Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

En storby synker i knæ

Mexico City er bogstaveligt talt på vej mod undergrunden. Kirker, broer og veje synker med foruroligende hast.


En storby synker i knæ (1)
Bygningerne i Mexico City synker, så man må stive dem af og pumpe beton ind under fundamenterne.

Man blinker en ekstra gang med øjnene, når man står foran katedralen på Xocalo pladsen i Mexico City. Og spørger sig selv: Er bygningerne ikke pilskæve til alle sider?

Vejene buler, som var man i Det Skæve Hus i Tivoli. Katedralen hælder til den ene side i den ene ende og til den anden side i den anden. Beslag af jernbeton forhindrer, at den knækker over på midten.

Kirken ved siden af er sunket så meget, at det har været nødvendigt at bygge trapper ned til den. Det gamle Museum for Skønne Kunster - bygget af marmor og derfor særlig tungt - ligger nu så dybt, at man fra gaden kigger direkte ind på første sal. Og det mærkeligste: En offentlig vandhane, der blev stillet op i 1934, svæver i dag ni meter over jorden.

Vandhanen blev sat fast til en underjordisk klippe og står den dag i dag nøjagtigt, hvor den blev stillet op. Problemet er, at resten af byen er sunket i jorden. Og fortsætter med at synke.

Gigantisk problem
»Vi står foran den største ingeniørmæssige opgave, nogen by nogen sinde har haft,« fastslår professor Ismael Herrera Revilla fra byens Nationale Autonome Universitet. Han stod i spidsen for et femårigt studieprojekt af Mexico Citys vandproblemer, der er den direkte årsag til sammenstyrtningerne i undergrunden.

Undersøgelsen når blandt andet frem til, at det er nødvendigt at pumpe beton ind under de største og tungeste bygninger for at begrænse hastigheden, de synker med. I katedralen sikrer kraftige wirer, at den ikke tipper, mens jernstativer fylder det indre af det mægtige kirkerum som et gigantisk korset.

Venedig, en anden berømt by med et tilsvarende problem, er sunket 25 centimeter på hundrede år. Småting i forhold til Mexico City, der i samme periode er sunket ti meter. Katastrofale beslutninger omkring planlægningen af byen og en manglende vilje blandt politikerne til at tage upopulære skridt for at løse problemet bevirker, at det langt fra er løst.

»Broer, veje, bygninger overalt slår revner. Mange vil i de kommende år falde sammen, hvis der ikke gøres noget,« siger forfatteren og miljøforkæmperen Alfonso Gonzales.

Byen reklamerer ikke med sin ulykke, og kendskabet til problemet er lille selv blandt indbyggerne. Uanset at de støder på det til daglig. Hundrede tusinder af passagerer på metroens linje 2, som løber over Tlalpan avenuen i byens syddel, får således hver dag en tur i rutschebanen på vej til og fra arbejde. Da metroen blev bygget i 1960'erne var banen vandret, nu bølger den op og ned.

Under katedralen på Zocalo pladsen er der gravet pyloner ned. Ved siden af kirken står barakker opstillet til de mange arbejdere, der i døgndrift forsøger at redde den fra at falde sammen.

Rovdrift på vand
Problemet i Mexico City skyldes rovdrift på vandet i undergrunden. Byen blev grundlagt ved to søer. Da spanierne erobrede aztekernes hovedstad Tenochtitlan i 1519, ville de bygge deres egen hovedstad på samme sted. Derfor drænede de søerne for vand for at få et større område at bygge på.

Men byens vækst oversteg enhver forventning. Fra begyndelsen af det tyvende århundrede var de naturlige vandløb fra de omkringliggende bjerge langt fra nok til at dække den hastigt voksende bys vandbehov. Man gravede brønde og begyndte at pumpe vand op fra undergrunden. For 100 år siden sank byen fem centimeter om året. I 1950'erne var hastigheden øget til en halv meter.

I dag er næsten alt byens grundvand brugt. Tilbage er et stort tomrum, som byen er begyndt at synke ned i. I midten af århundredet ophørte man med at pumpe vand fra brønde i centrum, hvilket mindskede problemet en smule. I omegnskommunerne synker byen stadig en halv meter om året.

De 22 millioner indbyggere i verdens største by har brug for mere vand. Indbyggertallet vokser med 60.000 mennesker om måneden. På stationerne i byens udkant kan man hver dag se dem ankomme fra landdistrikterne med deres ejendele i bylter. Deres håb om en bedre tilværelse er med til at forværre byens problem.

Mexico By er på trods af sin voldsomme forurening, den synkende undergrund og sine hyppige jordskælv attraktiv for mange fattige. Halvdelen af landets industriproduktion foregår her. Det betyder arbejdspladser - og 300 dage om året, hvor luften over byen er giftgul og skadelig at indånde.

Problemerne fortrænges
Et af byens åndehuller er bydelen Santa Ursula. For 100 år siden var det en lille landsby, men i dag er den opslugt af hovedstaden. Under grønne træer i et kollektiv med ti familier bor forfatteren og miljøforkæmperen Alfonso Gonzales. Gennem de seneste tredive år har han set sin by forvandle sig i slum og forurening.

»Miljøfolk fra hele verden kommer hertil for at studere vores problemer. De siger begejstret: Det er interessant, at I får katastrofen først, så vi andre kan tage ved lære af det,« fortæller han med et makabert grin.

I følge Alfonso Gonzales er byens største problem ikke, at den synker.

»Vores største problem er, at politikerne fortrænger det. Vi bliver ved med at pumpe vand op fra undergrunden. Resten betaler vi dyrt for ved at hente det langvejs fra gennem rørledninger. Kun ti procent af vandet renses og genbruges,« siger Alfonso Gonzales og ryster opgivende på hovedet.

Han fortæller, at der årligt er 40.000 brud på systemet, hvor vandet fosser ud. Efter hans mening er den eneste løsning på at undgå spild at genbruge alt vandet og sætte vandafgifterne op. Han tror på en utopi: En ren by, hvor folk har et trygt og sundt liv.

»Men det er svært. Politikerne, der står for vandværkerne, er magtfulde og ikke interesseret i at finde alternativer, som gør, at de vil miste deres magt. I slummen er det svært at forholde sig til genbrug af vand og andre miljøemner, når sociale problemer som vold og stoffer er langt mere presserende,« siger Alfonso Gonzales

Voldsom forurening
Mexico By ligger i en dal omgivet af smukke bjerge. Bjergene holder på forureningen som i en gryde.

»I fremtiden bliver det dem, der har råd til at købe vand og gasmasker, der kan leve i byen. Bystyret gør spæde tiltag for at forandre situationen, der ikke kun skyldes de mange fabrikker, men i høj grad også udstødningen fra bilerne«, fortæller han.

Et af bystyrets forsøg på at bremse luftforureningen er at forbyde borgerne på skift at køre i deres biler. Endetallet på nummerpladen afgør, hvilken dag man ikke må køre.

»Effekten blev den modsatte. Vi har flere biler end før. Bilsalget steg 30 procent, da de, som havde råd til det, straks købte sig ekstra bil med et andet endetal, så de kan køre alligevel,« siger Alfonso Gonzales.

Hans beregninger viser, at byen kollapser inden for de næste 10 år, hvis der ikke gøres noget drastisk. Med mellemrum tager politikerne affære. Hidtil har det ikke skortet på fantasifulde løsninger. Én var at sprænge huller i de omkringliggende bjerge for at øge luftgennemstrømningen. Når smoggen er tykkest og direkte livstruende, sender bystyret en hær af helikoptere i luften for at piske i smoggen og få den til at flytte sig.

»Lappeløsninger,« kalder Alfonso Gonzales det. Og spørger man om hans syn på fremtiden, trækker han på skuldrene:

»Det er svært at være miljøforkæmper og optimist samtidig.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Alfonso Gonzales
Foto: Mik Eskestad