Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Mytteri på Explorer

Det nærmede sig mytteri på Bounty Øen. Vi var taget til den underskønne paradisiske ø Caye Caulker i det Caribiske Hav ud for Belize, hvilket bekom exploratørerne vel.

Publiceret 17-03-2001

Belize, Caye Caulker, fredag den 16. marts 2001

TV-P var ophavsmanden til mytteriplanerne. Det stod hurtigt klart. Han gjorde ti minutter efter ankomst opmærksom på, at han ikke ønskede at fortsætte Explorer-turen.

»Det er for fantastisk,« sagde han.

»Skal vi ikke bare stoppe her. Sige vognen brød sammen, eller at det var orkan, og vi ikke kunne komme tilbage til fastlandet. Hvad som helst. Jeg vil aldrig væk herfra.«

Caye Caulker er en seks kilometer lang og 600 meter bred sandbanke med palmer, krystalblåt hav og et rev, der betragtes som et af verdens syv bedste dykkeområder.

TV-P trippede af kæk iver. Holdkaptajnen anede opbakning til mytteriplanerne fra Mik og Sophie og så mytteristen dybt i øjnene med et autoritært blik. I hans pupiller stod cocktailglas med paraplyer og hulahula danserinder på rad og række. Et blink afslørede hans bluf.

»Ok, men så tag med på dykning. Jeg har et undervandskamera med,« sagde TV-P. Vi accepterede. For hans programs skyld.

Peter har alverdens dykkercertifikater, vi andre ved dårligt nok, hvordan man snorkler. Sammen med zebrafisk, rokker og farvestrålende akvariefisk glemte vi dog alt om tiden og den stegende sol på rygstykkerne.


Mytteri på Explorer (1)
Da den første forskrækkelse havde fortaget sig, dristede Sophie sig til forsigtigt at ae kaptajn Charlies indfangede haj.
Foto: Mik Eskestad

Med et hvinede Sophie. Denne gang med god grund. En haj stødte sin mule ind i siden på hende. Kaptajn Charlie grinte. Han var sprunget i vandet og havde fanget en stor sød krabat af en haj. Selv om deres gab er fyldt med skarpe tænder, er de godmodigheden selv.

I jollen på vej tilbage fra revet skulle Mik ryge igen. Han hævder, at han kun ryger, når han er på reportagerejse, hvilket så også sker med eftertryk.

»Skal du nu forpeste luften igen,« protesterede den moralske holdleder Jakob.

Mik vendte sig lynsnart mod ham. Hans øjne lynede farligt. Han overvejede situationen et sekund, rejste sig så op, tog holdkaptajnen op i armene og smed ham overbord.

»Er du så færdig,« råbte han efter den synkende mandsling. Så meget for respekt for autoriteterne på Explorerholdet.

Gem eller send Logbog

Hvis du vil vide mere