Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Blåt hår

Tusmørket havde lagt sig, da vi i går aftes kørte bilen over en bjergkam og pludselig så et ocean af lys-prikker foran os. Et kæmpeskilt bød "Velkommen til Mexico By".

Publiceret 06-03-2001

Mexico By, tirsdag d. 6. marts 2001

Tak, tænkte vi, men skulle der ikke have stået "Velkommen til trafikhelvede"? I en time derefter drejede vores liv sig om at undgå at kollidere med titusinder af biler i høj fart.

En tanke strejfede os. Kunne de københavnske buschauffører være mexicanere? Deres kørsel minder i hvert fald meget om det, vi så omkring os. Vi var jaget vildt. Stressede trafikanter kastede deres biler mellem kørebanerne uden varsel. På skift måtte vi hugge bremserne i eller accelerere for livet for at undgå kollisioner.

Med hjælp fra en venlig mexicaner fandt vi vores hotel uden de store problemer. Udmattede efter tretten timer på landevejen kastede vi os i de store bløde senge.

I dag var det helligdag. Kirkedag, tyrefægtnings-dag og familiedag for mexicanerne, der i deres pæneste tøj spadserede rundt i gaderne i den klare sol. For første gang i flere måneder var himlen klar og luften ren, fortalte en os. Normalt er Mexico By verdens mest forurenede. På gaderne står automater, hvor man kan trække ren ilt, hvis man får et ildebefindende. Avisernes vejrudsigter er anderledes end danske. Temperaturerne er ikke så interessante, til gengæld får man indholdet af svovldioxid, kulilte og brintdioxid i luften i alle bydele at vide.

Denne dag var dog ikke mindre giftig end, at det frarådes at befinde sig udendørs mellem klokken tolv og tre.

Vi valgte at risikere vores helbred for oplevelsens skyld. Som mange andre. I kølvandet på familier, lommetyve og andre driverter drog vi mod parken Bosque de Chapultepec for at se, hvad de fik dagen til at gå med.

Parken summede af liv. En stor del af byens 22 millioner indbyggere havde vist fået samme ide som os. Gadesælgere i hundredvis tilbød alt og lidt til. Omkring os myldrede det pludselig med børn med blåt hår. Vi overvejede, om det kunne være tegn på mutation på grund af forurening.

Vejrudsigten havde ikke advaret mod fare for blåt hår. Vi forstod det ikke, og De, kære læser, vil heller ikke kunne forstå det.

Gem eller send Logbog