Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Hvad med en bæltedyrsbøf?

Surhed i bilen. En vil have mad, en anden vil finde et hotel så hurtigt som muligt, en vil starte tidligt næste morgen, en anden sove længe for en gangs skyld.

Publiceret 29-03-2001

Guatemala, onsdag den 28. marts 2001

Efter 34 dage på farten er vi ved at have opbrugt vores krudt. Explorer-turen lakker mod enden. Om to dage går vi hver til sit. Vi er faktisk ved at være smadret. Selv i de bedste ægteskaber er der uenighed, så hvorfor ikke her.

At blive proppet ind i en Explorerbil svarer til at blive gift med tre mennesker på en gang. Endda med nogen, man ikke kender ret godt i forvejen. Så i det store hele må man sige, at der er gået ret godt for os. Alle lever stadig. De rør i hvert fald på sig.

Ikke fordi dagens program var dårligt. Vi skulle besøge en vigtig maya-grotte med en af de største eksperter på området som guide.

Vi lider ellers af grotte-fobi efter vores rodetur ude hos indianerne med en dansk tempeljæger. Sådan kan det gå. Nu var vi på jagt efter en selv.

Grotten, vi skulle se med den amerikanske arkæolog James Brady, ligger ved grænsen til Mexico og Belize. Vi kørte halvtidligt og var der ved middagstid. Temperaturnålen på bilens computer viste 43 grader. Det var med andre ord rigtig dejlig varmt.

På vej hjem var stemningen så altså lettere mut. Jakob var som sædvanlig sulten. I denne region findes en lang række specialiteter, og dem ville han smage. De andre i vognen er ikke mad-vovehalse, så ideen pirrede ikke dem.

Der er også delte meninger om, hvad der er forsvarligt at spise i guatemalanske landevejskøkkener. Mik og Peter har ikke rørt et salatblad i 34 dage af frygt for dræbermikrober. De kalder Jakobs madvaner selvmorderiske.

Denne eftermiddag ville han have bæltedyrsbøf. Kroerne skilter med dem på menuen. Eller tepezcuintle, en gnaver på størrelse med en lille hund og et udseende som en stor rotte, der skulle være særlig herlig grillet. Hjorte, junglekalkuner og vildsvin lokkes der også med.

Men han måtte ikke. Derfor var han bilens sureste.

Gem eller send Logbog


Bilen
Det er ikke til at se den dårlige stemning i bilen, hvis man ser den udefra.
Foto: Mik Eskestad

Landeportræt
Hvis du vil vide mere