Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Om lidt bliver der stille

Fra vores hotel kan vi se og høre flyvemaskinerne fra lufthavnen lande og lette. Det er en irriterende lyd. Den er svær at sove til. Lyden minder os om, at vi snart skal sidde alt for mange timer i et fly på vej mod det grå og kolde Danmark.

Publiceret 30-03-2001

Guatemala By, Guatemala, fredag den 30. marts 2001

Vi skal tilbage til en normal hverdag uden mexicanske narkostrissere, tempeljægere og sørøvere. Men alt har en ende, og en spoleorm har to. Måske er det alligevel godt, at vi vender snuden hjemad.

Vi er trætte. Intet mindre end et vulkanudbrud vil kunne få TV-Peter til at løfte kameraet og filme. Og Jakob er begyndt at skrive sine artikler halvt i søvne.

Forleden nat skrev han en artikel om vores ophold hos indianerne i Nueva Esperanza. Om morgenen gik det op for ham, at noget var gået galt med de natlige skriverier.

Mærkelige drømmesætninger havde sneget sig ind i den seriøse tekst. For eksempel udtalte bopladsens ærværdige talsmand Don Gilberto:

»Jeg er faktisk ret god til at tegne. Helt fra jeg var lille, bad jeg ofte om et stykke papir, så jeg kunne tegne prinsesser, slotte og små Dracula-grever.«

Længere ned i teksten begyndte Jakob åbenbart at drømme om sin løn.

»Hvad med penge, besvar venligst dette brev med en mail,« stod der midt i beskrivelsen af indianernes klædedragter. Det værste var en sætning, der ordret lød således:

Man kunne mistænke mit ansigtsudtryk for at være bittert.

Næ, det er Christians ansvar. Jeg har det skønt. Blot er jeg nu blevet slangefanger; det er ganske realistisk - siger han - men jeg vil dog slikke sårene lidt.«

Jakob var så mystificeret over sin evne til at skrive i søvne, at han kaldte resten af holdet ind for at se artiklen. Man må frygte, at noget er galt med ham. Men vi kan bevidne, at han selv i søvne staver rigtigt. Og det er vel egentlig det mest underlige. Han trænger til en pause.

Det natlige artikelskriveri og opsætningen af satellit-telefonen på bakker og i skove vil ikke blive savnet. Til gengæld vil vi savne hinandens selskab. I hvert fald når der er gået lidt tid. Det har været en utrolig oplevelse.

Gem eller send Logbog


Træthed
Det kan blive tungt at løfte kameraet højt nok.
Foto: Mik Eskestad

Landeportræt
Hvis du vil vide mere