Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Under zapatisternes fane

Indianere med sorte elefanthuer og soldater med stenansigter har de seneste syv år gjort den mexicanske delstat Chiapas til skueplads for en beskidt krig. Indianerbevægelsen zapatisterne indledte et oprør i San Cristóbal for at gøre opmærksom på undertrykkelsen af indianere.

Af JAKOB RUBIN, JAMILLE SOPHIE ALVI og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 14-03-2001

San Cristóbal, Chiapas

Der er smukt og trøstesløst i San Cristóbal. Blandt byens storslåede kolonibygninger lever indianerne en forhutlet tilværelse som tiggere og gadesælgere.

500 år efter spaniernes besættelse har kun lidt forandret sig. I 1994 besluttede en oprørsbevægelse at ændre på Tzotzil-indianernes tilværelse. De kaldte sig zapatister efter den legendariske revolutionshelt Emiliano Zapata. Tusinder af indianere og mestizer meldte sig under zapatisternes sortrøde fane.

I spidsen for oprøret stod en mytisk person, hvis identitet kun kendes af en håndfuld mennesker. Som en Zorro med gevær i stedet for kårde har den hætteklædte og piberygende Marcos viet sit liv til kampen for indianernes rettigheder.

Rygterne siger, at han ikke selv er indianer, men derimod en argentiner, der ankom til Chiapas og blev indigneret over undertrykkelsen af indianerne.

Hans vrede deles af mange mexicanere såvel som udlændinge.

Tyske Gabriella Rabenbauer er turistguide i San Cristóbal. På hovedtorvet venter hun på turister, der ønsker en rundvisning. Hun har boet i Chiapas i 15 år.

Forståeligt oprør
»Det er forståeligt, at indianerne gjorde oprør. Så sent som i halvfjerdserne var det forbudt for indianerne at gå på fortovene. De skulle gå ude på gaden. Da jeg kom hertil, var det stadig en folkesport at lade som om, at man ville køre indianerne ned, når man kom forbi dem i bil,« siger Gabriella Rabenbauer og fortsætter:

»Mange af de indianske piger, der kom til byen for at arbejde i butikkerne, blev ofte voldtaget af butikkernes ejere uden at kunne anmelde forbrydelsen. Helt op til i dag har det været svært for de spanske efterkommere og alle andre at anerkende, at indianere ikke er dyr.«

Rundt om hende står en flok indianske gadesælgere, der sælger zapatist-huer som souvenirs. De har flere zapatisthuer i hænderne, end der for tiden er zapatister i byen til at bære dem.

Taxachaufføren, der kører Explorer-holdet til zapatisternes hovedkontor, bryder sammen i latter, da han hører, at vi vil tale med zapatisterne.

»Det får I ikke meget ud af. De er jo slet ikke her. De er alle rejst til Mexico City for at få præsident Vicente Fox i tale,« siger han.

Han trækker på skulderen og tilføjer mumlende, at det vil hjælpe lige så meget på problemerne i Chiapas som en spand vand i helvede.

Hverdag med krig
Krigen i Chiapas er blevet en del af hverdagen for indbyggerne i San Cristóbal. De ænser knapt de mange soldater, der med stenansigter betragter byens turister og indianere. Men det gør den 32-årige Lourdes. Hun er en af de få tilbageblevne zapatister i byen.

»Jeg hader militæret. De er krigsliderlige drenge med våben,« siger hun, mens hun tilbyder os en siddeplads i zapatistbevægelsens anonyme kontor i en mørk sidegade i San Cristobal.

Egentlig skal hun besvare telefonopkald fra de mange journalister og sympatisører fra hele verden, der ønsker besked om zapatisternes tur til Mexicos hovedstad. Men der er ikke meget at lave i dag. Telefonlinjen fungerer ikke.

»Regeringen har afbrudt telefonlinjen. Det er sådan, de arbejder. Det er lavintensitets-krig. Selv om regeringen har forsøgt at udtrykke velvilje mod vores sag og har trukket halvdelen af militæret ud af Chiapas, så er der stadigvæk militær over det hele,« siger hun og peger på landkortet bag sig. Røde knappenåle spredt over det meste af det nordøstlige Chiapas viser, hvor militæret befinder sig.

Groteske forhold
»Forholdene i Chiapas er groteske. Vi producerer halvdelen af landets olie, kaffe, tobak og kød. Alligevel dør indianerne i de små landsbyer som fluer af ganske almindelige sygdomme, der kun kræver en vaccine eller lidt penicillin. Der er ingen læger, ingen skoler, ingen mad, og intet rent vand,« siger Lourdes, der hverken vil fotograferes eller filmes.

Hun var 16 år i 1994, da zapatisterne gjorde oprør. Bevæbnet med UZI-maskingeværer, macheter, hjemmelavede uniformer og sorte elefanthuer gik en horde af unge kvinder og mænd til angreb og besatte regeringsbygningen i San Cristóbal samt en række landsbyer i junglen. De erklærede krig mod militæret og befriede 179 fanger fra et fængsel.

Den mexicanske regering indsatte hurtigt 30.000 soldater. Efter to hårde kampe måtte zapatisterne rykke tilbage til de uigennemtrængelige skove i det østlige lavland. Derefter ankom medierne. De skrev om det, de opfattede som maya-indianernes endelige opgør med fortiden. Og i dag er Lourdes en del af en bevægelse, som folk i hele verden har taget til sig.

»Mine forældre er stadig bange for, at jeg skal blive dræbt af militæret. Men der er roligt nu. Præsidenten har lovet forbedringer, og jeg vil gerne være mor til min lille pige mange år endnu, så jeg håber, at freden snart kommer,« siger hun.

Det er snart mange år siden, at indianerkrigen foregik i San Cristóbals gader. I dag foregår den i junglen, og i 1998 blev 45 indianere i landsbyen Acteal massakreret af en regeringsvenlig paramilitær gruppe.

Bedre levevilkår
Zapatisterne kæmper stadig for at få gennemført deres krav om forbedrede levevilkår og retfærdighed i samfundet, men i San Cristóbal findes folk, der har fået nok af guerillakrig og i stedet går andre veje.

Den 29-årige Norma Estela Rodriguez, som arbejder sammen med munkene i Santo Domingo-klosteret, er en af dem.

Hendes fader er indianer, og oprøret i 1994 står lysende klart i hendes erindring. Hun mistede en ven, der ifølge militæret, blev henrettet af zapatister på en landevej.

»Det var nok hæren, der dræbte ham. Men det betyder ikke så meget længere. Jeg troede en gang på en socialistisk revolution, men den tid er forbi,« siger Norma Estela Rodriguez.

I dag laver hun sammen med munkene hjælpeprogrammer for de indianske piger, der kommer til byen for at tjene penge til deres familier.

Vigtigste problemer
»Nogle af dem bliver gravide med en mand, der ikke vil vide af dem. Andre bliver drevet ud i prostitution på grund af sult. Arbejdet med de problemer er vigtigere end at rende rundt i junglen og slå hinanden ihjel,« fortæller hun.

På gårdspladsen foran kirken sidder gadesælgerne på tæpper med deres varer foran sig. Norma Estela Rodriguez peger på den otteårige Angela, der løber rundt mellem hæklede hatte, smykker og farverige tøjstykker.


Under zapatisternes fane (1)
Pigen sælger zapatist-dukker.

»Hun burde være i skole, men faderen lider af rystesyge. Derfor må hun tage faderens plads og arbejde sammen med moderen her. Hvis Marcos eller den nye præsident kan gøre noget, så hun kan komme i skole, så fint for mig. Men det må bare gerne være snart. Helst før hun bliver voksen og stadig står her foran kirken og sælger zapatist-nøgleringe til turisterne,« siger Norma Estela Rodriguez.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten