Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Tag en barbacoa

Stemningen var næsten ond i bilen. Mik havde kørt i otte timer og var smadret af træthed, men havde alligevel ikke rigtig lyst til at dele rattet med de tre andre chauffører i bilen.

Publiceret 05-03-2001

Mexico, mandag d. 5. marts 2001

Jakob skreg efter frokost, mens Mik hårdnakket påstod, at der ikke var nogle restauranter i den del af Mexico, vi kørte igennem.

»Det er ikke som nordpå her. Der er ikke nogen af de der familierestauranter i vejkanten, du elsker,« brummede han. »Mik, stop dog ved en restaurant, klokken er fem,« blev Jakob stædigt ved.

»Nå, men så er du også selv ude om det. Nu tager vi denne her,« angreb han og vred øjeblikkeligt bilen ud over en høj kant i rabatten og hen foran en lillamalet bule med kulørte lamper og graffiti af en nøgen kvinde på muren.

Sophie græmmede sig over de tos mundhuggeri. TV-Peter var smart og blandede sig uden om. Han har ikke rørt rattet endnu og har det aldeles fint med at blive kørt hele vejen.

"Bulen" kunne da godt fremstille en omelet, mente en kvinde, som Mik opkaldte Granit Viola. Hun var ikke lige vant til at modtage gæster, der kom for at spise. Vi kørte igen.

Lidt længere fremme var der ganske rigtigt et familie traktørsted, af dem, vi har besøgt flere gange, end vi har tal på, under den seneste uges kørsel ad 2000 kilometer mexicansk landevej.

Vi har fået mad lavet af Mari, af Carmen, af Flor og Rosario. Denne gang stod Juanita stor og frodig i stramt sort tøj og kommanderede med sin familie, mens hun tilså to gigantiske kødgryder.


Tag en barbacoa (1)
Juanita fra et af landevejens traktørsteder rører i de gigantiske gryder.
Foto: Mik Eskestad

Hendes datter lavede fine majs- og hvedetortillas i tortillapressen. To små børn spiste på en hylde under disken. Broderen Juan stod i baggrunden og passede en kobbergryde med varm olie. Tre kurve med forskelligt kød var ved at blive forberedt i olien efter alle kunstens regler, undtaget helsekostens.

»Para servir lo,« sagde Juanita på typisk mexicansk. "Til Deres tjeneste". »Hvorfor prøver I ikke carnitas, vores specialitet?« Juan kaldte os hen og fiskede en kurv op af den boblende brune olie. De herligste griseindvolde, tarme og maver lå og glinsede lifligt.

Peter sagde straks fra. Han skulle ikke have carnitas og i øvrigt slet ikke noget frokost alligevel. Sophie sprang også over, hun lider lidt af den fremmedartede mad i forvejen.

Mik og Jakob sagde nej tak til husets specialitet og gik til den næste gryde. Den var fyldt med barbacoa - ged. Vi tog to tallerkener af det. De kom med det samme, med et dusin hele chilier - af den slags, der brænder hele vejen gennem systemet - en stak tortillas og avocadomosen guacamole.

Det smagte som den slags gør. Fortrinligt. (Det skal bemærkes, der var ikke konsensus om den vurdering.) Vi er nu kørt gennem halvdelen af Mexico. Man må ikke skamrose, men alligevel. Landet er flot som noget; mexicanerne de sødeste og mest hjælpsomme mennesker, man kan forestille sig; musikken, kunsthåndværket er resultat af årtusinders avancerede kulturer.

Og så er der maden. Et slaraffenland for eksotiske freaks og ædedolke som Jakob. Men årsag til den første kiv i bilen.

Gem eller send Logbog

Landeportræt
Hvis du vil vide mere