Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Multikulturelt fjernsynskiggeri

Vi skulle til at diskutere slagplanen for næste uge, da holdleder Jakob irriteret kastede fjernbetjeningen fra sig på sengen.

Publiceret 15-03-2001

Belize By, Belize, torsdag den 15. marts 2001

»Øv, jeg kan kun finde kinesiske kanaler på det her fjernsyn,« sagde han og kiggede opgivende på nyhederne fra Beijing, der dog havde undertekster - på kinesisk.

Vi andre havde ikke Jakobs problemer. Fjernsynsapparaterne i vores rum havde både kinesiske, indiske, mexicanske og amerikanske kanaler. Og hvis vi havde glemt, at vi havde krydset grænsen mellem Mexico og Belize, så havde den første omgang fjernsynskiggeri afsløret det.

I Mexico bød fjernsynene på mexicanske og til tider amerikanske programmer - som oftest eftersynkroniseret til spansk. I Belize er programfladen radikalt anderledes.

Det lille land har kun 220.000 indbyggere, og de er en blandet landhandel bestående af mestizer, afrikanere, kreolere, englændere, indere og kinesere. Det præger udvalget af TV-kanaler.

Belizes første indbyggere var mayaindianere. Efter at de spanske erobrere havde udryddet de fleste af dem, landede engelske pirater. De bosatte sig og bragte afrikanske slaver til landet, som de ofte havde "relationer" med, som belizerne udtrykker det.

Det betyder, at hver fjerde farvede mand på gaden i Belize har blå øjne under rastafari-håret. Kinesiske og indiske fremmedarbejdere kom senere til som billig arbejdskraft.

På trappen op til sit pælehus nyder Martha og veninden Carmen køligheden fra husets skygge. Martha er sort som ibenholt - ligesom kæresten Joseph. Alligevel har den 10 måneder gamle søn på hendes arm blå øjne og lyse krøller.

»Min oldefar var vist nok englænder, og hver tredje i vores familie er lys, mens resten er sorte,« siger Martha og smiler til veninden Carmen, der er kæreste med hendes bror. Carmen har spanske og indianske forfædre.

På spørgsmålet om der findes racisme i Belize, griner de begge højlydt.

»Vi er alle blandet sammen på kryds og tværs. Derfor er her næsten ingen racisme. Vi har det også for godt til at bekymre os om hudfarve,« siger Carmen.

Gem eller send Logbog

Landeportræt
Hvis du vil vide mere