Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Rødder

Vi er i indianerland. I hvert fald en slags. USA's skurvognsindianere er langt fra den originale type fra vores forestillingsverden. Men nok tættere på virkeligheden. JP Explorer er startet i den billige ende - i indianermæssig forstand.

Af JAKOB RUBIN, JAMILLA SOPHIE ALVI og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 24-02-2001

Pueblo Tesuque

Landsbyen Pueblo Tesuque en vinterdag i februar: Mandens ansigt er mørkt og furet. Han skubber en trillebør over pladsen foran kirken. På den sidste rest jord, der er tilbage af hans forfædres rige.

Den gamles øjne er fugtige og uklare bag store tykke briller. Det er hundreder af år siden, de gamle indianere dominerede New Mexicos vilde natur. Da hver klippe, flod og dal havde hellig betydning. Deres rødder blev revet op, da den hvide mand kom. Med ét forsvandt en tryg verden. Det stålsatte blik blev bøjet ned. I ydmyghed.

Hunde løber rundt mellem de lerklinede huse i Pueblo Tesuque. Et indiansk ansigt titter ud ad et vindue. En mand med en flok unger omkring sig rumsterer. 28 årige Nathan Swazo er ved at ombygge det hus, hans familie har beboet i generationer. Mormoderen døde sidste år. Nathan kan ikke drømme om at lade det forfalde.

Ligesom de fleste andre har han job i den nærmeste storby. Han er blikkenslager - hvilket er heldigt, når man istandsætter et 150 år gammelt lerhus. Nathan nægter at acceptere, at hans indianske kultur er ved at dø.
»Det er hårdt, når du kan mærke, at den kultur, du voksede op med, dør. I skolen taler landsbyens børn engelsk. Det bliver stadig sværere at lære dem vores stammesprog Teva. Men det er vigtigt. Mister vi vores identitet, ender vi som i New York, hvor folk kun går op i penge og sig selv,« siger Nathan. Hans indianske navn er uudtaleligt for danske exploratører, men det betyder Lille Chili-ranke.
»Det er pinligt. Ikke rigtig maskulint. Men det er bedre end min fætters. Han hedder Store Æsel,« siger Nathan.

En tjener på en restaurant i New Mexicos hovedstad Santa Fe har flettet sit lange sorte hår. Om halsen bærer han en medicinpose i sort læder. Hans forfædre var cherokee-indianere, der jagede på sletterne. I dag serverer han tilsovsede spare-ribs på en tredieklasses kæderestaurant og er en ny form for cherokee-indianer.

Personalet i værkstedet, hvor Den Kongeblå Landcruiser får skiftet den utætte dieseltank, diskuterer rødder. Telefondamen Pat drikker kaffe, mens hun skæver til Coca Cola-uret på væggen. Der er tre timer til, at hun har fri. Hele sin barndom boede hun med sin spanske far og indianske mor i en lerklinet hytte. Som 17-årig blev hun gravid med en 11 år ældre mand. I dag bor de i en skurvogn med deres tre børn. Hun kan ikke svare på, hvad det vil sige at være af spansk eller indiansk afstamning, men er nysgerrig efter at kende Sophies rødder.
»Hvad vil det sige at være dansk, og hvordan ser din folkedragt ud,« spørger hun Sophie, der er flygtet fra diesel-stanken og resten af Explorer-holdets samtale om, hvor langt Miks bil kører på literen.

Sophie må vride sin hjerne for at svare på Pats spørgsmål. For Sophie har spørgsmålet en ekstra drejning, da halvdelen af hendes rødder faktisk er fra Pakistan. Hun opgiver og nøjes med en træg forklaring om klædedragter i Tønder, Dronning Margrethe og dansk hygge. Pat forstår det tydeligvis ikke.

Det gør værkstedets ejer heller ikke.
»Det er vigtigt at vide, hvilken stamme man hører til. Om det så er den hvide mands, en indianerstamme eller en latinsk. Man skal vide, hvem man skal hjælpe,« siger ejeren. Selv hører han til en del forskellige stammer. Stamtræet tæller både indianere, italienere og spaniere.

Stammer, rødder. Indianerne kan synes fortabte i det amerikanske samfund, men i hvert fald de af dem, som vi har mødt, er meget opsatte på at finde deres indianske identitet frem fra skabet igen.

Hvordan den ser ud efter så mange år er ikke godt at vide. Måske kan den bruges til turisme. Vi skulle i hvert fald betale indianerkontoret 20 dollars for at tage billeder af Pueblo Tesuques sølle huse.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Nathan Swazo
Nathan Swazo med hans søsters børn.
Foto: Mik Eskestad