Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Brev hjemmefra

Vi er ikke alene. Det seneste par dage er det væltet ind med emails fra læsere, der ønsker at kommentere den igangværende Explorer-ekspedition.

Publiceret 03-03-2001

Zacatecas, Mexico, lørdag d. 3. marts

 Det er utroligt tilfredsstillende. Så tæt kontakt med læserne mærker journalister sjældent i deres daglige arbejde.


Brev hjemmefra (1)
JP-explorer arbejder sig gennem den mexicanske ødemark, men breve hjemmefra holder kontakt med civilisationen.

Fra læserne får vi forslag til historier og steder at besøge. Ikke alle er lige gode. En sjællænder foreslog, at vi lagde vejen forbi Alaska, hvor hans søster gerne ville se os. Vi svarede pænt, at Alaska ville være noget af en omvej.

Brevene drejer sig om alt, lige fra hvilket overtøj, man bør tage med, hvis man rejser på ferie til Guatemala til en glad fyr, som synes, at vi burde møde ham og hans handelsskolekammarater på studietur.

Nogle kommer med rettelser og indvendinger, hvilket er helt fint. Der sidder overraskende mange eksperter rundt omkring med en stor viden om Mexicos indianere med mere.

Mest rørende var brevet fra en kvinde, der lider af den alvorlige sygdom MSC, som ingen af os havde hørt om før. Kort sagt drejer det sig om, at folk med denne sygdom ikke kan tåle tilsætningsstoffer og kemikalier. Hun fortæller, at flere og flere får denne meget smertefulde sygdom, fordi den moderne verden propper kunststoffer, tilsætningsstoffer og kemikalier i de produkter, vi bruger i det daglige.

Kvinden fortalte, at der i de øde naturområder i det sydlige USA er opstået kolonier op af MSC-syge, der er flygtet fra byerne ud til renere områder med frisk luft, hvor de kan leve uden at blive udsat for disse stoffer hele tiden.

Marianne, som hun hedder, foreslår, at vi tager derud og laver en reportage om denne ultramoderne sygdom. Vi ville med glæde have gjort det. Men for det første fik vi først hendes brev, da vi var i Mexico, for det andet lå stederne langt uden for vores rute. En anden dag skal den historie nok blive taget op.

Explorer-artiklerne havde hun fået læst op af sin søster, da hun heller ikke kan læse avis på grund af tryksværten. Elektriske maskiner kan disse mennesker heller ikke tåle. Ganske alvorligt. Brevet rørte os dybt.

Der var også Peter, som sendte os et utrolig hudløst brev om dengang, han blev hjulpet af guatemalanske indianere, da hans kone i en regnstorm styrtede ned i en vulkan og døde. Det var en barsk en. Vi føler med manden og overvejer at besøge den familie, der hjalp ham - som han foreslår.

Fra vores egen lille verden er der ingen overraskende nyheder. Det har vist sig, at vi har nogle rigtige vanedyr med i bilen. Så vi har faste pladser i bilen. Mik har erobret rattet og slipper det vist ikke lige med det samme. Jakob sidder på passagerforsædet med landkortene, mens Sophie og TV-Peter hygger sig omme bagi.

TV-Peter har oplyst, at han ikke bryder sig om at køre bil, mens Mik indtil videre har afvist at lade Sophie køre.

Fra bagsædet hører man liflig kvidder. De hygger sig vist, de to. Det knaser og skramler, når de åbner chipsposer, sodavand, chokolader og kiks i fyrrige farver. Deres zone har vi døbt videoklubben, der er noget se-tre-videoer-i-træk ungdomsagtigt over ånden på bagsædet.

Vi slipper nok ikke uden om at berette lidt om TV-Peter. Danmarks Radios mand fra provinsafdelingen i Århus, som er godt på vej til at overhale avisens mest erfarne medarbejdere som alle tiders Explorer veteran.

Ud over en dreven TV-journalist, er Peter en munter fuldblodsårhusianer, der ikke lader sig gå på af de tre københavnersnuder. Heller ikke da de brummende protesterede over Peters påstand om, at der bor 325.000 indbyggere i Århus. Københavnersnuderne mente, at så skulle man da ud til Odder og Mørke og stampe staldkarle ud af deres kamre frem for at nå op på det tal.

Hø-hø-hø, grinte han og mente, vi var "noller".

Gem eller send Logbog

Hvis du vil vide mere