Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Landsbykongen

Qeqchí-indianerne i landsbyen Nueva Esperanza klæder sig mest som bymennesker, men lever efter gammeldags normer. Og det tog landsbyens leder en hel dags hårdt arbejde at finde en kone til sin søn.

Af JAKOB RUBIN og JAMILLA SOPHIE ALVI, Jyllands-Postens udsendte medarbejdere
Publiceret 29-03-2001

Nueva Esperanza

Der er én, som bestemmer i qeqchí-landsbyen Nueva Esperanza. Det er Don Gilberto, prototypen på en patriark.

Don Gilberto er 49 år og stærk som en okse. Han hersker i landsbyen af den ene grund, at han tør stille sig op og sige sin mening. Hans tale er velsmurt og indtagende. Med sine ord fjerner han enhver forhindring for sin idé om landsbyens udvikling.

Qeqchí-indianerne er kendt for deres skyhed. De svarer ikke, når de bliver tiltalt, og det tager dem dagevis at turde sige noget, hvis et fremmed menneske har sneget sig ind i den 350 mennesker store landsby i det østlige Guatemala.

Bag facaden
Imidlertid bedrager skinnet i Nueva Esperanza. Indianermændene med gummistøvler, bukser og skjorte - det hele slidt til et punkt, hvor det er risikabelt at tage det af - er bag facaden primitive mennesker med en speciel religion og måde at opfatte livet på. Kvinderne bærer stadig den lokale, vævede nederdel, hvis mønster kendetegner den by, de bor i. De færreste taler spansk, og kun Don Gilberto og et par andre kan læse og skrive.

Først efter fem dage tør kvinderne nærme sig os i lejren. På afstand stod de og betragtede os - og pilede væk, hvis vi hilste på dem.

Da Mik skulle hen i landsbyens bod og købe en sodavand, var han ved at skræmme livet af kvinden, der passede den. Hendes mand var ikke hjemme, og af frygt for den farlige fremmede smækkede hun skodderne i for øjnene af ham. Han bankede flere gange på med et »por favor«, men hun blev stående derinde i mørket og lod som ingen ting, indtil han omsider gik.

Nueva Esperanza ejer ikke strøm, rindende vand eller tv-apparater. Indbyggerne er bønder. De dyrker majs, bønner og kaffe. Om morgenen kommer kvinderne forbi med tørrede og pillede majs i en skål på hovedet. Kornene skal males i den kollektivt ejede mølle. Melet bliver til tortillas, qeqchí-indianernes væsentligste føde.

Natten over Nueva Esperanza var domineret af mælkevejens millioner af stjerner. Stjerneskud splittede himmelhvælvingen i lange lysbaner. En sen aften kom Don Gilberto ridende ind i vores lejr på sin hvide hest. Han havde fået et par gibbernakker i den nærliggende by, Machaca, og havde nu brug for at tale med Don Pedro, vores tolk, der lå og sov i et skur.

»Don Pedro, Don Pedro, vågn op. Jeg skal fortælle dig noget,« gentog han i mørket. Don Pedro kom forpjusket frem. Don Gilberto fortalte ham, hvor glad han var.

En kone til sønnen
»I dag har jeg fundet en kone til min søn. Det har taget hele dagen. Men hun bliver en god kvinde,« sagde han. »Derfor er jeg så glad.«

Don Gilberto fortalte, at sønnen dagen før havde opsøgt ham med ordene: »Far, jeg er klar. Jeg har brug for en kone.«

»Kvinden, jeg har fundet, er den rette, Don Pedro,« fortsatte Don Gilberto. »Hendes familie har stor indflydelse i Machaca. Vi har skabt en pagt. Min søn er glad, og pigen med. Men jeg har problemer med Don Mario. Han beskylder mig for at have handlet ud fra skumle interesser. Hvordan kan han sige den slags. Alle ved jo, at jeg blot vil min søn det bedste.«

»Ja, naturligvis, Don Gilberto. Det tvivler ingen på,« svarer Don Pedro.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Nueva Esperanza
Qeqchí-indianerne i landsbyen Nueva Esperanza klæder sig mest som bymennesker, men lever efter gammeldags normer.
Se billedserie