Belize City og nordpå til grænsen. Da den nye landevej blev bygget for 15 år siden, gik livet i stå. Ikke fordi det var særlig vildt før.

En gabende mand vælter ud af Maskalls bar La Glondina.

»Åhhhh, hvor er jeg træt,« udbryder han.

»Jeg har aldrig været så træt før. Og jeg skal bruge 1000 belize dollars inden fredag.. Hvordan skal det ikke gå,« siger han og sparker sine slidte sko af sig.

Han kaster sig på køleren af en ramponeret bil for at få en lur i skyggen af det store sycamo-træ, der er byens centrum og offentlige "park".

Parken består af en mahogniplanke, der ligger på sycamo-træets rødder. Mændene under træet har tømmermænd.

I går var der en lille fest i anledning af en national helligdag. De drikker billig rom med noget sødt, grønt likør.

»Nu skal jeg fortælle dig en historie om vores supertræ,« siger en af dem, Mervin Gerntt og rejser sig usikkert.

Han viser, hvordan supertræet, der er Maskall-beboernes yndlingstræ på grund af dets skønne frugter, der kan bruges til både gryderetter og i rom, blev opslugt af det onde, men stærke sycamo-træ.

»Se der, supertræet vokser stadig inde i midten af "the Sycamo". Mervin Gerntt har levet 48 år i Maskall og kan huske, da supertræet i parken endnu bar frugter.

Millionærarv
Der ryges lidt flere joints i Maskalls park. Den nationale helligdag er ved at være slut. Den ærer den excentriske engelske millionær og adelsmand Byron Bliss, der i sin tid kom til Belize for at fiske. Mødet med belizerne gjorde så stort indtryk på ham, at han testamenterede sin formue til dem.

Pengene blev brugt til skoler, et sygehus og såmænd også den asfalterede hovedvej, der udkonkurrerede grusvejen igennem Maskall.

»Før den nye landevej, var der liv her. Dengang kom alle, der ville til USA, igennem Maskall. Med den nye hovedvej blev her lidt sløvt,« siger Mervin Gerntt, der har inviteret os hen og se sit slidte plankehus.

På træværket hænger hjulkapsler i snore. Ikke fordi Mervin lever af at sælge hjulpkapsler, men han synes, at de er pæne.


Solskin og billig rom (2)
Mervin Gerntt med sin samling af hjulkapsler.

»Jeg samler på dem. Vejen er så hullet, at de kommer rullende af sig selv. Det er en dejlig nem hobby,« siger han og går atter hen til supertræet for at høre, om der er sket noget nyt.

Delphin Dawson sidder under træet. Han har sort rastafari-hår, fire skæve tænder i undermunden og strålende grå øjne.

»Mange af de engelske pirater i farvandet omkring Belize giftede sig med landets afrikanske slaver. Derfor har jeg grønne øjne og et engelsk efternavn. Jeg har hørt, at der er en hvid prædikant ved navn Dawson i den nærmeste by. Måske er vi i familie, men jeg har aldrig fået undersøgt det,« siger han og blotter de skæve tænder i et smittende grin.

Fire unge piger går forbi supertræet, og mændene liver op.

»Hey, Sugar,« råber de kærligt.

Likita Edwards svarer dem igen. Hun har netop været til gudstjeneste i en af de syv kirker, der tager sig af de 1000 Maskall-indbyggeres sjæle.

"La Suza" lokker
»Livet er godt her i spøgelses-byen,« siger Likita Edwards.

På spørgsmålet om, hvorfor hun kalder Maskall for spøgelsesby, får hun et alvorligt udtryk i ansigtet.

»Man skal passe på om natten, der er masser af spøgelser. Specielt ved floden. "La Suza" er en smuk kvinde med langt mørkt hår, der lokker de fulde mænd til sig med en besnærende duft. Næste dag vågner de op på kirkegården, og nogle gange bliver de aldrig normale igen. Der er også et spøgelse, der hedder "Råt hoved på blodige ben" - det tager sig kærligt af krybskytter og andre folk, der er ude i skoven om natten,« fortæller hun og begiver sig videre ned ad vejen til Tante Bev's hus, hvor hun skal passe børn.

Mændene under træet griner af spøgelseshistorierne.

»Det er gamle historier, som de voksne fortæller børnene for at forskrække dem. Jeg er fuld næsten hver nat, og jeg har aldrig mødt La Suza,« siger Delphin Dawson og klasker sig på låret af grin.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel