Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

En rar by, som ingen vil bo i

Landsbyen Luis Moya på det tørre steppeland i Zacatecas provinsen har et problem. De unge forlader den.

Af JAKOB RUBIN, JAMILLA SOPHIE ALVI og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 05-03-2001

Luis Moya


En rar by, som ingen vil bo i (1)

»Vores by ender med at blive en spøgelsesby om 10-15 år. Hvis der ikke sker noget,« siger den 68-årige Francisco Cardera, der må siges at have gjort sit for at vende udviklingen. Han har 15 børn.

»I mange af nabolandsbyerne er der kun gamle tilbage - og enkelte kvinder med børn. Mændene er draget af sted for at finde arbejde i USA,« fortæller han fra en bænk i skyggen på pladsen foran en af Luis Moyas gamle kirker.

Et skilt ved bygrænsen oplyser, at byen har 7000 indbyggere, men tallet passer ikke længere. Det falder støt. Den 35-årige Ruben Sanchez har en forklaring på det. Han drog for ti år siden til Californien og er nu hjemme på ferie.

»Man kan ikke bo her. De penge, man kan tjene, kan man ikke købe noget for,« siger han og lufter sine smarte amerikanske gevandter foran de af hans gamle venner, der aldrig kom af sted.

I Luis Moyas gader ligger små huse i stærke farver klinet op ad hinanden. Vintersolen hænger lavt og tegner lange, skarpe skygger. Fra en sidegade kommer en ung kvinde gående. Det er lørdag, og hun har ikke travlt. Hun er fast besluttet på at gøre noget for sin by.


En rar by, som ingen vil bo i (1)
18 årige Griselda Guillén er fast besluttet på at vende tilbage til Luis Moya efter endt uddannelse.

»Jeg bliver. Det er sikkert. Der er mange fattige i byen, som trænger til hjælp,« siger Griselda Guillén. Hun er 18 år og forbereder sig på at uddanne sig til læge. Det skal hun gøre i en af de nærliggende storbyer.

»Bagefter kommer jeg tilbage,« siger hun.

Griselda peger op ad en sidegade. For enden af den bor byens fattige i paphuse og blikskure. De har ingen mulighed for at komme til læge. Det er dem, hun vil hjælpe.

»Det er endnu værre for de fattige oppe i bjergene. De har ikke råd til at komme ned til Luis Moya, når de er syge. Og det offentlige hospital har ingenting. Det kan ikke hjælpe nogen,« siger hun og peger på en fint udseende herre. Det er spidskandidaten til byrådsvalget den efterfølgende dag, som fører sig frem på at love at bringe internettet til Luis Moya.

»Alle kandidaterne lover og lover. Bagefter er de eneste, der bliver rige, dem selv.«

Griselda rynker på næsen. Hun er ikke som de fleste andre i Luis Moya. Hun holder af byen.

»Der er meget fattigdom, men også mange smukke ting. Her er fred. Man kan gå, hvor man har lyst uanset tidspunktet. Folk har tid. Jo, min by er rigtig rar.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel