Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Indianerne marcherer

Det svier i øjnene. Smoggen er tilbage som en skiddengul tågebanke over verdens største by. Børnene med det blå hår er væk. Hårspray sælgeren har solgt sit lager, og det er atter grå dagligdag for byens 22 millioner mennesker.

Publiceret 07-03-2001

Mexico City, Mexico, onsdag den 7. marts 2001


Indianerne marcherer (1)
En af måderne at overleve i Mexico City er at optræde. Denne fakir kaster sig ned på glasskår i håb om at få en klatskilling for det

Busser kører udmattede folk på arbejde fra deres hjem i slumbyerne timevis væk, mens tungmetaller og giftstoffer drysser ned fra oven. Deres kirtler tørrer ud. Allergi og åndedrætsproblemer er hver mands eje.

Vores hotel ligger i byens fine ende. Ikke fordi vi er luksusvrag, men på grund af bilens sikkerhed. Den er spækket med elektronik og andet isenkram, og kun bedre hoteller tilbyder vagtmænd til gæsternes biler.

Her ser vi samfundets spidser spankulere forbi. Lækre mennesker i det bedste tøj, penge kan købe. Som i alle Latinamerikas metropoler er skønhedsoperationer noget, man bare får lavet og gerne diskuterer nonchalant over en croissant med mokka. Den knivskarpe næse vises frem, de faste bryster står ud i luften som stiv grød, og silikonepuderne på hage og kindben fremhæver det maskuline. De mest ihærdige kan komme til at ligne heltene fra de tv-føljetoner, der sendes i en lind strøm på alle kanaler. Byens fattige flertal kan kun drømme om rigdom. Få køber lodsedler som den mexicanske arbejderklasse.

En gruppe af landets fattigste har besluttet sig for at gøre noget ved den sociale uretfærdighed. Indianerne i Chiapas-provinsen, der i 1994 gjorde oprør mod regeringen og siden har fortsat kampen fra junglen, er netop i disse dage på en historisk march gennem det meste af landet.

Marchen vokser. Over alt, hvor de kommer frem, hyldes indianerne. De kalder sig zapatister efter den revolutionære helt Emilio Zapata. Deres leder er en ukendt mand iklædt elefanthue med hul til en pibe, der aldrig tages ud af munden. Han kalder sig "subcommandante Marcos".

Han er det nærmeste verden er kommet en ny Che Guevara. Kvinderne tilbeder ham. Hans flotte tekster og taler gengives over alt. Siden den famøse nytårsmorgen 1994 har han været venstrefløjens nye kæledægge.

Vi havde regnet med at møde marchen, da vi kørte fra Chihuahua til Mexico By, men den tog vestover netop kort før, vi kom forbi. Om et par dage kører vi til Chiapas for at møde de kæmpende indianere.

I går sagde Marcos til en tusindtallig skare i Guanojuato: »Tiden er inde til at holde op med at slås og begynde at tale. Læg jeres machetter og slib jeres ord.«