Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Matadoren

For mexicanerne er tyrefægtning mere end sport og underholdning. Den er symbol på selve livet. Explorer mødte Mexicos berømteste matador, »El Cuate«.

Af JAKOB RUBIN, JAMILLA SOPHIE ALVI og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 06-03-2001

Mexico City


Matadoren (1)
''El Cuate'' i knibe i arenaen i Plaza de Toros. Men Mexicos berømte matador går sejrrigt ud af mødet med tyren.

Han bærer stramtsiddende tøj med guldpailletter og små dansesko, men han er helten i en brutal macho-verden. Den 25-årige spirrevips borgerlige navn er Enrique Espinosa. I den virkelige verden kaldes han El Cuate - Den Gode Ven.

El Cuate er den bedste. Hans stil misundes af tyrefægtere over hele Mexico. Kvinder dåner, og mænd råber Olé, når El Cuate med rank ryg og brystet skudt frem får en fnysende 530 kilos tyr til at danse i ring om sig.

Hans ene hånd hviler på hoften. Med den anden holder han det røde lærred udstrakt over sin sabel. Tyren "Palomo" stønner og gisper efter vejret. Skraber i gruset med forbenet. Og mærker den sidste rest selvtillid rinde ud i takt med publikums olé-råb. Roser og hatte kastes i arenaen.


STIL
El Cuate får det til at se let ud at dræbe en tyr.

Rauls drøm
»El Cuates stil er magnifico,« siger Raul Pineda. »Han er elegant. Hans bevægelser er harmoniske. Han får det til at se let ud at dræbe en tyr.«

Raul Pineda er 23 år og drømmer om at blive tyrefægter selv. Han har trænet, siden han var dreng og er tilknyttet en af Mexicos kendte tyrefægtere som lærling.

»Tyrefægtning er en fest. Med mystik. Kender man til det, er det langt fra så brutalt, som det umiddelbart ser ud,« siger han.

Det er sæsonens næstsidste tyrefægtningsdag. På den historiske Plaza de Toros-arena er en lille, entusiastisk skare mødt op. På de gode dage er her 40.000, i dag kun 5-6000 tilskuere.

Palomo er tre år gammel. Han er vokset op på tyrestalden Hermanos Collado Ruiz, der i årenes løb har leveret mange legendariske tyre til Plaza de Toros. I dag skal Palomo dø.

For udenforstående kan tyrefægtning næppe betragtes som sport og i endnu mindre grad som underholdning. For mexicanerne er det begge dele. Og meget mere.

»Som livet«
»Tyrefægtning er alt. Som livet. Det er følelser, mod, kærlighed, afhængighed og stil,« siger El Cuate til Jyllands-Postens udsendte få minutter før, han skal i arenaen.

»Når en tyrefægters følelser kommer til udtryk i arenaen, mærker publikum det. Så overfører han det ypperste af sin kunst,« siger El Cuate.

Tyrefægtning kan minde om en rituel dans. De fanatiske mexicanere kalder det »en kamp mellem mand og dyr - mellem intelligens og råstyrke«. Under alle omstændigheder er det blodigt.

Palomo provokeres først rundt i arenaen af tyrefægterens hjælpere. Han trættes. Efter nogle minutter stikker ryttere ham i skuldrene med spyd for yderligere at svække ham. Derefter begynder El Matador - Dræberen - at danse. El Cuate synes at få tyren i knæ med sit blotte blik. Da han knejsende vender ryggen til Palomos savlende, muskuløse hoved, viser han det ypperste af den ægte kæmpers mod. Blodet fosser ud, da Palomo får pile med modhager i nakken. Nådestøddet kommer, da El Cuate med sit klæde lokker tyrens hoved ned i gruset og med et præcist stød planter sin sabel mellem dens skulderblade, så kun skaftet stikker frem.


KAMPEN SLUT
Efter dødsstødet vises tyrens afskårne øre frem for publikum.

Palomo knækker sammen. Hatte og blomster kastes i ringen. Palomo trækkes væk af heste. Bag tyrefægterarenaen slagtes den. Kødet sælges ved bagdøren.

Tyren kan overleve
En god tyrefægtning afhænger ikke kun af tyrefægteren. Også af tyren. Er tyren ikke villig til at kæmpe, bringer den skam over sin stald.

Omvendt kan en tyr, der kæmper særlig modigt og helhjertet blive »tilgivet«. Den sker sjældent, men altid til stor jubel for publikum. Så pensioneres tyren og bruges til avl.

Så godt gik det ikke Palomo. I løbet af to timer døde han og fem kolleger i et blodbad.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel