Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Statsløse exploratører

En hånd bankede vildt mod bilens bagende og fik Jakob til at træde hårdt på bremsen.

Publiceret 27-02-2001

Ciudad Juarez, Mexico, tirsdag den 27. februar 2001

»Har I aldrig krydset en grænse før? I skal standse, når I kører over en grænse,« råbte en amerikansk tolder rasende ind igennem bilens vindue.

»I ved ikke, hvor tæt I er på at blive arresteret.« Exploratørerne havde ellers stoppet bilen. Men da de tre toldere ikke så ud som om de ville nærme sig, troede vi, at alt var ok og trillede forbi.

Vores foreteelse var lovligt undskyldt. I den seneste halve time havde vi været slemt forvirrede. Først havde motorvejen fra USA ført os direkte ind i Mexico. Vi så ikke skyggen af en paskontrol. Netop som vi sad og spejdede efter amerikanske toldere, opdagede vi, at vi allerede var inde i Mexico. En af verdens bedst bevogtede grænseovergange bevogtes åbenbart kun i den ene retning, nemlig ind i USA.

Nu manglede vi et amerikansk toldstempel i bilens papirer. Det ville betyde alvorlige problemer senere på turen. De amerikanske myndigheder ville tro, at bilen var blevet solgt ulovligt i USA. DFDS i Houston, som har påtaget ansvaret for bilen i USA, ville kunne idømmes en kæmpe bøde.

Vi blev enige om, at vi måtte tilbage til USA for at kunne fortolde os ordentlig ud og bagefter køre til Mexico igen. En usikker stemning bredte sig i bilen. Hvordan skulle vi forklare, at vi gerne ville ind i USA igen uden officielt at have været ude.

Exploratørerne befandt sig i grænseområdets ingenmandsland. I et kort øjeblik følte vi os statsløse. Vi var forberedt på at skulle forklare os længe og håbede på en rigtig rar tolder, da vi hørte den aggressive fyr smadre løs på bilen. Han havde ikke i sinde at forstå og klistrede en orange seddel på vores forrude: Kontrol! Nok det sidste, vi havde lyst til. Vi blev gennet hen til en ransagningsplads. Her kunne vi se mexicanerne få deres biler og bagage minutiøst undersøgt af amerikanske toldere, der bankede stave i sæderne og smækkede med bildørene, mens de ledte efter illegale flygtninge.

Det slap Explorer-bilen heldigvis for. Exploratørernes utallige tasker, fotoudstyr og kasser ville have taget flere døgn at undersøge. En venlig tolder kom os til undsætning og skaffede de fornødne stempler.

For anden gang den dag kunne vi tage til Mexico. Fem minutter senere begyndte det mexicanske virvar.

Gem eller send Logbog

Hvis du vil vide mere