Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Her går grænsen

Mexicanere i millionvis forsøger hvert år illegalt at krydse grænsen til USA. De fanges og sendes hjem, for så at forsøge igen med det samme.

Af JAKOB RUBIN, JAMILLA SOPHIE ALVI og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 02-03-2001

Ciudad Juárez


GRÆNSEN
På den anden side af hegnet ligger det forjættede land. I USA afslører grænsepolitiet årligt omkring en million illegale immigranter uden papirer.

En centimeter. Så meget skiller millioner af mexicanere fra lykken. Drømmen om USA lever som aldrig før. Mange steder langs den 2500 kilometer lange grænse er et højt hegn den eneste forhindring.

Andre steder er hegnet afløst af en flod. Den legendariske Rio Grande udgør den østlige halvdel af den lange grænse mellem de to lande. Men da den stort set er løbet tør for vand, er den heller ikke den store hindring. Bortset fra, at vandet i denne tid er iskoldt.

Horder af mexicanere og et ikke ubetydeligt antal centralamerikanere samler sig syd for grænsen. De vil gøre alt for at komme til det forjættede land. I grænsebyen Ciudad Juárez samles de mest forhutlede af dem i en park i den indre by. De er fattige og forhærdede.


Her går grænsen (2)
Leonardo Farias har fire gange krydset grænsen til USA og sendt tilbage, men han har endnu ikke opgivet håbet.

Forefaldende arbejde
Den 30-årige Leonardo Farias er sluppet over fire gange. Hver gang er han blevet opdaget af de amerikanske myndigheder efter et stykke tid. I alt har han været syv år i USA. På et tidspunkt havde han forefaldende arbejde på et landbrug til en løn omkring halvdelen af den officielle mindsteløn på 40 kroner i timen. Han har intet sparet op, og hans lykke blev langt fra gjort. Alligevel tænker han ikke på andet end at komme tilbage.

»Jeg har ikke andre muligheder i mit liv. Min familie er fattige bønder i Michoacan. De kan ikke hjælpe mig, og jeg kan ikke hjælpe dem,« fortæller han og tilbyder Explorerholdet en kompressor for 500 pesos.

Leonardo Farias er beskidt, nervøs og sandsynligvis påvirket af narko. Han sover i parken med mindst hundrede andre i samme situation. Om aftenen søger de mod floden øst for byen. Virker bevogtningen sløset, kaster de sig ud i den.

»Tre gange er jeg kommet ind i USA gennem ørkenen ved Californien. Kun en gang før har jeg krydset floden til Texas. Det er farligt. Den er iskold.«

Mexicanerne kommer som oftest fra kummerlige vilkår. Mange er fra landets fattigste provinser i syd, hvor arbejdsløsheden er udtalt. De ønsker arbejde. Og har alle sammen en ven eller bekendt, som har klaret sig godt i USA.

»De illegale flygtninge er utroligt kreative. Vi oplever fantastiske, men også skræmmende eksempler på, hvad de vil gøre for at komme over grænsen,« siger Federico Velasquez, kommandant i det mexicanske grænsepoliti.

Han og hans folk afslører omkring 4000 illegale flygtninge hver måned. Nogle skjuler sig i dobbeltbundede trailere, andre gemmer sig i bagsædet på en bil. Men langt de fleste forsøger at gå over grænsen. Eller betaler de såkaldte coyotes 300 dollars for at føre sig igennem hemmelige tunnelsystemer under hegnet eller floden.

»Det får katastrofale følger for mange af dem. Lykkes det dem at komme over, befinder de sig pludselig i ørkenen i Arizona eller New Mexico. De er slet ikke forberedt på de ekstreme temperaturer med stegende tørke eller storm og frost,« siger Federico Velasquez.

Han har flere gange oplevet flygtninge, der var døden nær af dehydrering og udmattelse. Det værste, han ved, er børnene, der hurtigst begynder at lide. Ifølge officielle vurderinger dør flere hundrede mennesker hvert år i forsøget på at krydse grænsen, men det præcise tal kendes ikke.

De fleste gengangere
I USA afslører grænsepolitiet årligt omkring en million illegale immigranter uden papirer. Langt de fleste er gengangere. De sendes alle sammen retur over grænsen. Mange af dem er blevet afsløret over 20 gange og sendt tilbage til Mexico hver gang.

»Det er meget sørgeligt. De fleste er fattige og desperate. Ser man på dem, virker det ikke til, at de oplever lykken i USA,« siger kommandant Velasquez.

Det er tydeligt, at livet generelt er hårdt for mexicanerne på begge sider af grænsen. Men at de åbenbart foretrækker at kæmpe for føden i det rige USA. Få andre steder i verden er forskellen i levevilkår i to nabolande lige så stor som her. Gennemsnitsindkomsten er fem-seks gange højere i USA, der i disse år bugner af velstand, mens Mexico stadig regnes for et tredjeverdensland på linje med det øvrige Latinamerika.

Billig arbejdskraft
Der er desuden en væsentlig detalje i historien. Mange steder i USA er arbedsløsheden nul. De mexicanske flygtninge er populær - og billig - arbejdskraft.

Før ankomsten til Mexico var JP Explorer i det sydlige USA. I Miami mødte vi den smukke 24-årige nicaraguanske kvinde, Aida. Hun blev for fire måneder siden smuglet dertil af en ældre ugift mand, der fløj hende til Bahama Øerne og derfra sejlede hende i sin speedbåd til fastlandet.

Personlig hushjælp
Nu er hun installeret i hans lejlighed i et af Miamis rigmandskvarterer som hans personlige hushjælp. Om dagen arbejder hun desuden i hans virksomhed som sekretær. Hun får 900 dollars om måneden, en årsløn i Nicaragua, men langt under mindstelønnen i Miami. Hvis der da findes sådan en for arbejde syv dage om ugen.

Da hun ikke har nogen papirer, tør hun ikke gå uden for det beskyttede boligområde. Hun siger:

»Måske om fem år har jeg tjent nok til, at jeg kan vende hjem til min familie og min søn.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten