Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Den transcanadiske jernbanes historie

De canadiske jernbaners historie begyndte med åbningen af Champlain- St. Lawrence-jernbanen i 1836. I løbet af de følgende 50 år trak over 100 jernbaneselskaber et stadigt finere net af forbindelser i det sydøstlige Canada, hvor størstedelen af befolkningen var koncentreret.

Af Steve Vinther
Publiceret 01-05-2003


Et Via Rail-tog

Foto: Annelene Petersen

I 1867 dannedes den canadiske forbundsstat. Hermed opstod tanken om at forbinde det vældige land med en togforbindelse fra Atlanterhavet til Stillehavet. Den over 6.000 km lange togforbindelse fra kyst til kyst skulle bane vej for udviklingen af de udstrakte, men tyndt befolkede, nordvestlige territorier.

Den konservative canadiske regering ønskede at udlicitere opgaven til private. Det udviklede sig til en skandale, da det viste sig, at Canadas rigeste industrimagnat, Hugh Allan, under valgkampen i 1872 havde brugt enorme summer til bestikkelse af konservative politikere, for at sikre sig kontrakten om byggeriet og en ledende post i jernbaneselskabet.

Skandalen førte til regeringens afgang i 1873. Den efterfølgende, liberale regering var ikke interesseret i at fremme jernbanesagen. Men i 1878 kom de konservative atter til magten, og i 1881 stiftedes Canadian Pacific Railway (CPR) til formålet.

Selskabets første præsident, William van Horne, stod overfor en kolossal opgave. Over 3000 km jernbanespor skulle lægges gennem ufremkommelige, bjergrige egne. Området huser stammer af sortfodsindianere, der bestemt ikke brød sig om jernbanen. Bisonoksens forsvinden fra de canadiske prærier blev af indianerne sat i forbindelse med de rygende og larmende damplokomotiver, og i 1883 samledes de til oprør og angreb jernbanefolkene.

Militæret blev ført frem ved hjælp af jernbanen, og i løbet af få uger kvalte tropperne opstanden i blod. Størstedelen af arbejdskraften til anlægsarbejdet blev hentet i Kina, hvorfra 9000 af de ialt 15.000 lavtbetalte arbejdere rekrutteredes.

For yderligere at holde omkostningerne nede, blev de nødvendige sprængninger foretaget med nitroglycerin, der er langt billigere end dynamit, men også langt mere ustabilt. Mellem 700 og 800 arbejdere mistede livet under jernbanens konstruktion.

Den 7. november 1885, efter fire års uhyre anstrengelser og brug af enorme summer, der flere gange bragte selskabet på falittens rand, kunne den sidste skinne boltes på plads, fire år før beregnet.

I kølvandet på Canadian Pacific Railways succes, blev yderligere to konkurrerende, transatlantiske linier bygget før Første Verdenskrig. Det var Grand Trunk Pacific Railway og Canadian Northern Railway. Men som følge af krigsudbruddet og store anlægsomkostninger løb de konkurrerende selskaber ind i økonomiske vanskeligheder. En regeringskommission besluttede i 1917 at fusionere det statsdrevne Canadian Government Railways og det private Canadian Northern Railways System. Det nye selskab blev stiftet i 1918 under navnet Canadian National Railways, CN.

I løbet af 1920´erne blev de privatejede sidelinier nationaliseret, så CNs samlede jernbanenet omfattede 35.000 km.

De rygende damplokomotiver, der i over 100 år var jernbanedriftens symbol, blev i 1960 skiftet ud med dieselelektriske lokomotiver.

Canadian National opgav passagertransporten i 1978 for at koncentrere sig om godstransport. Persontransporten varetages af VIA Rail Canada, der blev stiftet i 1976.

I 1995 blev det statsejede jernbaneselskab privatiseret.

En rejse med den transcanadiske jernbane byder på fantastiske naturoplevelser. Gennem majestætiske bjerge med sneklædte tinder, langs store søer og rivende floder i et storslået drama af uspoleret natur med et rigt og vildt dyreliv.

De canadiske floder svarer i størrelsesorden til Øresund eller Storebælt i Danmark, og søerne er ofte på størrelse med Kattegat eller Østersøen. Det er især den sidste del af strækningen gennem Rocky Mountains med et scenebagtæppe af bjergtinder med gnistrende hvide gletschere, der imponerer.

De specialbyggede togvogne har en fabelagtig udsigt hele vejen rundt gennem panoramavinduer, og fra de åbne udsigtsplatforme for enden af vognene føler man sig endnu tættere på den overvældende natur.

Allerede CNRs første præsident, William van Horne, havde blik for landskabets turistmæssige kvalifikationer, da han i 1888 sagde: "Når vi ikke kan eksportere sceneriet, vil vi importere turisterne".

Gem eller send Undervisningsartikel


Jernbanespor
Et kig ud ad bagenden på toget.
Foto: Annelene Petersen