Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Forhandling med indianerne

Ekspeditionen mod den lukkede maya-grotte er blevet forsinket. Indianerne omkring Machaquila Floden er ikke venligt stemt. De vil ikke have, vi piller ved deres ruin.

Publiceret 23-03-2001

Nueva Esperanza, Guatemala, torsdag den 22. marts 2001

Det kom frem på aftenmødet. Beskeden var kommet via en qeqchí indianer. Ekspeditionen blev beordret stoppet. I morges tog en delegation af sted mod qeqchí-landsbyen Nueva Esperanza.


Forhandling med indianerne (1)
Et lille udvalg blev sendt til høvdingen i landsbyen Nueve Esparanca for at skrive kontrakt om tilladelse til at åbne Maya-grotten.
Foto: Mik Eskestad

Delegationen bestod af den mexicanske arkæologistuderende Sergio, indianeren Pedro som stifinder og tolk, vores ekspeditionsleder Christian Christensen, TV-Peter og Explorerholdets kaptajn, Jakob.

Efter en times kørsel til enden af en håbløst bulet stenvej og en times vandring over nogle bakker med mayaruiner nåede vi Nueva Esperanza. Vi var ventet. Først var der ingen indbyggere at se. Træhytterne med tag af tørrede blade var som forladte. Lidt efter lidt åbnede vinduer og døre sig på klem. Sky øjne studerede hver eneste af vores bevægelser. En ung mand nærmede sig. Gav hånd og sagde goddag.

Spurgte, hvad vi skulle. Da han havde fået svar, pilede han af igen. Efter et stykke tid kom landsbyens leder, Don Gilberto. Også han bød høfligt velkommen.

Vi viste ham præsentationsbrevet fra den indianske præst i Poptun og fortalte, at vi var kommet for at studere en grotte. Brevet fortalte, hvem vi var, og at vi ville følge reglerne i landsbyen.

Don Gilberto læste brevet langsomt og grundigt. Så sagde han: »Det er meget godt. Men præstens ord er ikke det sidste herude. Vi har holdt et møde mellem landsbyens familier og kom frem til, at vi ikke vil lade jer passere.«

Don Gilbert forklarede, at qeqchí indianerne altid er blevet snydt af mennesker, de troede på. Nu vil de ikke længere, sagde han.

»De få værdier, vi har, skal være vores. Vi har besluttet os for at stå sammen og sige nej. Med mindre I vil hjælpe os.«

Sergio førte ordet for os. Hans mor er indiansk, og han skulle vise sig som en mester i at skabe kontakt. Han startede med at takke for, at Nueva Esperanza havde modtaget os så pænt. »Vi forstår og respekterer jeres beslutning. Er der noget, vi kan gøre?« spurgte han.

Don Gilberto svarede:

»Vi er fattige her. Der blev ikke meget til overs i livet til os. Vores skolebørn har ikke blyanter eller papir. I kommer langvejs fra, fra et sted, hvor man skaber stor velstand og rigdom. Guderne må vide, hvordan I bærer jer ad. Her knokler vi et helt liv uden at komme ud af vores fattigdom. Det ville være rimeligt, om vores samfund kunne mærke lidt af jeres velstand.«

Sergio nikkede og takkede igen. Det ville vi gerne. Don Gilberto skulle blot nævne, hvad landsbyen forestillede sig.

Han nævnte kravene. Hvert barn i skolen skulle have fire blokke og to blyanter. En medicinkasse med plaster, gazebind, smertestillende piller og medicin imod diarré ville de også gerne have. Og manden, der dyrkede marken omkring grotten, ville føle sig dårligt tilpas, hvis vi blot invaderede hans jord, forklarede Don Gilbert. Han skulle have lidt, så han kunne mærke, at hans børn fik noget ud af det. Hvad med 150 quetzales (150 kroner), spurgte han.

Vi accepterede. Aftalen ville Don Gilberto gerne have på et stykke papir. Da han fik den, sagde han OK. Så kom landsbyens indbyggere langsomt frem.

»Vi stoler på jer. Og Christian kender vi. Han har været her før. Det fylder os med stolthed, at han kan huske os,« sagde Don Gilberto.

Fra sin taske tog Christian en tyk stak fotos, som han havde lamineret med plastik. De forestillede byens indbyggere. Han tog dem i 1998. Langsomt voksede der store smil frem i de sky ansigter, da de fik overrakt billeder af sig selv.

Gem eller send Logbog

Landeportræt
Hvis du vil vide mere