Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Nyheder kommer om natten

Ved midnat opstod der tumult i lejren. Vi sov sødeligt, da en stemme tvang os tilbage til virkeligheden.

Publiceret 26-03-2001

Nueva Esperanza, Guatemala, mandag den 26. marts 2001

»Vågn op. En mand vil fortælle os noget vigtigt,« råbte den mexicanske arkæologistuderende Sergio febrilsk.

Stemningen i lejren var forvirret. Vi frygtede, at de to indianere var ved at sætte en fælde på for os. Vi har uvenner her. Machaca-indianerne er vrede på os, fordi vi vil åbne en maya-grotte, der ligger på deres jord.


Nyheder kommer om natten (1)
Den arkæologiske ekspedition har ikke megen held i sprøjten, når det gælder jagten på den hemmelige maya-grotte. I stedet hygger de sig gevaldigt - specielt når de ikke bliver vækket af mystiske indianere om natten. I bageste række fra venstre er det TV-Peter, ingeniør-Bjarne, chefarkæolog Brady, grotteopmålerne Allan og Bob, direktør Henrik fra Randers Regnskov. Forreste række fra venstre: Foto-Mik, den mexikanske arkæologistuderende Sergio, tolk Don Pedro, skriver-Jakob, tempeljæger Christian, hestedriver Juan og skriver-Sophie.
Foto: Mik Eskestad

I mørket lå en beruset indiansk mand i en hængekøje. Da vi vraltede frem, rejste han sig let vaklende og hilste overstrømmende på tempeljæger Christian, der på dansk meddelte os andre, at han aldrig havde set manden før.

»Grotten, som I leder efter, hører slet ikke til Machaca. Den ligger halvanden time herfra i en anden retning. Vi kan vise jer den,« sagde indianeren akkompagneret af nogle bøvselyde fra hængekøjen.

Oplysningen skabte splittelse. Christian svor, at manden måtte tage fejl. Vi andre anede ikke, om vi skulle le eller græde. Eller holde fast i vores værdigenstande indtil han havde forladt lejren.

Vi besluttede os for at holde ham hen, indtil vi vidste, om morgendagens møde med machaca'erne ville give bonus. Tidligt om morgenen tog et hold afsted til Machaca.

Borgmesteren fra Poptun var med. Papirer fra diverse ambassader og ministerier samt den lokale katolske biskop skulle overbevise indianerne om vores gode intentioner. Efter en halv times forhandling gav borgmesteren op.

»Machaca er delt i to lejre. Halvdelen af byen vil gerne, men de konservative kræfter har besluttet at trumfe et nej igennem. Der er intet at gøre. Som noget meget usædvanligt er kvinderne også blevet hørt. De mener, at I har bestukket den katolske biskop til at samarbejde,« fortalte han.

Det betød, at turen var slut for den danske arkæologiske ekspedition, som vi for en stund har sluttet os til. Ingen lukket maya-grotte. Ingen grund til at blive. Vi besluttede os for at pakke sammen og forlade den arkæologiske ekspedition.

En nyhed bremsede os i sidste øjeblik. Vores tolk, Pedro, havde undersøgt de indianske nattegæsters historie om grotten. Hvor absurd det end må lyde, viser det sig, at Christian måske har taget fejl af grotterne. Grotten nær Machaca-landsbyen er muligvis ikke den, vi leder efter.

I morgen tager et hold ud med en lokal stifinder, der ved, hvor den rigtige hemmelige grotte efter sigende skulle være. Det er næsten for godt til at være sandt. Men det er på tide vi bliver ramt af heldet. Vi bliver.

Gem eller send Logbog

Landeportræt