Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Indianere bremser Explorer-holdet

Mens denne logbog skrives, er den danskledede arkæologiske ekspedition til en hidtil ukendt maya-grotte i Guatemalas jungle stoppet af vrede indianere. Deltagerne blev truet af macheter.

Publiceret 24-03-2001

Nueva Esperanza, Guatemala, lørdag den 24. marts 2001


Indianere bremser Explorer-holdet (1)
Tempeljæger Christian Christensen forsøger at vise stor ydmyghed under forhandlingerne med de lokale indianere om åbningen af grotten. Foto Mik Eskestad

Den ene indianerstamme solgte den andens ko. Det synes de ikke om.

Det er situationen for Explorer-holdet. Der er udbrudt konflikt mellem to landsbyer. Som landet ligger, må vi ikke tage videre. Situationen udviklede sig dramatisk, netop som lejren var ved at gøre klar til at bryde op og flytte til grotten.

En fortrop bestående af tempeljægeren Christian, Explorerkaptajn Jakob, museumsdirektør Henrik, ingeniør Bjarne og en tolk tog kort efter solopgang fra vores lejr til bopladsen Machaca, som ligger i nærheden af den lukkede mayagrotte.

Gruppen skulle blot en sidste gang kontrollere, at den grotte, landsbyen havde givet os tilladelse til at se, nu også var den rigtige. Ren rutine. Over floderne op til grotten og tilbage til resten af den 12 mand store besætning, der i mellemtiden pakkede lejren sammen.

Vi blev ikke modtaget, som vi forventede. Aftenen før havde talsmanden for qeqchí-indianerne i Machaca givet grønt lys, men nu var stemningen vendt.

Mænd med macheter tog imod os.

»Vi kan ikke tillade, at I passerer. I er nødt til at gå med ned til pladsen for at tale med landsbyens ledere,« sagde de.

Foran købmandens træhytte stod mændene. Små qeqchí-indianere med ørnenæser og kulsorte øjne. De havde også deres macheter med.Tydeligvis for vores skyld.

Samtalen blev kort og kontant. De ville ikke tillade os at tage gennem landsbyen til grotten. Der var ikke noget at gøre. Deres gestikulationer var ikke til at misforstå. Det var "basta", som de ville have sagt, hvis de havde kunnet spansk.

Vi kunne gå. De pegede ud mellem træhytterne. Adios!

Det var en modløs gruppe, der kom tilbage til vores lejr i Nueva Esperanza. Ekspeditionen tegnede til at være slut. Det eneste håb var, at Machacas talsmand lovede at komme til vores lejr i løbet af dagen om meddele landsbyens beslutning.

En time efter stod en lille indiansk mand i turkis bluse ved en bygning lidt væk fra lejren. Han ventede uden at gøre mine til at nærme sig yderligere. Vores ledere gik derhen. Det var begyndelsen til flere timers diskussion. Han ville ikke give sig en tøddel. Hans kropssprog var lukket som en østers. Han kunne ikke forklare, hvorfor Machaca aftenen før havde givet tilladelse og nu trak den tilbage på denne drastiske facon.

»I er velkomne til at gå op til grotten. Men det bliver på eget ansvar. Byens folk er deroppe for at beskytte den, og de er bevæbnede,« sagde han.

Vi forsøgte forskellige taktikker. Med hårene og mod hårene. Vi gættede på, at siden talsmanden var kommet, var det fordi, at han trods alt ville tale om det. Han forblev mut. Han var åbenbart bange for stemningen i sin by.

Enden på diskussionen gav os endnu et spinkelt håb. Vi måtte godt sende en ny delegation til Machacha. Han nægtede dog at følges med vores hold tilbage.

»I må gå alene. Jeg kan ikke garantere noget, « sagde han og gav Sergio, den mexicanske arkæologistuderende - vores chefforhandler - et hemmeligt brev.

»Du må ikke vise det til nogen. Tag det frem i nødstilfælde. Måske kan det redde jer, hvis landsbyens beboere bliver vrede,« sagde han til Sergio.

Sergio, Jakob, den amerikanske arkæolog Brady og Nueva Esperanzas talsmand drog afsted over bakkerne og gennem floderne til nye forhandlinger.

Klokken er nu 22.30. Det er bælgmørkt. De har været væk i ni timer. En nervøs stemning har bredt sig i lejren. De burde være tilbage nu. Vi kan ikke andet end at vente. Og håbe at intet er sket dem.

Gem eller send Logbog

Landeportræt
Hvis du vil vide mere